Viser opslag med etiketten fribytterdrømme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fribytterdrømme. Vis alle opslag

1. maj 2015

Gå lige ud og hør her! (Maj 2015)

The Soft Moon 20.05 på Loppen


Hvordan får man tid til fuldtidsstudie, arbejde, venskaber, musikken og ny spirende kærlighed? Man ender åbenbart med at vælge musikken fra. Eller delvist i hvert fald, for jeg har ikke fået hørt en koncert i hvad der føles som umindelige tider, men jeg har købt plader ind og har optur over de nye udgivelser fra især Elbow, Blur og Alabama Shakes, der dækker vidt forskellige musikalske temperamenter på hver sine fantastiske måder! Og jeg har frydet mig i biografsædet over et kærlighedsfyldt genhør med Nirvanas vilde, glødende ungdomsoprør. I den forbindelse burde jeg anbefale deres idoler fra Mudhoney's koncert på Loppen 5 Maj, men mit kendskab og forhold til grunge omfatter dem ikke...jeg synes faktisk de er kedelige. Hvis nogle føler for det, vil jeg meget gerne gøres klogere! Om 3 uger har jeg sommerferie sådan nogenlunde og så vil jeg tage min nye kærlighed med ud i det sprødgrønne sommerliv og få hørt en masse koncerter med ham - argh hvor jeg glæder mig! Hvis andre går og forårsforelsker sig, så vil jeg slå et slag for Blågårdsgadefest d 9 Maj og et besøg i Pumpehusets byhave, der åbner op igen i Juni, med en gang take away og kolde fadøl - sikker succes for glødende hjerter.


Tir 05.05 Marika Hackman i Pumpehuset kl 20 for 140 kr.
Unge singer/songwriter piger kan være så kedelige...men der er noget spændende og ufortalt over Marikas univers af folklore fortællinger fra den overnaturlige sump. 

Ons 06.05 Sam AmidonLoppen kl 20.30 for 75 kr.
Han har sin egen helt fantastiske måde at formidle de gamle nybyggersange og viser på, så man på fornemmeste vis får lov at besøge prærien og feste til høstbal i laden. 

Fre 08.05 De UnderjordiskeBremen kl 23.30 for 80 kr.
Start en noget anderledes bytur på dansebaren med at stene helt ud til dronetung 60'er rock på syre.

Lør 09.05 Fribytterdrømme + De Høje Hæle + Lorenzo WoodroseStengade kl 20 for 40 kr.
Hvis du ikke drøner rundt til Blågårdsgadefest, så kig ind til god gang pigtrådsrock på dansk! 

Ons 13.05 Douglas Dare i Ideal Bar kl 21 for 120 kr.
Som en mystisk og undersøgende rejse ind i en snørklet regnvåd digital verden. 

Tor 14.05 All We Are i Ideal Bar kl 20 for 90 kr.
Tilbring Kristi Himmelfartsdag i lækkert selskab med denne underspillede form for neo soul.

Ons 20.05 The Soft MoonLoppen kl 20.30 for 140 kr.
Det er mørkt og hektisk og forvirrende men ikke ubehageligt, der er en opdagelse og en forløsning et sted inde i det digitale punkede univers.

Fre 22.05 Kill JBremen kl 23.30 for 80 kr.
Knivskarp pop på kanten af det festlige og det farlige.


 



17. nov. 2013

Gå lige ud og hør her! (uge 47)

Volcano Choir 18.11.13 I Amager Bio

Årh mand, jeg er ved at være træt af mit eget kropslige svigt! Hele ugen har jeg hostet og selvom jeg da har fået stemmen igen siden sidst, så har min hals bare fundet på en bred palet af andre generende tilstande og lige nu er det en tør hoste, der indimellem kaster sig ud i et selvsving, der ville få mig til at kaste op, hvis det ikke var for min nødhjælps jedi mind control i sidste øjeblik. Suk! Min uge bliver pænt travl med arbejde og kursusdage (en her er ved at blive tillidsrepræsentant, jaja), men jeg glæder mig til at se de rå tøser i Deap Vally vise københavnerne, hvordan man spiller rigtig beskidt rock!
 

Man 18: Volcano Choir i Amager Bio kl 20 for 325 kr.
Justin Vernon aka Bon Iver genforenet med sit gamle band. Intenst, smukt og med mere knald på.

Man 18: BraidsStengade kl 21 for 80 kr.
Fin elektronisk indiepop med en både skarp og skrøbelig kant.

Tir 19: Yo La Tengo i Lille Vega kl 20 for 245 kr. (venteliste)
Legender indenfor alternativ rock der afsøger alle kroge og kommer stilsikre ud alligevel. 

Ons 20: Youth Lagoon i Pumpehuset kl 21 for 185 kr.
MGMT's lidt småflippede og stenede lillebror...agtigt.

Tor 21: Lars and the Hands of Light i Ideal Bar kl 20 for 90 kr inkl 1 øl.
Nyt album med lidt mere lækker funky og soul'et feeling fra det charmerende indieband. 

Tor 21: Go Go Berlin + Nelson Can i Lille Vega kl 22.30 for 135 kr.
Ungt take på klassisk rock med masser af medvind - drengene mod pigerne i bedste forstand.

Tor 21: Glasvegas i Pumpehuset kl 21 for 225 kr.
Hjerteskærende og sjæleudkrængende pompøs rock for fuld skotsk udblæsning.

Fre 22: Boho Dancer + Dangers of the SeaLoppen kl 21 for 100 kr.
Uskyldig pigepop og eftertænksom småmelankolsk nordisk americana.

Lør 22: Fribytterdrømme + Burnin' Red IvanhoeLoppen kl 21 for 130 kr.
Debutanter og ægte forgangsmænd indenfor dansk rendyrket syrerock.

Lør 23: Deap Vally i Lille Vega kl 21 for 175 kr.
To bad ass rå tøser med hæs og tung rock der blæser de fleste bagefter.

Søn 24: Sam Amidon i Lille Vega kl 20 for 145 kr.
Manden der nurser og varetager den amerikanske folke- og visetradition med største respekt, skønhed og indlevelse.


 

29. sep. 2013

Gå lige ud og hør her! (uge 40)

 


Denne her weekend er gået med moden selvkontrol og voksenaktiviteter som at arbejde, gå i teatret og drikke vin på vinbar med gode veninder. Jeg har haft meningsfulde samtaler om barndom og voksenliv og er gået hjem på et usædvanligt fornuftigt tidspunkt for at stå op og spise brunch med babyer. Det er sgu egentlig rigtig skønt. Der kommer tids nok en ny nat med alt for mange øl og cykelstyrt og tvivlsomme beslutninger. Men det er da ikke for tidligt at se frem til næste weekend allerede nu. Min plan er at lade postrock overtage universet igen på fredag når EF og The Shaking Sensations spiller, derefter slår jeg et smut omkring Ideal Bar hvor der afholdes endnu et Din Koncert arrangement (det jeg selv var en del af i maj) kaldet Vicious Lawn, men denne gang er det et ambitiøst kulturelt koncept der blander musik og performance i mange afskygninger. Skal helt sikkert tjekkes ud for at forstås. Lørdag bliver jeg en del af 50'erne for en stund, når der er storstilet fest i hele Vega. Helle for at blive babydoll'et fuldstændig op!

 
Tor 3: So-So Echo i Ideal Bar kl 20 for 80 kr.
Melankolsk elektropop med en filmisk fortællende nerve.

Tor 3: Small Black + Sean Nicholas SavageLoppen kl 21 for 120 kr.
Lys amerikansk elektropop med længselsfulde undertoner og skæv melankolsk canadisk pop.

Tor 3: The Blue Van + JørckMusikcafféen kl 21 for 130 kr.
Rockbandet spiller akustisk med smukt kvindeligt modspil.  

Tor 3: White Manna + Carlton Melton + FribytterdrømmeStengade kl 21 for 60 kr.
En helt igennem flippet, syret og bevidsthedsudvidende rockaften. 

Fre 4: EF + The Shaking SensationsKB18 kl 21 for 70 kr.
To gange postrock efter klassiske forskrifter. 

Fre 4: Baby In Vain i Pumpehuset kl 21 for 110 kr.
Den sejeste pigegruppe i DK lige nu.

Lør 5: 50'er fest i Vega fra kl 16 for 250 kr.
Hele det gamle hus inviterer på den ultimative gennemførte dansefest, masser af musik og skøre events!





21. apr. 2013

Gå lige ud og hør her! (uge 17) (og så lige lidt om The Megaphonic Thrift)

The Deep Dark Woods (d 25 i Vega)
 Solen skinner, temperaturen stiger lige så langsomt og sikkert og min weekend har bragt mig sammen med gamle kære venner, en masse øl og en vældig interessant koncert med The Megaphonic Thrift. Man ved, at når der er sat vokal mikrofoner op til alle i et band og man ikke forstår et ord af hvad der bliver sunget i dem, så er det fordi stemmen er et instrument der kun er en lille del af en stor enhed. Og TMT er en stor bragende enhed! Der er enormt smæk på guitarene og deres effekter men midt i lydvirakket skinner fine melodier alligevel frem. Vi er nok et eller andet sted imellem drone og støjrock og i det vadested er der plads til at stene hen som flere gør og vugge med bløde harmoniske bevægelser til de hæsblæsende guitarfræs. Vi var kun ganske få til koncerten men det generede tilsyneladende ikke bandet der lignede nogle som kun er på scenen for musikkens skyld. Bassisten gemte sig ofte bag en pille på scenen og deres fremtræden var i det hele taget klart styret af musikkens fremdrift. Det symboliseres tydeligt ved koncertens ende da guitaristen sætter sin guitar fast under et loftsrør og lader den der fade hvorefter begge guitarister forlader scenen og lader bas og trommer om at slutte af. Sejt sejt sejt! Og av mine stakkels ører der savnede deres formstøbte ørepropper.

  
Tir 23: The Walkmen i Amager Bio kl 20 for 250 kr.
Gedigent klassisk rockband med et ry som virkelig godt liveorkester.

Ons 24: Hymns from Nineveh + Penny Police i Lille Vega kl 21 for 140 kr.
Smukke toner der tjener som lidt genopladning midt på ugen.

Tor 25: The Deep Dark Woods i Lille Vega kl 21 for 150 kr.
Sørgmodig, hjerteknust folk af fineste canadiske kvalitet.

Tor 25: Folkeklubben i Pumpehuset kl 21 for 100 kr.
Lyrisk poprock med kig tilbage til dansk sangskrivertradition.

Tor 25: Nelson Can i Ideal Bar kl 20 for 90 kr (inkl 1 fadøl)
Pigepunkrock med et skvæt humor og masser af energi.

Tor 25: Electric Mouth + Alaudidae + Súsanna Herálvsdottir + Flagdag på Lygten Station fra kl 20 for 30 kr.
En håndfuld unge nye talenter rusker op i NV

Tor 25: Fribytterdrømme + Nat & Gal Studenterhuset kl 20 for 0 kr.  
Det gratis alternativ til de der ikke vil give en hund for Folkeklubben.

Fre 26: FlødeklinikkenBeta kl 22 for 150 kr.
Funky og elegant hip hip i den store orkesterstil.

Søn 28: BOY i Lille Vega kl 21 for 150 kr.
Der er mulighed for at gøre søndag til en festdag med bobler, dans og uskyldig skæv pigepop.