Interview med Leah Shapiro fra Black Rebel Motorcycle Club

B.R.M.C. på Orange scene søn. 7.7.13

Det er en støvet og stenet søndag efter en lang uge på Roskilde og folk er pænt meget nede i gear efterhånden, men det matcher egentlig meget godt med Black Rebel Motorcycle Club. De tre sortklædte garagerockere, der nok oftest befinder sig i et mørkt mere intimt venue, rumler fra start til slut afsted i et adstadigt tempo med god tyngde bag. Der er plads i pitten til at de udmattede kan dejse om på det mishandlede græs og lade sig samle op og køre med. Resten bøjer hovederne og rocker med eller samler luftguitaren op og joiner karismatiske Robert Been. Danske Leah Shapiro er bag trommerne og vækker jubel blandt publikum hver gang hun dukker op på storskærmen. Jeg står og godter mig over, at jeg lige om lidt får lov til at gå bag orange scene og snakke med hende. Da jeg kommer om og forstyrrer hende i hendes aftenmåltid med to gamle danske veninder finder jeg ud af, hvorfor hun indimellem så noget sammenbidt ud på den storskærm. Hendes venstre hånd er helt pakket ind plastre og bandager og hun fortæller, at hun efter lidt pause fra trommesættet havde fået for tøsede håndflader igen og nu plages hun af vabelsår der ikke får lov at hele og hænder der bløder ud over tøjet. Det kan ikke være for tøsedrenge at være musiker tænker jeg. Vi går afsides og jeg får en snak med en pige, som jeg i sin tid gik på årgang med i gymnasiet og som kunne have valgt at blive i Aarhus men gjorde noget andet og lidt mere spændende. 

Leah bag trommerne

•   I er på tour nu. Velkommen hjem! Hvordan er det at være tilbage i Danmark og spille på Roskilde?

Jeg har faktisk aldrig været på Roskilde før og hver sommer har jeg håbet på at blive inviteret til Roskilde. Det er jo sindssygt fedt at få lov at spille på Orange og der kommer nok til at gå et par dage før min hjerne forstår, at jeg har fået lov til at opleve det. Udover det synes jeg at nogle af de bedste shows vi har haft har været i Danmark. Folk er meget interesserede og engagerede. Men det føles selvfølgelig også særligt at være her.

• Vi to blev studenter sammen fra Marselisborg i 2001. Jeg tog på backpacking, på højskole og fik en uddannelse. Du flyttede til USA og blev rockstjerne. Hvad gjorde du lige rigtigt der?

Ja, det er også spørgsmålet om jeg gjorde det rigtige eller ej når jeg nu sidder her med blod og vabler over det hele. Mit første show nogensinde var jo faktisk gymnasiets Melodi Grand Prix. Men jeg flyttede til england efter gymnasiet og det var først der jeg egentlig lærte at spille trommer på et års musikskole. Vi drak nok egentlig mere øl end vi lavede noget andet men efter det startede jeg på college i Boston og så fik jeg flyttet min uddannelse (music business) til New York, hvor jeg spillede i en masse forskellige små bands og lærte en hel masse. Imens jeg var i New York mødte jeg to finske fyrer der var i et band der hedder Dead Combo og så begyndte jeg at spille med dem og de var simpelthen så sindssyge, jeg var vist den eneste normale person i det band. Når jeg tænker tilbage på det band så var det virkelig rock n roll skole, for det var simpelthen så kaotisk og sindssygt og stressende. Men vi fik så en tour med Black Rebel hvor vi var opvarmningsband tilbage i 2007, så sådan lærte jeg dem at kende. Der lærte jeg også Sharin og Sune fra The Raveonettes at kende så det var på grund af Dead Combo jeg også endte med at turnere med dem i et par år. Det var faktisk på en 1 april at Robert så ringede og sagde at de manglede en trommeslager og om ikke jeg ville til audition og jeg troede virkelig det var en aprilsnar.

• Hvornår fandt du ud af at du gerne ville være musiker?

Der var et tidspunkt en måned inden vi i Dead Combo tog på tur med Black Rebel hvor jeg havde fået et job i sådan et online reklamebureau på Time Square og det var sådan et lortekontor, hvor jeg bare sad og kiggede ud af et vindue og følte det som om jeg havde en løkke om halsen. Jeg kunne overhovedet ikke holde det ud. Så var der en morgen hvor jeg kom ud af subway'en på Time Square og en død fugl der var fløjet ind i et vindue eller noget faldt ned lige foran næsen på mig. Det var sådan et tegn på at det her skal jeg overhovedet ikke. Jeg er nødt til at tage chancen og se om ikke det kan hænge sammen at spille i bands, jeg bliver til den der fugl hvis jeg bliver ved med at tage kontorjobs. Så jeg sagde op og havde et år eller halvandet hvor jeg turnerede med alle mulige bands og tog mærkelige småjobs indimellem for at få det til at hænge sammen økonomisk men tvang mig selv til ikke at tage et normalt job for jeg ville ikke ind i en komfortabel bane med fast indkomst. Det var lidt hårdt. Men man arbejder ikke specielt hårdt, hvis alting er for nemt eller behageligt eller det gør jeg i hvert fald ikke.

• Hvordan ser livet ud når man lever så meget af det tæt op af to gutter som Peter og Robert? 
  
  
  Altså der er mange flere folk i crewet end man umiddelbart skulle tro. Vi er nok 9 eller 10 og for det meste er jeg den eneste pige. Gudskelov er det ligesom at have en masse ældre brødre, de passer rigtig godt på mig. Men det er stadig en hel masse mænd, så jeg savner nogle gange at være sammen med piger og ikke være i nærheden af mænd hele tiden, selvom det er nogle virkelig gode drenge. Men en af vores fælles veninder som er en dygtig fotograf, der har taget en masse billeder af bandet, bor i London og hun er faktisk kommet til Roskilde og tager med på touren. Jeg prøver at slæbe en veninde med rundt, når jeg kan komme til det.

• Hvordan udfolder den tilværelse i deler sammen sig musikalsk i skrive og indspilleprocesser?
  
  
  Vi skriver for det meste live når vi er på tour. Vi har jo altid soundchecks og den slags og jammer rigtig meget. Både Peter og Robert har mini recorders og indspiller på dem. Robert er den der er master archiever der holder styr på hvad der er indspillet hvornår, går igennem jams og er den der sørger for at hvis der er noget der lyder godt, så sætter Peter og jeg os og lytter på det. Det er en helt anden energi og en slags telepati når vi spiller og musikken leder vejen for sangene. Jo mindre vi snakker og tænker jo bedre bliver det. Sætter man sig i et studie og snakker om det bliver det mere intellektuelt og mindre med følelse. Når vi når til at mixe er vi selvfølgelig nødt til at begynde at snakke om det. Jeg tror, det er sjældent at man har en gruppe mennesker der kan arbejde sammen på den måde og det er noget vi alle sætter helt vildt stor pris på. Det er meget specielt og jeg kan ikke forestille mig at være heldig nok til at finde det samme forhold til andre musikere.

• Hvad håber i at publikum oplever til jeres koncerter?
  
  
  Det fedeste vil være hvis de bare bliver væk i musikken. Hvis jeg er til en rigtig god koncert og bliver revet med af musikken så bliver det lidt meditationsagtigt og så behøver man ikke have den følelse af at være til stede eller være noget for andre mennesker, være cool eller hvad det nu er man har behov for at give slip på. Det er det som folk kalder 'the zone'.

• Hvordan ser de næste 10 år ud for dig?
  
  
  Det er en mærkelig business at være i. Det er ikke til at sige om folk vil lytte til vores musik om to år. Det næste år turnerer vi men det er ikke til at sige om vi et år fra nu stadig er i stand til at skrive og lave noget der er godt. Jeg kan godt lide at turnere og spille så meget som vi gør og det skal man kunne for det bliver hurtigt hele ens liv. Lige nu har jeg ikke lyst til familieliv og den slags men hvis det sker må jeg se om det kan kombineres.

• Har du nogle bands du kan anbefale at lytte til?

The Black Ryder er et rigtig godt band som næsten er færdige med næste album og det jeg har hørt er vildt godt! Bass Drum of Death og thenewno2 som vi har haft med på tour er også rigtig gode og gode live bands. Der er jo også alle de gamle som Tom Waits, Lennard Cohen og Mark Lanegan fx.