Der blev skruet på nogle knapper og nu er sommeren jo kørt helt af sporet i varm vildskab. Men hey, jeg klager ikke, sommervarme er dejligt. Jeg sveder bare. Helt vildt meget! I dag blev jeg hentet ud af min tømmermandsdøs og lagt ud til afbrænding på Bryggens gule græs. Efter nogle timer virkede det til at sol, vand og pistacienødder havde succes med at trække de værste daglejere i hovedet ud. Hjemme igen kan jeg konstatere at der ikke er det helt vilde på musikprogrammet næste uge, men jeg har da lige tre anbefalinger og de er også pænt svedige:
Ons 31: The Smashing Pumpkins i Falconer salen kl 20 for 380 kr.
Armen der er jo dømt teenage nostalgi for alle pengene - jeg glæder mig!
Fre 2: The Raveonettes + Sort Sol i Tivoli kl 22 for 135 kr
De nye bedstevenner i dansk musik sætter en sort stemning i den glitrende have.
Søn 4: The Late Great Fitzcarraldos + The William Blakes på Nemoland kl 18 + 20 for 0 kr.
Sommerlige chillede vibes og skæv opfindsom indierock, kan ikke blive meget bedre!
Puuh... og lad mig i den anledning tilføje endnu et nummer:
Byens koncertsteder hviler sig henover sommeren imens et utal af festivaler landet over tager styringen. Men er man alligevel helst til de separate koncertbegivenheder, så er man ikke helt fortabt. Der sker stadig noget i København og det meste er faktisk gratis!
Ons. 17: Trixie Whitley i Lille Vega kl 21 for 120 kr.
Melankolsk pompøs sangerinde i et slags småelektronisk soulrock univers.
Fre. 19: Kasper Kaae i Skuespilhusets Foyer kl 17 for 0 kr.
Frontmanden fra Cody åbner fredagen med sin folkede low key sangskrivning.
Fre. 19: Thee Attacks i Pumpehuset kl 19 for 0 kr.
Bad ass rock n roll som vor mor lavede det. Bare gratis denne gang!
Søn 21: Anne Linnet på Nemoland kl 20 for 0 kr.
Vi kender hende alle sammen og denne anbefaling går særligt ud til én kæmpe fan jeg kender:)
Orange på en doven søndag foran James (dare I say boring) Blake
Roskilde Festival er overstået og det blev som sædvanligt forrygende med et væld af fede koncerter, masser af sol, øl, fester og flirterier. Og som sædvanlig måtte meget musik vige pladsen for andre af livets små nødvendigheder og det må man så forsøge ikke at græde snot over. Jeg forsøgte at følge med på bloggen med indlæg, men det kræver sin disciplinerede blogger at få alt det med som burde redegøres for og dokumenteres. Der bliver forhåbentlig en omgang mere næste år. Men jeg vil gerne fremhæve nogle af de højdepunkter der ikke fik spalteplads undervejs. Det var en kæmpe fornøjelse endelig at høre (og ikke mindst se) spektakulære SIGUR RÓS på Arena og jeg kan ikke vente til jeg får chancen igen! Canadiske SUUNS var en helt usædvanlig sammenblanding af dark disco og transcenderende dansevenlig elektrorock for stenere med en intens/på kanten til skræmmende sanger. CRYSTAL CASTLES leverede en sindssygt vild elektronisk punkfest og jeg vil have lov at påstå at deres sangerinde Alice Glass er lysår foran en dame som Rihanna, når det kommer til at være sexet, usch et show! Det var en fornøjelse og en stor glæde at få lov til at interviewe de seje og talentfulde piger Kristina Renée og Leah Shapiro og hvem ved om det bliver starten på flere fuldlængde interviews herfra. En sidste credit skal ud til de fine blogs sorthed og Gane & Gaffel og stor tak for et fornøjeligt samarbejde!
Suuns på Pavilion
Giganten er vel overstået men landet over fortsætter festivalerne i stor stil sommeren igennem. Jeg har fundet et lille udpluk til de der befinder sig i København eller vil på oplevelsestur. Bemærk lige engang at det ikke behøver være dyrt at få spændende kulturelle oplevelser:
Henrys Dream på hemmelig location d 18-20 juli for 575 kr (alle 3 dage)
Eksperimenterende festival der blander kunstarter og stiller usædvanlige krav til både publikum og optrædende.
Uhørt på Refshaleøen d 10 august for 0 kr.
Den tidligere Refshale Festival præsenterer nyeste stjerner på den danske musikhimmel.
Trailerpark i Copenhagen Skatepark d 1-3 august for 300 kr (early bird)
Den efterhånden traditionsrige lille festival der byder på et bredt spektre af musikoplevelser (overvejende elektronisk) i kreative og skæve omgivelser.
Vanguard Festival d 2-3 august i Søndermarken for 995 kr (for begge dage)
Nyest tilkomne i byen blander store hiphop navne med indie og folkrock (mon dyrene i Zoo overlever alle de tunge beats?)
Det er en støvet og stenet søndag efter en lang uge på Roskilde og folk er pænt meget nede i gear efterhånden, men det matcher egentlig meget godt med Black Rebel Motorcycle Club. De tre sortklædte garagerockere, der nok oftest befinder sig i et mørkt mere intimt venue, rumler fra start til slut afsted i et adstadigt tempo med god tyngde bag. Der er plads i pitten til at de udmattede kan dejse om på det mishandlede græs og lade sig samle op og køre med. Resten bøjer hovederne og rocker med eller samler luftguitaren op og joiner karismatiske Robert Been. Danske Leah Shapiro er bag trommerne og vækker jubel blandt publikum hver gang hun dukker op på storskærmen. Jeg står og godter mig over, at jeg lige om lidt får lov til at gå bag orange scene og snakke med hende. Da jeg kommer om og forstyrrer hende i hendes aftenmåltid med to gamle danske veninder finder jeg ud af, hvorfor hun indimellem så noget sammenbidt ud på den storskærm. Hendes venstre hånd er helt pakket ind plastre og bandager og hun fortæller, at hun efter lidt pause fra trommesættet havde fået for tøsede håndflader igen og nu plages hun af vabelsår der ikke får lov at hele og hænder der bløder ud over tøjet. Det kan ikke være for tøsedrenge at være musiker tænker jeg. Vi går afsides og jeg får en snak med en pige, som jeg i sin tid gik på årgang med i gymnasiet og som kunne have valgt at blive i Aarhus men gjorde noget andet og lidt mere spændende.
Leah bag trommerne
I er på tour nu. Velkommen hjem! Hvordan er det at være tilbage i
Danmark og spille på Roskilde?
Jeg
har faktisk aldrig været på Roskilde før og hver sommer har jeg
håbet på at blive inviteret til Roskilde. Det er jo sindssygt fedt
at få lov at spille på Orange og der kommer nok til at gå et par
dage før min hjerne forstår, at jeg har fået lov til at opleve
det. Udover det synes jeg at nogle af de bedste shows vi har haft har
været i Danmark. Folk er meget interesserede og engagerede. Men det
føles selvfølgelig også særligt at være her.
Vi
to blev studenter sammen fra Marselisborg i 2001. Jeg tog på backpacking,
på højskole og fik en uddannelse. Du flyttede til USA og blev
rockstjerne. Hvad gjorde du lige rigtigt der?
Ja,
det er også spørgsmålet om jeg gjorde det rigtige eller ej når
jeg nu sidder her med blod og vabler over det hele. Mit første show
nogensinde var jo faktisk gymnasiets Melodi Grand Prix. Men jeg
flyttede til england efter gymnasiet og det var først der jeg
egentlig lærte at spille trommer på et års musikskole. Vi drak nok
egentlig mere øl end vi lavede noget andet men efter det startede
jeg på college i Boston og så fik jeg flyttet min uddannelse (music
business) til New York, hvor jeg spillede i en masse forskellige små
bands og lærte en hel masse. Imens jeg var i New York mødte jeg to
finske fyrer der var i et band der hedder Dead Combo og så begyndte
jeg at spille med dem og de var simpelthen så sindssyge, jeg var
vist den eneste normale person i det band. Når jeg tænker tilbage
på det band så var det virkelig rock n roll skole, for det var
simpelthen så kaotisk og sindssygt og stressende. Men vi fik så en
tour med Black Rebel hvor vi var opvarmningsband tilbage i 2007, så
sådan lærte jeg dem at kende. Der lærte jeg også Sharin og Sune
fra The Raveonettes at kende så det var på grund af Dead Combo jeg
også endte med at turnere med dem i et par år. Det var faktisk på
en 1 april at Robert så ringede og sagde at de manglede en
trommeslager og om ikke jeg ville til audition og jeg troede virkelig
det var en aprilsnar.
Hvornår
fandt du ud af at du gerne ville være musiker?
Der
var et tidspunkt en måned inden vi i Dead Combo tog på tur med
Black Rebel hvor jeg havde fået et job i sådan et online
reklamebureau på Time Square og det var sådan et lortekontor, hvor
jeg bare sad og kiggede ud af et vindue og følte det som om jeg
havde en løkke om halsen. Jeg kunne overhovedet ikke holde det ud.
Så var der en morgen hvor jeg kom ud af subway'en på Time Square og
en død fugl der var fløjet ind i et vindue eller noget faldt ned
lige foran næsen på mig. Det var sådan et tegn på at det her skal
jeg overhovedet ikke. Jeg er nødt til at tage chancen og se om ikke
det kan hænge sammen at spille i bands, jeg bliver til den der fugl
hvis jeg bliver ved med at tage kontorjobs. Så jeg sagde op og havde
et år eller halvandet hvor jeg turnerede med alle mulige bands og
tog mærkelige småjobs indimellem for at få det til at hænge
sammen økonomisk men tvang mig selv til ikke at tage et normalt job
for jeg ville ikke ind i en komfortabel bane med fast indkomst. Det
var lidt hårdt. Men man arbejder ikke specielt hårdt, hvis alting
er for nemt eller behageligt eller det gør jeg i hvert fald ikke.
Hvordan
ser livet ud når man lever så meget af det tæt op af to gutter
som Peter og Robert?
Altså
der er mange flere folk i crewet end man umiddelbart skulle tro. Vi
er nok 9 eller 10 og for det meste er jeg den eneste pige. Gudskelov
er det ligesom at have en masse ældre brødre, de passer rigtig
godt på mig. Men det er stadig en hel masse mænd, så jeg savner
nogle gange at være sammen med piger og ikke være i nærheden af
mænd hele tiden, selvom det er nogle virkelig gode drenge. Men en
af vores fælles veninder som er en dygtig fotograf, der har taget
en masse billeder af bandet, bor i London og hun er faktisk kommet
til Roskilde og tager med på touren. Jeg prøver at slæbe en
veninde med rundt, når jeg kan komme til det.
Hvordan
udfolder den tilværelse i deler sammen sig musikalsk i skrive og
indspilleprocesser?
Vi
skriver for det meste live når vi er på tour. Vi har jo altid
soundchecks og den slags og jammer rigtig meget. Både Peter og
Robert har mini recorders og indspiller på dem. Robert er den der
er master archiever der holder styr på hvad der er indspillet
hvornår, går igennem jams og er den der sørger for at hvis der er
noget der lyder godt, så sætter Peter og jeg os og lytter på det.
Det er en helt anden energi og en slags telepati når vi spiller og
musikken leder vejen for sangene. Jo mindre vi snakker og tænker jo
bedre bliver det. Sætter man sig i et studie og snakker om det
bliver det mere intellektuelt og mindre med følelse. Når vi når
til at mixe er vi selvfølgelig nødt til at begynde at snakke om
det. Jeg tror, det er sjældent at man har en gruppe mennesker der
kan arbejde sammen på den måde og det er noget vi alle sætter
helt vildt stor pris på. Det er meget specielt og jeg kan ikke
forestille mig at være heldig nok til at finde det samme forhold
til andre musikere.
Hvad
håber i at publikum oplever til jeres koncerter?
Det
fedeste vil være hvis de bare bliver væk i musikken. Hvis jeg er
til en rigtig god koncert og bliver revet med af musikken så bliver
det lidt meditationsagtigt og så behøver man ikke have den følelse
af at være til stede eller være noget for andre mennesker, være
cool eller hvad det nu er man har behov for at give slip på. Det er
det som folk kalder 'the zone'.
Hvordan
ser de næste 10 år ud for dig?
Det
er en mærkelig business at være i. Det er ikke til at sige om folk
vil lytte til vores musik om to år. Det næste år turnerer vi men
det er ikke til at sige om vi et år fra nu stadig er i stand til at
skrive og lave noget der er godt. Jeg kan godt lide at turnere og
spille så meget som vi gør og det skal man kunne for det bliver
hurtigt hele ens liv. Lige nu har jeg ikke lyst til familieliv og
den slags men hvis det sker må jeg se om det kan kombineres.
Har
du nogle bands du kan anbefale at lytte til?
The Black Ryder er et rigtig godt band som næsten er færdige med næste album
og det jeg har hørt er vildt godt! Bass Drum of Death og thenewno2 som vi har haft med på tour er også rigtig gode og gode live bands. Der er jo også alle de gamle
som Tom Waits, Lennard Cohen og Mark Lanegan fx.
Det der engang var særpræget spacy elektronico forbeholdt de få er efterhånden bredt ud til menig mand og selvom klokken er absolut midt om natten er det et fyldt arena telt der tager imod WSGM. Lyden er med årene ligesom også modnet til at fylde det store telt ud og opfører sig nærmest som en rock koncert. Jeg kan rigtig godt lide det hårdt insisterede men også sarte og futuristiske udtryk som Saints er blevet leverandører af.
Det kan godt være at The National er det man kan kalde ufarlig rock, men for sivans de laver gode melodier og myrepatterne trives på mine arme når numre som Bloodbuzz spiller. Matt Berninger er højst sandsynligt selv på lidt af en hvidvinsbuzz men han er sgu så søød og sender hyggevibes ud i den lave aftensol. Dejligt!
Jeg havde ikke planlagt det men omstændighederne er sådan at jeg pludselig befinder mig til Rihanna koncert. Og jeg vil starte med at beklage en ting. Jeg havde lovet mig selv at den her blog handler om gode oplevelser og ikke om at stille sig som anmelder overfor noget. Men jeg er nødt til at gylpe galde over at den her dame efter at lade folk stå i en halv time og vente (var der nogle der sagde nykker?) kører et show af hvor backtrack styrer vokalfremførelsen og rumperyst vækker mere jubel end et påbegyndt hit. Jeg forstår det ikke.
Dette indlæg kom ikke ud som planlagt under koncerten og jeg havde ærlig talt glemt det igen i alkotågen, men nu hvor jeg ser det, synes jeg det fortjener sin plads. Jeg er stadig ikke imponeret over konceptet Rihanna. (Billedet viser en helt anden stjerne i øvrigt)
Alle med en snert flowerchild i sig burde befinde sig på Odeon nu! Jonathan er en genialt dygtig guitarist og selvom der trækkes grundigt på klassiske forgængere som Bob Dylan og Beatles leverer Jonathan sine lange country/folk/rock numre med så stor autencitet og kærlighed til genren at man er taget direkte tilbage til hippieland og det er et ret skønt sted.
Bum så gik festivalen ellers også i gang! Og det føles allerede som om den her store glade familie har levet sammen i månedsvis. 'Smatten' er smattet og lugter af sur mælk, skrald og armsved, folk går på daglig basis til grunde og genopstår igen på forunderlig vis. Og midt imellem det glade vanvid derude er der koncerterne der står som skønne oaser og lokker med en mental getaway. I onsdags satte Baby In Vain og Sekuoia hver deres prik over i'erne for mig med henholdsvis tung og gedigen (og meget moden hvis jeg må have lov) stoner rock og frisk perlende electronica.
Da festival pladsen åbnede i går flød det hele som sædvanlig helt over i menneskevrimmel og det gjaldt også for koncerten med The Lumineers. Der var så sort med mennesker ovre ved lille Odeon at den akustiske gruppes beskedne musiske udlad desværre druknede helt for os der ikke kom under teltdugen. Anderledes ligetil var det at trave direkte ind under Arena teltet nogle timer senere og stille sig ubesværet op til Animal Collective bare 20 min før start. Det er ikke et let job at gå uforberedt ind til sådan et show der for den uindviede lyder som et brud med alle gængse konventioner om popmusik. Men Animal Collective fascinerer med deres rebelskhed og vilde fantasi og ud af lydteatret kommer de fineste melodier ind imellem.
En flok ukontrollerbare bakterier i en frådende mund.
Det her mere tilgængelige nummer sidder stadig i min hjernebark:
Og nu er der ikke andet for end at komme videre ud i festivallivet omend tømmermændene endnu klamrer sig lidt til mig. Der er så meget at opleve!
Det er onsdag på Roskilde Festival og 80.000 mennesker er efterhånden ved at være kommet i stemning efter et par solide warm up dage. Jeg kom selv i går aftes og gik direkte i 'smatten' med en flaske Lambrusco og en flok tøser. Jeg var ærgelig over at gå glip af spændende navne på Pavilion og Apollo indtil da, men jeg kunne til gengæld tage revanche og starte onsdag ud med at se Pavilions åbningsact Kristina Renée. En ganske god slat festivalgæster, inklusiv undertegnede, havde kommet sig over gårsdagens fester og fundet vej frem til det hyggelige telt (hvis der findes sådan et på Roskilde må det være Pavilion), hvor den fremadstormende debutant Kristina Renée havde fået æren af at åbne. Det gjorde hun med en perfekt kærlig og roligt ført hånd og stemme. Stemningen er fra første nummer blå ligesom lyssætningen og når intensiteten i de melankolske dvælende numre når visse højder løber kuldegysningerne op af arme og kinder. Jeg troede, at jeg skulle møde en lillesøster til Tina Dickow, men smukke Kristina kan udover at skrive vedkommende tekster og synge engleblidt blande lige tilpas stænk af soul og blues vibes i det kølige elektroniske miks og det er ganske enkelt super lækkert og løfter hendes musik udover ligesindede singer/songwritere .
Jeg mødtes med Kristina efter koncerten for at stille hende et par spørgsmål.
- Du har haft et meget begivenhedsrigt forår (Kristina har udgivet sin debut og allerede spillet på bl.a. Spot og Northside Festival). Adskiller Roskilde sig fra andre festivaljobs?
Ja, Roskilde er jo Roskilde og jeg er kommet her meget. Der er en helt vildt fri og varm stemning og folk er så glade. Jeg har helt klart fået den oplevelse jeg havde håbet på.
- Hvad håber du at dit publikum oplever til dine koncerter?
Det er meget svært at svare på. Jeg håber, at de kan lide det og finder det vedkommende. Måske kan de bruge det til noget eller bliver rørt på en eller anden måde. Jeg håber, de får det ud af det som jeg selv får til en god koncert.
- Hvad skal der ske nu? Kan det blive større end Roskilde?
Jeg skal spille til Skanderborg og Wonderfestiwall og det glæder jeg mig meget til. Så er jeg begyndt at skrive nye numre. Der er sket rigtig meget og det er fedt, det må gerne fortsætte!
Kristina Renées debutalbum "Taming Tigers" kan lyttes til og købes her
