 | ||
| Editors |
Det er desværre kun en semi fyldt Store Vega sal der halvhjertet klapper Editors ind på scenen. Men heldigvis behøver publikum kun et åbningsnummer, før alle har tredoblet sig i volumen. Sanger Tom Smith ligner fra første strofe med sin ny plyssede silhouet på den bagoplyste scene en manisk sindssyg med sine spastiske udfald og helt igennem medrivende scenenærvær, som han om nogen er leverandør af. Det er en fryd hver gang han kan slippe guitaren og give sig fuldt ud og jeg smelter straks fuldkommen til hans både bløde dybe og desperate voluminøse mandestemme. Editors arbejder traditionelt i et hidsigt tempo og det må være et af rockscenens mest hårdtarbejdende trommeslagere der ved selv de stille numre spiller i dobbelttempo. Måske netop derfor virker det til at komme bag på folk, at der dukker en rigtig ballade op (The Phone Book) og folk ser et behov for at tysse på hinanden. Efter min mening skal folk stikke det der tysseri skråt op, for hvis noget ødelægger stemningen til et stille nummer, så er det folks hidsige schyss og ikke venlig småsnak. Men lad nu det ligge...
Den gode energi i Editors sæt er ikke gennemgående og det tilgiver vi (eller jeg), for Editors er et band man hurtigt føler sig forbundet med på et sælsomt følelsesmæssigt plan. Udover deres evne til at skrive dramatiske rockørehængere, så får jeg en fornemmelse af, at de vil mig noget og jeg vil hellere end gerne tildele dem min fulde opmærksomhed. Men, a propos publikum der skal have en røffel, så kan jeg trods alt under et mindre fængende nummer ikke undgå at bemærke folk omkring mig. Vi er et bredt udsnit af fans og til min venstre side står en gråhåret mand i sine sikkert sluthalvtredsere - han er FAN og giver den virkelig gas med stadion arme der ruller, pumper og svinger rundt. Han får (helt uvidende) folk omkring sig til at søge øjenkontakt og smile til hinanden. Halvanden meter væk står et jævnaldrende ægtepar. Manden, der ligner en lille ekstra ondsulet Nick Nolte, kan slet ikke tvinge blikket fra den glade fan og giver ham gentagne indgående elevatorblikke, indimellem prikker han til sin kone for at påpege skandalen. Jeg står og ønsker mig at smække et smølfespark i tindingen på ham. Så opdager jeg, at den helt anonyme og komplet stillestående unge fyr lige foran mig er ægteparrets søn. Det må næsten være på grund af ham at forargede mor og far har set sig nødsaget til at humme sig ind midt i Store Vega - af alle fremmede steder. Alle tre står de som stenstøtter midt i rummet omtrent 3 meter fra scenen. Mor snirkler sig så rundt om drengen og stiller sig beskytterisk som en løveinde mellem søn og dansende fan. Hun ser sig endda nødsaget til at prikke bebrejdende til fan og stikke en afskærmende arm ud foran drengens hoved, så han ikke bliver ramt af den arm, der markerer taktslag mindst 30 cm fra ham. Jeg står og har inderligt lyst til at sparke den kvinde i røven. Hvad i alverden laver i dog herinde? Slip taget i jeres stakkels dreng, lad ham om at stå og være akavet teenagestille og fortræk dog i det mindste til bagerst i lokalet, hvor i ikke ødelægger den oprigtigt glade stemning for hverken fans, jeres afkom eller bandet. Hvem er mon fedest at se på af jer muggerøve og den svedige dansende fan. Jesus Kristus!
Undskyld Editors! Jeg er ked af at jeg blev distraheret. I er altid fede og det er selvom jeg ikke er fan af alt i har lavet. I ligger i den zone hvor forventningerne er gode men ikke for høje og leveringen er altid gedigen. Det kunne være definitionen på kedelig, men jeg synes, at det er skide god underholdning som er min tid værd hver eneste gang. Jeg er ikke i tvivl om, at vi ses igen blandt folk der værdsætter ægte musikglæde og entusiasme.
Editors har denne sommer udgivet deres fjerde album: The Weight Of Your Love
Ingen kommentarer:
Send en kommentar