Sidst jeg så Perfume Genius, og første gang var det også, spillede han i en pakket Gloriahal under en vældig kunstig stjernehimmel først på natten for stive, solskoldede Roskildegæster. Jeg kendte ham stort set ikke men det var en aldeles fænomenal oplevelse! Jeg har virkelig glædet mig i månedsvis til at gense denne fascinerende mand, der lyder så skrøbelig og fin men som har et blik der spidder og en lyrisk stemme der taler for de sårede og forurettede på stærkeste vis. Hans forrige album 'Put Yr Back N 2 It' med især nummeret Dark Parts har mange gange været soundtracket til afslutningen på en lørdag aften, hvor jeg er dejset om på sengen med overtøjet på og øretelefonerne i og synes det hele er lidt for magisk og følelsesladet til at afbryde bare for at gå i seng. Det nye album 'Too Bright' har vist en meget mere vild, hæmningsløs og nærmest grim side af hans musikalitet. Men det fungerer perfekt naturligt, for på en eller anden måde er det som om, han altid har haft det i sig og nu bare er varmet nok op til at slippe monstrene løs. Jeg var altså svært forventningsfuld, da jeg kom til Jazzhouse og mødet med det smukke gamle spillested der var prydet med oceanisk lyssætning, varme lysekroner og tunge gardiner satte kun forventningerne om perfektion i vejret. (Eneste indskydelse til vidunderlige Jazzhouse er at huske at lade glasbakkerne stå, når der spiller en stille koncert. Klir pynter bare ikke i lydbilledet.)
Mike Hadreas, manden med de mange mesterlige modsætninger, kommer på scenen i mørkt jakkesæt og de karakteristiske rødmalede negle og læber. Han virker så forsigtig og genert, og det fortæller han da os også at han bliver, når vi er så stille og opmærksomme, men starter så hele sættet med det pænt uhyggelige nummer My Body, der river og flår hyggestemningen fra hinanden. Så er der åbnet op og banet vej for de mange fine små poetiske ballader der følger efter. Og der er ikke et kedeligt øjeblik, for Mike Hadreas leverer inderligt og kraftfuldt, smerteligt og smukt hele vejen igennem. Publikum står bomstille og er intenst opmærksomme på hver inciterende bevægelse, hvert forvredne ansigtsudtryk og hver tone og belønner ham med taknemmelige bifald hver gang. Gåsehuden der i første omgang kildrede mig i nakken, løber hurtigt helt ned af benene og ud på kinderne. Da det blændende nummer Hood starter, som har en forløsende egenskab over sig, er der dog en kvinde omme bagved der ikke kan styre begejstringen og nærmest spontanråber de første linjer med. Det griner vi lidt indforståede af, for efter en halv time hvor det eneste jeg hører fra mine medfans er "puha..." og "brr" agtige små lavmælte udtryk, når et nummer ligesom skal rystes af igen, så kan sådan et udråb hjælpe os lidt tilbage til jorden igen. Jeg finder mig selv helt opslugt af at betragte hans ansigtsmimik der er så umådeligt levende og samtidigt så fraværende. Hvad mon der foregår bag det bedrøvede udtryk? Hovedsættet sluttes af med Queen fra 'Too Bright', som er et fuldstændig vildt og fantastisk nummer og som demonstrerer så perfekt, hvor facetteret Perfume Genius er og hvor fantastisk skønheden og udyret følges ad i hans univers!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar