Tudsegammelt |
Der er julefrokoster og kummefryserkolde nætter til hinder for at komme ud for tiden, men der er nu stadig mange gode koncerttilbud tilbage i år. Så hvis man vil have en pause fra Wham og resten af juletraverne, så er der her lidt forslag til adspredelse. Og husk at passe på jer selv ude i kulden! Alkohol, is, høje hæle, cykler osv er ikke til at spøge med og slet ikke lige for tiden. Men kom afsted i det fornuftige gear og hyg jer helt vildt!
Fre. 14: Dark Dark Dark i Lille Vega kl 20 for 150 kr.
Hvis man som mig er til markante kvindestemmer med fortællinger på hjertet a la Fiona, Tori, Martha og Feist (og hey, kvinder med klaver viser tendensen også), så vil man sandsynligvis nyde det eventyrlige og sælsomme univers i Dark Dark Dark.
Fre.14: Mixtune for Cully + Young Dinosaur på HeadQuarters (Aarhus) kl 20 for 0 kr.
Det er en erfaren 'rotte' og nogle talentfulde debutanter der bakker hinanden op denne aften. Det bliver noget i retning af varm, faderlig indsigt overfor ung legesyg naivitet - agtigt. Og det bliver høj kvali for ingen penge overhovedet.
Lør. 15: Whomadewho i Store Vega kl 22 for 180 kr.
Jeg behøver vist ikke gentage mig selv alt for meget. Whomadewho er fantastiske og de leverer!! (Og jeg glæder mig)
Lør. 15: Tudsegammelt på Loppen kl 22 for 70 kr.
Nogle ret så gæve sønderjyder har lavet det her fantastiske hiphop orkester som med tuba, scratch og seler sætter liv i kludene hos enhver. Jeg så dem til Start Festival og mand, det var en fest man ikke bør snyde sig selv for! Billigt sluppet tilmed.
Lør. 15: Cæcilie Overgaard, Folkeklubben og Indians på Musikcafeen kl 21 for 50 kr.
I Red Barnet Ungdoms gode tjeneste og til deres velfortjente fordel kan man på Huset opleve tre meget forskellige bands, der spænder over elektroniske lydbilleder til dansksjælet folkrock og stjernebeskuende skrøbelig elektronisk pop.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar