Når man cykler igennem byen den nat hvor syrenerne, buskene og træerne virkelig er sprunget ud og duftene overvælder en, så bliver jeg hvert eneste forår 10 år igen. Og så er det helt ligegyldigt om jeg cykler igennem Højbjerg eller fra Amager til Nørrebro, det er den samme lette følelse af, at nu kommer sommeren og alt det tunge og trættende er ligegyldigt, for nu starter livet forfra. Og så dukker denne her sang altid op i mit hoved. Jeg plejer at sige, at Lars HUG er min første kærlighed - som 6årig, men 'En nat bliver det sommer' er det første nummer, som jeg vitterligt forelskede mig i og som jeg forbinder med at ligge på en ny udsprungen græsplæne og kigge på den blå forårshimmel og tænke store forhåbningsfulde tanker om fremtiden med. Den stemning af forventning vender altid tilbage når blomsterne springer ud. Videoen bliver nødt til at være fra 1990 hvor Loveshop var fuldtallige og ingen vidste hvilken skønhed der lå bag Jens Unmacks nørdede ydre. Mmmm det er dejligt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar