Conor Oberst - jeg vil altid være din rekrut!

Det er skamfuldt at indrømme, at jeg af uforklarlige årsager troede, at Conor Oberst havde lavet et poppet og ligegyldigt album og indtil for et par uger siden, havde jeg kun lyttet til et enkelt nummer. Så var der heldigvis en stemme i mig der stædigt påpegede, at denne her mand har stået som en enestående inspiration for dig lige siden du hørte ham som alter egoet Bright Eyes for 10 år siden. Det kan ikke passe, at han besøger din by og du ikke ser ham...igen (for det gjorde jeg med stor fortrydelse ikke da han spillede på Bremen sidste år). Og heldigvis fik jeg købt Upside Down Mountain og en koncertbillet og ændrede mening fuldstændig. På denne plade har Oberst skruet ned for den country der har præget udgivelserne med Mystic Valley Band og i stedet har Jonathan Wilson tilført en snert af sin klassiske bluesrock til det urbane indiefolk udtryk, som jeg forbinder med Oberst i det meste af hvad han har lavet. Det jeg elsker så betingelsesløst ved Conor Oberst/Bright Eyes' musik er hans evne til skrive tekster, der giver håbløshed, usikkerhed og tvivl et smukt sted at hvile. Jeg elsker hans helt enormt udtryksfulde stemme, der skifter fra blød og omsorgsfuld til knækket og desperat, som skider flot på hvordan en stor og smuk stemme skal lyde og som aldrig nogensinde bliver forsøgt kontrolleret på konventionel måde. Og jeg elsker hans evne til at manipulere - nogle af de mest galoperende lette melodier er skalkeskjul for de tungeste og mørkeste stemninger.

I går spillede han så i Amager Bio med backing fra det yderst velspillende L.A. band Dawes, som også varmede op for Oberst. Til forskel fra Dawes sangeren Taylor Goldsmith som mindede mig lidt om, hvis Ben Stiller skulle fremstille en frontmand fuld af forestillet selvtillid, så går Conor på scenen med sin karakteristiske introverte facon, der får ham til at ligne en mand der ikke er rigtig tilpas i sig selv. Men så snart settet er igang ved man, at det i hvert fald ikke er scenen han er utilpas på, selvom han knap nok kigger på os ud under det mørke tjavsede hår. Han er 100 % til stede i musikken, snurrer hidsigt rundt og står headbangende over sit keyboard til Lover I Don't Have to Love. I sidste del af koncerten er han faktisk i rimelig kontakt med publikum, men lige i det her tilfælde er jeg fuldstændig ligeglad med hvordan og hvor meget han henvender sig til os, for hvert eneste nummer stråler så tydeligt af selvudlevering, at det er rigeligt. Jeg er også fuldstændig ligeglad med publikums rolle i det her, selvom jeg godt kan fornemme at den knapt udsolgte sal er med ham. Faktisk så bliver jeg mindet om hvor heldig jeg er, at jeg ikke deler min kærlighed til ham med en veninde, for det er der to piger bag mig der gør og deres teenageagtige hvinen over hvor "cute" han er, får mig til at rykke væk og ned til de herlige umælende mænd jeg er fulgtes med længere nede i salen for at kunne være alene og lytte og begejstres og røres. For det bliver jeg. Imens Oberst fuldender oplevelsen for mig ved at spille hele 12 Bright Eyes numre, står jeg med et bredt taknemmeligt smil og må synke tungt og trække vejret dybt imens den lykkefølelse, som kun en koncert kan give fylder mig.

 

 

Der har aldrig været vildt meget sjov og ballade over hverken Conors musik eller ham som person, så det var en befriende let og skæg oplevelse at se de tre ekstranumre, som alle var Bright Eyes numre. Det første var Lua (et af numrene på mit livs soundtrack, så er det sagt) som han i en version har indspillet med Gillian Welch, hvilket får nummeret til at udspille sig som en samtale mellem to elskende, men i aften trådte Taylor Goldsmith til og det kunne ikke andet end at få begge mænd til at fnise. Andet nummer, June On the West Coast, er nok et af de mere støvede tilbage fra gemmerne i 2001 og det virkede ikke til at teksten stod helt klart i Conors hoved længere...hvilket er forståeligt for de er alle kringlede digteriske prosastykker som det må tage et helt særligt hoved at skrive såvel som at huske. Men også på det punkt er Conor Oberst menneske og det er helt rart at se. 

    

Oberst og Goldsmith fremfører Lua som ekstranummer