12. jul. 2013

Roskilde in memoriam og flere sommerfestivaler i København

Orange på en doven søndag foran James (dare I say boring) Blake

Roskilde Festival er overstået og det blev som sædvanligt forrygende med et væld af fede koncerter, masser af sol, øl, fester og flirterier. Og som sædvanlig måtte meget musik vige pladsen for andre af livets små nødvendigheder og det må man så forsøge ikke at græde snot over. Jeg forsøgte at følge med på bloggen med indlæg, men det kræver sin disciplinerede blogger at få alt det med som burde redegøres for og dokumenteres. Der bliver forhåbentlig en omgang mere næste år. Men jeg vil gerne fremhæve nogle af de højdepunkter der ikke fik spalteplads undervejs. Det var en kæmpe fornøjelse endelig at høre (og ikke mindst se) spektakulære SIGUR RÓS på Arena og jeg kan ikke vente til jeg får chancen igen! Canadiske SUUNS var en helt usædvanlig sammenblanding af dark disco og transcenderende dansevenlig elektrorock for stenere med en intens/på kanten til skræmmende sanger. CRYSTAL CASTLES leverede en sindssygt vild elektronisk punkfest og jeg vil have lov at påstå at deres sangerinde Alice Glass er lysår foran en dame som Rihanna, når det kommer til at være sexet, usch et show! Det var en fornøjelse og en stor glæde at få lov til at interviewe de seje og talentfulde piger Kristina Renée og Leah Shapiro og hvem ved om det bliver starten på flere fuldlængde interviews herfra. En sidste credit skal ud til de fine blogs sorthed og Gane & Gaffel og stor tak for et fornøjeligt samarbejde!


Suuns på Pavilion
   
Giganten er vel overstået men landet over fortsætter festivalerne i stor stil sommeren igennem. Jeg har fundet et lille udpluk til de der befinder sig i København eller vil på oplevelsestur. Bemærk lige engang at det ikke behøver være dyrt at få spændende kulturelle oplevelser:


Henrys Dream på hemmelig location d 18-20 juli for 575 kr (alle 3 dage)
Eksperimenterende festival der blander kunstarter og stiller usædvanlige krav til både publikum og optrædende.

Uhørt på Refshaleøen d 10 august for 0 kr.
Den tidligere Refshale Festival præsenterer nyeste stjerner på den danske musikhimmel.

Trailerpark i Copenhagen Skatepark d 1-3 august for 300 kr (early bird)
Den efterhånden traditionsrige lille festival der byder på et bredt spektre af musikoplevelser (overvejende elektronisk) i kreative og skæve omgivelser.
 
Vanguard Festival d 2-3 august i Søndermarken for 995 kr (for begge dage)
Nyest tilkomne i byen blander store hiphop navne med indie og folkrock (mon dyrene i Zoo overlever alle de tunge beats?)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar