13. apr. 2014

Gå lige ud og hør her! (uge 16)

Israel Nash 16.4.14 Musikcaféen


April måned er virkelig en måned hvor det tager fart med koncertkalenderen for mit vedkommende. Hver weekend står på koncerter både fredag og lørdag, dog på divergerende sider af en bar. I fredags så jeg den unge røde krøllebølle King Krule og selvom jeg ikke er overbevist fan som resten af Pumpehuset i det store hele lod til at være, så gjorde han så absolut indtryk. Både han og hans lige så unge band er virkelig dygtige musikere og de formår på mystisk vis at jonglere helt hjemmevante og overlegne rundt i et miks af funky jazz med soul og rytm 'n' blues undertoner, imens Krule selv har en attitude som en hip hopper og brøler, vrænger og mumler som en mand, der står den halve tid på et engelsk fodboldstadion eller på pubben og den anden halve del surmuler på sit teenageværelse. Jeg var personligt lidt forvirret, men King Krule formåede at brænde totalt igennem med stædig overbevisning og selvsikkerhed. Jeg pønser lidt videre på hvad jeg skal føle for ham... I går aftes fik jeg verificeret, at der er noget om snakken, da The Minds of 99 opvarmede Store Vega med iskold intensitet i deres danske form for elektronisk postpunk. Næste weekend vil jeg fejre påsken ved at lade mig forbande af et band der excellerer i scenenærvær.


  
Man 14 apr: Kurt Vile (solo) på Bremen kl 20 for 215 kr.
Populære Kurt med de fine singer/songwriter melodier og flotte guitarspil giver intimkoncert. Hygge!

Tir 15 apr: Mighty Oaks i Ideal Bar kl 20 for 80 kr. (Få billetter!)
Folk pop på en flerkulturel baggrund med med americana som drivkraft og en reference til landevejen så vel som til den grønne skov.

Ons 16 apr: Israel NashMusikcaféen kl 21 for 100 kr.
Amerikansk folk rock med tydelige referencer til især Neil Young.

Fre 18 apr: I'll Be DamnedHigh Voltage kl 23 for 70 kr.
Drengene der lige er blevet udtaget til Karrierekanonen spiller solid tung AC/DC rock med lige dele oprigtighed og humor og så har de en rock 'n' roll prædikerende frontmand af djævlens nåde.

Lør 19 apr: 4 Guys From the Future + HeimattStengade kl 21 for 80 kr.
4 Guys har virkelig fået berettiget god omtale med deres nye andet album Adagio. Det fantastiske nummer Nothing To Say som kan høres her i indlægget minder mig om noget Blur kunne have lavet på deres senere år.

Lør 19 apr: TudsegammeltPumpehuset kl 22 for 80 kr.
Tudserne, der integrerer støvet kontrabas og tuba med hip hop beats og rim om hverdagens betragtninger på svedigste vis, holder release på deres nye 10' tommer.

Lør 19 apr: When Saints Go Machine i Store Vega kl 21 for 200 kr.
Det tog mig i virkeligheden lidt rigeligt længe at anerkende dem, men som ung i 90'erne med en kærlighed til Massive Attack, Portishead og Tricky er de fuldstændig i naturlig forlængelse og pissehamrende dygtige arvtagere.

Lør 19 apr: Annasaid + Pale Collection + Mountains and Parachutes Rust kl 20 for 40 kr.
Annasaid fejrer release med dobbeltop på opvarmning. Deres nye rytmedrevede lyd giver mig associationer til Local Natives på speed. Ikke dårligt i mine ører.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar