2015 står og banker på døren sådan helt høfligt og jeg har besluttet at
lade tilbageblikket over det forgangne år være forbeholdt tv kanalernes
suppeshows og Fru Dronningen og i stedet tage mig af at kigge lidt frem til den
nærmeste koncertperiode. Der er allerede fine ting på plakaterne og der
skal nok komme meget mere lækkert til. Frost Festival arbejder på at fuldende deres program, som har det med at pynte Februar gevaldigt op. Især koncerterne på Zoologisk Museum lover rigtig godt, så husk at tjekke det fulde program ud her. Nedenfor er mine bud på, hvad der kan være med til at gøre ventetiden til forår lidt kortere. Jeg vender tilbage sidst i Januar med en fuld kalender for Februar.
22 Jan: Jacob Bellens med band + Michael Møller i Koncertsalen kl 20 for 200 kr. (Få Billetter!)
Der er noget helt særligt alfaderligt over Jacob Bellens stemme og talent der gør at man bare lytter, når han synger. Denne aften er Michael Møller (Moi Caprice og The Mountains) med på scenen og de to sammen er da den rene treat.
28 Jan: Cymbols Eat Guitars på Loppen kl 20.30 for 100 kr.
De er et af de bands der bryder med konventionerne og ikke nødvendigvis gør det let at lytte til deres vidtfarende New Jersey indie rock. Men det er sjældent kedeligt.
3 Feb: Interpol i Store Vega kl 20 for 300 kr.
For mig er Paul Banks og den lyd han har skabt med Interpol et præmie eksempel på ikonisk stram og cool rock der har pop kvaliteter på den helt ok måde. Uanset lunken modtagelse af det seneste album, virker en del danskere til at være enige, da dette er deres ekstra koncert i Kbh.
11 Feb: Kindness på Pumpehuset kl 21 for 170 kr. (Frost Festival)
Det er en ret lækker og samtidig kompleks og en snert akavet tilgang til cool clubpop som Kindness har gang i. Der kan danses til 90'er lydende disco og stenes hen til skæve småsyrede afro beats.
19 Feb: Alt-J i Tap 1 kl 20 for 300 kr. (Få billetter!)
De er blevet til darlings, hvilket altid er lidt bekymrende, men det ændrer ikke på at perfektionisterne i Alt-J har kreeret to fascinerende albums med masser af lydoplevelser og unik stemning. Og det kan kun blive en fornøjelse. Glipper det med billet hertil så få en til Northside Festival fluks.
27 Feb: Iceage på Jazzhouse kl 21 for 120 kr.
Jeg var ikke rigtig med på den lille men ihærdige bølge af dansk punk der bevægede sig igennem landet de sidste par år. Korte sure punknumre virker nemt ligegyldige på mig. Men Iceage har så alligevel ramt noget i mig. Jeg synes albummet 'Plowing Into the Field of Love' er rigtig fedt! Godt nok smitter Elias mig med let kvalme ved at synge som om han knækker sig, men hey, det er rock!
10 Mar: Ariel Pink på Bremen kl 20 for 240 kr.
Han er en skør skid. Noget lyder som da Pink Floyd var et syret poporkester og andet lyder som de fineste indiefolk ballader. Meget er, som Bremen skriver, weirdo pop. Man ved altså ikke helt hvad der er i vente og det er ret skønt nogle gange.
22 Mar: Royal Blood i Store Vega kl 20 for 220 kr.
Der flyder blåt blod i årerne fra et hjerte der banker for no bullshit rock hos de to briter. De tager arven fra White Stripes op og ter sig som et fuldendt orkester på en måde der slet ikke er til at komme udenom disse dage.
4 Apr: Rangleklods i Pumpehuset kl 22 for 120 kr.
Den elektroniske lyd powerduo forstår sgu at lave et simplistisk elektronisk mørkeunivers der suger folk til sig og spytter dem ud som dansende protoner.
De fleste musikblogs vil også gøre en dyd af at fortælle om kommende
udgivelser, men nu er det bare sådan, at der er ganske få artister jeg
holder øje med. Som regel bliver jeg selv overrasket over at høre nyt
eller se nyheder annonceret. Men jeg har dog tjek på, at fabelagtige
Father John Misty udkommer med sit nye album i starten af februar og det lover
vanlig perfekt krydsning af sarkasme, humor, hverdagspoesi og kriblende
musikalitet. Jeg krydser alt, hvad jeg kan for at han putter København
ind i sin ledige del af tourplanen i marts. Og, så sluttede året smukt
af med at danske Mimas udgav sit fjerde album 'Strong Ties', der både er
pompøst og legesygt som kun de kan gøre det og hidsigt og energisk på
en virkelig smittende måde. Jeg venter spændt på at vinylen kommer med
posten og så kommer der mere om Mimas her på bloggen, er jeg sikker på.
Jeg troede lidt, i min naive studieforblændede idealisering, at det der med at være studerende betød vidtstrakt frihed (og fritid) og muligheden for at lade weekend blive hverdag - og omvendt. Men det der ITU liv, det er sgu serious business. Udsigten til eksamener er nu blevet til fullblown eksamensliv på fuldtid og for enden af det står et grønt bord og et sæt alt for dygtige designere med alt for høje krav. Uarghad! Men jojo, det har også været ekstremt lærerige måneder og på den anden side af december vil jeg nok forestille mig det sammen blåøjede billede af næste semester. Og så er alt godt for en stund igen. Heldigvis sneg Perfume Genius sig ind og satte blod, nerver og energi ind i mig og i november og når der ikke er meget tid til fest og musik, kan jeg køre rigtig længe på den slags oplevelser. Nu melder december sig så nærmest helt uanmeldt, men den skal der da også være plads til. Så mellem julefrokoster, gaveindkøb og festforberedelser er det bare om at tilføje koncertoplevelser til kalenderen og det kan fx blive disse:
Tir 2: Samaris i Ideal Bar kl 21 for 140 kr.
De er som elektroniske eventyr fortalt på islandsk og det er smukt, sprødt og fortryllende.
Tir 2: She Keeps Bees på Musikcafeen kl 21 for 75 kr.
Hvis PJ Harvey tonede lidt ned i stemmelejet og dyrkede nogle dybere bluesrock toner, så befandt hun sig måske i Jessica Larrabees nabolag. Et ret fedt sted at hænge ud med øl og smøger.
Fre 5: De Høje Hæle + Mads Mouritz og Hælerne på Loppen kl 21 for 55 kr.
Det er befriende ligetil og charmerende danskhed når danskhed er bedst. Og tjek lige det ret så dejlige efterårsnummer med Mouritz. Så ser man da lige det dejlige i årstiden igen.
Fre 5: Communions på Bremen kl 22.30 for 80 kr.
Communions er en del af den postpunkede danske bølge 2014 har været præget af og deres hovedkulse ungdommelige tilgang til genren er nem at blive overtalt af, selv når man ikke er til punk.
Lør 6: I'll Be Damned på Stengade kl 21 for 65 kr.
Der bliver prædikeret ægte dybfølt rock med ubønhørlig energi og uomgåeligt nærvær. Forbandet god måde at få rusket den lurende vinternedtur ud af kroppen på.
Søn 7: Lykke Li i Store Vega kl 20 for 390 kr.
Hun er en af Skandinaviens absolut største kvindeikoner med sin hudløse og relaterbare åbenhed og uundgåelige kunstneriske talent.
Tor 11: The Raveonettes i Store Vega kl 20 for 320 kr.
Jeg har måske lidt ment at de tangerede noget ensformigt, men så vinder de mig totalt med Endless Sleeper som en slags kransekagefigur på deres værker og nu må jeg sgu æde det hele altså. Endelig.
Tor 11: Jambinai + The Shaking Sensations på Loppen kl 20.30 for 120 kr.
Det lyder lidt som ren asiatisk horror extravaganza med sydkoreanske Jambinai og det er også voldsomt fascinerende. De bakkes op af nogle af de bedste danske post rockere.
Fre 12: Speaker Bite Me + Propdenoppop-klop på Stengade kl 21 for 120 kr.
Det er en tur tilbage til dengang indie var et undergrundsmiljø og det er absolut lige efter mit hoved!
Tir 16: Julian Casablancas + The Voidz i Store Vega kl 20 for 290 kr.
Som The Strokes formand var Julian billedet på cool, som solo artist blev det lidt synth gakket og nu virker han til at være landet midt imellem og det funker sgu helt godt.
Lør 27: Nikolaj Nørlund på Stengade kl 21 for 125 kr.
Hvilken bedre måde at komme sig over de krævende juledage end med Hr. Nørlunds bløde stemme og potiske fortællinger. Så kan det godt blive nytår.
Sidst jeg så Perfume Genius, og første gang var det også, spillede han i en pakket Gloriahal under en vældig kunstig stjernehimmel først på natten for stive, solskoldede Roskildegæster. Jeg kendte ham stort set ikke men det var en aldeles fænomenal oplevelse! Jeg har virkelig glædet mig i månedsvis til at gense denne fascinerende mand, der lyder så skrøbelig og fin men som har et blik der spidder og en lyrisk stemme der taler for de sårede og forurettede på stærkeste vis. Hans forrige album 'Put Yr Back N 2 It' med især nummeret Dark Parts har mange gange været soundtracket til afslutningen på en lørdag aften, hvor jeg er dejset om på sengen med overtøjet på og øretelefonerne i og synes det hele er lidt for magisk og følelsesladet til at afbryde bare for at gå i seng. Det nye album 'Too Bright' har vist en meget mere vild, hæmningsløs og nærmest grim side af hans musikalitet. Men det fungerer perfekt naturligt, for på en eller anden måde er det som om, han altid har haft det i sig og nu bare er varmet nok op til at slippe monstrene løs. Jeg var altså svært forventningsfuld, da jeg kom til Jazzhouse og mødet med det smukke gamle spillested der var prydet med oceanisk lyssætning, varme lysekroner og tunge gardiner satte kun forventningerne om perfektion i vejret. (Eneste indskydelse til vidunderlige Jazzhouse er at huske at lade glasbakkerne stå, når der spiller en stille koncert. Klir pynter bare ikke i lydbilledet.)
Mike Hadreas, manden med de mange mesterlige modsætninger, kommer på scenen i mørkt jakkesæt og de karakteristiske rødmalede negle og læber. Han virker så forsigtig og genert, og det fortæller han da os også at han bliver, når vi er så stille og opmærksomme, men starter så hele sættet med det pænt uhyggelige nummer My Body, der river og flår hyggestemningen fra hinanden. Så er der åbnet op og banet vej for de mange fine små poetiske ballader der følger efter. Og der er ikke et kedeligt øjeblik, for Mike Hadreas leverer inderligt og kraftfuldt, smerteligt og smukt hele vejen igennem. Publikum står bomstille og er intenst opmærksomme på hver inciterende bevægelse, hvert forvredne ansigtsudtryk og hver tone og belønner ham med taknemmelige bifald hver gang. Gåsehuden der i første omgang kildrede mig i nakken, løber hurtigt helt ned af benene og ud på kinderne. Da det blændende nummer Hood starter, som har en forløsende egenskab over sig, er der dog en kvinde omme bagved der ikke kan styre begejstringen og nærmest spontanråber de første linjer med. Det griner vi lidt indforståede af, for efter en halv time hvor det eneste jeg hører fra mine medfans er "puha..." og "brr" agtige små lavmælte udtryk, når et nummer ligesom skal rystes af igen, så kan sådan et udråb hjælpe os lidt tilbage til jorden igen. Jeg finder mig selv helt opslugt af at betragte hans ansigtsmimik der er så umådeligt levende og samtidigt så fraværende. Hvad mon der foregår bag det bedrøvede udtryk? Hovedsættet sluttes af med Queen fra 'Too Bright', som er et fuldstændig vildt og fantastisk nummer og som demonstrerer så perfekt, hvor facetteret Perfume Genius er og hvor fantastisk skønheden og udyret følges ad i hans univers!
Koncertsæsonen er virkelig skudt i gang og hvis det ikke var fordi de fleste har et issue med penge før eller siden og indimellem andet at se til, så kunne man sagtens bruge snart hver eneste dag på et spillested i København. For mit vedkommende er det ikke kun penge der udgør et benspænd. Denne og næste måned er åbenbart også den tid på semestret, hvor der går eksamensvanvid i det ellers fornuftige foretagende at studere. Men ind imellem skal der jo være et åndehul og jeg glæder mig særligt til at opleve Perfume Genius live igen. Listen her er blevet lang og det var ikke let for mig at begrænse den til en overskuelig mængde valg, men hold ud og kig den igennem, jeg har prøvet at gøre den så alsidig, at der er noget for de fleste. Glædelig koncertnovember til alle!
Lør 01.11. Ice Cream Cathedral + Sekuoia i Lille Vega kl 21 for 145 kr.
To meget forskellige musikalske temperamenter mødes i en skøn forening. Det smukke lydkollektiv overfor den vilde ener.
Ons 05.11. St. Vincent i Store Vega kl 20 for 280 kr.
Hun har igennem tiden gjort sit udtryk stadig mere abstrakt og farverigt men bag de næsten Tune Yards inspirerede kompositioner hersker hendes feminine og følsomt fortællende stemme.
Tors 06.11 Schultz and Forever i Lille Vega kl 21 for 135 kr.
Den meget unge talentfulde sangskriver har mødt gevaldig meget velfortjent ros og måske det har fået ham et skridt længere ud på scenekanten, han har i hvert fald udviklet en mere dekadent og fyldig lyd der minder mig om Conan Mockasin.
Fre 07.11 When Saints Go Machine i Store Vega kl 20 for 245 kr.
I samarbejde med billed- og lyskunstnerne fra Dark Matters bliver der sat en uforlignelig, eventyrisk flødeskumskage af en aften op. Muuums!
Fre 07.11 Ty Segall på Pumpehuset kl 21 for 200 kr.
Hyperproduktiv og utroligt alsidig glamrock inspireret herre der garanteret leverer et underholdende og medrivende show.
Lør 08.11 Quick Quick Obey i Ideal Bar kl 20 for 80 kr.
Længselsfuld og lækker indiepop med store armbevægelser der inviterer til fri bevægelse (...dans). Det er ikke utænkeligt at drengene har dyrket Mew på teenageværelset og det kan man jo godt forstå.
Lør 08.11 A Night of Elliot Smith på Bremen kl 19.30 for 100 kr.
CPH:DOX og Soundvenue har sat nogle af vores mest følsomme musikalske talenter til at fortolke myten Elliot Smith. Oplev fx Indians, Broken Twin og Chorus Grant. Der vises også film.
Tir 11.11 Iron & Wine (akustisk) i Store Vega 20 for 245 kr.
Ironisk nok har den følsomme americanamand fået langt mere lyd på sine seneste udgivelser, end det jeg oprindeligt kendte ham for, men denne gang optræder han så nok cirka lige så stille som han kan. Og det er i orden, for han er om nogen manden der kan hviske en stemning op.
Tir 11.11 Sondre Lerche i Ideal Bar kl 20 for 145 kr.
Jeg havde lidt et crush på den der lille blonde fyr med den dybe stemme for mange år siden. Men han blev aldrig helt farlig nok. Nu mærker man lidt mere kaos og vildskab over ham og det plus nogle år på bagen, klæder ham vildt godt.
Ons 12.11 How To Dress Well i Lille Vega kl 21 for 200 kr.
Helt nedtonet og intimt og intenst. Smukt, sart og smooth. Det er hvad man har i vente når solisten Tom Krell fylder rummet ud.
Tor 13.11 Tune Yards i Lille Vega kl 22 for 195 kr. (Der vises film inden koncerten)
Hun er ekstremt fantasifuld og temmelig ustyrlig på den fantastiske måde. Der er et utal af inspirationer indover de sammensatte numre men især fans af worldmusik vil genkende afrikanske rytmer og toner i en meget moderne udklædning.
Fre 14.11 Lee Fields & The Expressions på Loppen kl 21 for 230 kr.
Som et dyk ned i din fars pladesamling af blødende blues og soul men levendegjort på ganske ægte vis af en mand der har levet igennem det hele. Og det kan mærkes på de små hår i nakken.
Lør 15.11 Goldie Chorus + Feel Freeze på Stengade kl 21 for 60 kr.
Hvis sammenligningerne skal fortsætte så vil jeg sætte Goldie Chorus i slægtskab med Twin Shadow. Forkærligheden for 80'ernes romantiske og let syrede synth pop er alle tiders!
Søn 16.11 Perfume Genius på Jazzhouse kl 20 for 170 kr.
Han er i sandhed et geni, hvis man spørger mig. Jeg er helt opslugt, når jeg lytter til de mange perler, der både helt kort og nøgent står frem som små digte og nu på det seneste album hvor der er skruet op for den beskidte støj. Jeg er vild med det!
Tir 18.11 Rival Sons i Amager Bio kl 20 for 250 kr.
Fyldig klassisk bluesrock med de tunge guitarer, fængende melodier og en stemme der flår sig igennem den tordende mørke himmel som klare lyn.
Tor 20.11 Public Service Broadcasting + Dans & Lær på Loppen kl 20.30 for 85 kr.
Musik sat til informerende samples af gamle film der fortæller om historien, dyr og mennesker. Som de danske opvarmere insinuerer via bandnavnet så er det sgu bare med at danse og lære.
Tor 20.11 Johnson i Lille Vega kl 21 for 155 kr.
Landets mest charmerende hiphoppere kommer altså fra Aarhus, just saying. Og Johnson gør det tilmed sjovt og uprætentiøst at være til hiphop koncert.
Lør 22.11 Young Dinosaur + Birthgiving Toad + Rav på Loppen kl 21 for 70 kr.
Det er de unge og lovende indenfor eksperimenterende, alternativ rockmusik's aften.
Lør 22.11 Mont Oliver i Lille Vega kl 21 for 140 kr.
Det er ikke længe siden de stak hovederne op over musikhavets overflade, men der går allerede rygter om deres gedigne live leveringer og det kan jeg sådan set nemt forestille mig med det charmerende take de har på småklistret funky soul.
Søn 23.11 Bombay Bicycle Club i Amager Bio kl 20 for 285 kr.
De er jo altså bare rimelig skønne, hvis man spørger mig. Jeg elsker fornemmelsen af boblende frisk lethed, som de er mestre i at tilføje deres dejlige melodier. Lutter smil og krammere til folk.
Fre 28.11 RECession Festival (KBH edition) på Musikcaféen kl 20 for 50 kr.
Aarhus festivalen for upcoming talenter har fået sig en lomme i København og den benytter de til at præsentere Hey Elbow, Small Time Giants og Behind Seven Mountains.
En måned strøg afsted og det gjorde sensommeren også. Herhjemme havde jeg storartede oplevelser med Crunchy Frogs jubilæumskoncerter, Blonde Redhead og Goat og i New York af alle steder blev jeg endelig bekendt med Mø's ubestridte talent og publikumstække. Pengene er virkelig små nu ovenpå en god ferie og en SU der knap nok når at røre min bankkonto, men jeg vil dog gøre, hvad jeg kan for at komme ud, for der er masser af smuk, stærk og udfordrende musik at høre.
Fre 03.10 Suuns i Lille Vega kl 21 for 175 kr.
Det er noget af et avantgarde trip Suuns tager en med på og det er satme besnærende og mystificerende på den helt fede måde, især live.
Fre 03.10 Annasaid + Fathers Outcome på Stengade kl 21 for 70 kr.
God mulighed for at danse og feste i den lille mørke sal med en billig Fuglsang i hånden.
Lør 04.10 One-Eyed Mule i Lille Vega kl 21 for 140 kr.
Rusten americana/country på den danske måde.
Lør 04.10 Lovespeed + Nelson Can i Pumpehuset kl 21 for 130 kr.
Drengene mod pigerne...eller bare alle for god gang rock.
Tir 07.10 Blackbird Blackbird i Ideal Bar kl 21 for 110 kr.
Chillet elektrofyr der henter lidt af sommerens fornemmelser tilbage til os.
Ons 08.10 James Vincent McMorrow i Store Vega kl 20 for 180 kr. (Få billetter)
Der er en skrøbelig soul feeling McMorrows lyse stemme der rimer perfekt på eftertænksomhed og nærvær.
Tor 09.10 Bear In Heaven i Ideal Bar kl 21 for 120 kr.
God mulighed for at give den indiegas på den der måde hvor man danser småspastisk men aldrig kunne finde på at grine af det. Ment på bedst mulige måde selvfølgelig.
Tor 09.10 Tako Lako i Lille Vega kl 21 for 140 kr.
Balkan er stadig værd at opleve og Tako Lako er en af grundene til det.
Fre 10.10 Navneløs + Temple på Loppen kl 21 for 100 kr.
Et par stærke danske navne der virkelig kan noget med sprog og stemninger.
Fre 17.10 Kill J i Ideal Bar kl 20 for 90 kr.
Jeg var ikke voldsomt interesseret før jeg hørte dem på Roskilde og nu kan jeg kun sige 'go!'
Lør 18.10 Bottled in England i Pumpehuset kl 21 for 125 kr.
Jamen hvis det skal gå stærkt og der skal slås for hårdt på tromme, så er det drengene der leverer.
Lør 18.10 Sound of Copenhagen i Koncertsalen kl 20 for 220 kr.
Det er tid til at tjekke op på hvad der virkelig rør sig i den københavnske muld.
Søn 19.10 My Brightest Diamond på Loppen kl 20.30 for 100 kr.
Fans af Saint Vincent kan muligvis finde en kvinde der er beslægtet i ånden her. My Brightest Diamond eksperimenterer grænseløst med det klassiske, det funky, det poetiske og det avantgardistiske.
Man 20.10 The Handsome Family på Bremen kl 20 for 140 kr.
Du kender nummeret Far From Any Road fra serien True Detective og der er meget mere varm, følelsesfuld sydstatsamericana fra deres kyndige hænder.
Fre 24.10 Nikolaj Nørlund i Store Vega kl 20 for 180 kr.
En af vores sejeste historiefortællere og en ikonisk skikkelse. Mon ikke med et par solide gæster i bagagen som vi så det på Roskilde.
Lør 25.10 Reptil Youth + 4 Guys From the Future i Store Vega kl 20 for 160 kr.
Jeg er vild med begge dele og mere er der ikke at sige til det!
Man 27.10 The Magic Numbers i Pumpehuset kl 21 for 180 kr.
De charmerede mig i sin tid med nummeret Take A Chance og de er stadig sprudlende og energiske med et strejf af hippierock.
Ons 29.10 Cloud Boat i Ideal Bar kl 21 for 100 kr.
Store melodier og tilbageholden engelsk gentleman i front. Rigtig fint.
Fre 31.10 WhoMadeWho i Pumpehuset kl 21 for 180 kr. (Få tilbage)
Der er vist ikke nogen der behøver at fortælle om hvor stor en fest det her bliver.
Den årlige dametur udenlands er i år gået til New York og som repræsentant for musikgenren som forlystelsesmulighed havde jeg trawlet nettet for mulige koncerter vi seks piger kunne gå til og få en ligeligt god oplevelse ud af det. New York byder på alenlange koncertkalendre for hver eneste dag, men da vi så at Mø spillede i samme tidsrum som vores ferie var det helt klart, at det var hende vi skulle krydre ferien med. Jeg må ærligt erkende, at jeg ikke har været så ramt af Mø, at jeg har søgt hendes koncerter i Danmark, men det skulle selvfølgelig ikke forhindre mig i at få en koncertoplevelse ude sammen med mine damer i selve NY. Vi ankom til Webster Hall som i sin sal minder om store Vega med balkon og ca samme kapacitet. En eller anden booker der skulle skamme sig havde forplumret aften i sin spæde start ved at lade en ung pige, der var et sølle men direkte plagiat af Mø, opvarme og ved Gud, jeg foretrækker at tie fremfor at kritisere, men det gik riiigtig skidt. Hun lignede Mø, havde skaffet sig 90'er stilen, nogle drenge på beats og en facon der mindede om Mø's publikumssøgende stil. Desværre sang hun pivfalsk, havde nul troværdighed og ingen fængende numre. Et udsolgt Webster Hall sal så misbilligende på hinanden og selv det lille crew der havde fan t-shirts på forholdt sig i stiltiende ro. Til gengæld lød det som en lettet glædesrus der løftede sig da Mø gik på og lynhurtigt gav det mening for mig, at hun har fået det ry hun har. Holdet havde fået stablet et enormt professionelt sæt sammen med visuals, live guitar (ja, det overrasker mig at de karakteristiske klingende riffs bliver spillet live, kudos for det) og en blæsersektion. Det gjaldt om at holde øje med hende, for vips stod hun nede på baren i salens modsatte ende og sang og vips var hun oppe på balkonen. Hun har jo ikke en specielt stor stemme men hun har et fedt småhæst knæk og der er virkelig god symmetri mellem den og den lidt afdæmpede lydproduktion, som fra begyndelsen har været kendetegn for hende. Når det så er sagt, så jeg hende gerne have et par numre, hvor hun kunne knalde endnu mere ud og give den som den rockpige hun tydeligvis også har i sig og nummeret Don't Wanna Dance, som hun sluttede af med, gør det ikke helt for mig. Men Mø forstår at vise, hvordan det ser ud når man virkelig føler sin musik. Det kan godt være, at jeg ikke føler det helt lige så tydeligt, men hun er fascinerende dygtig og klart en af vores mest talentfulde unge damer!
Kærlig hilsen seks danske damer i New York der var lidt for gamle til Spice Girls men måske godt lige engang imellem kunne sætte dem på til en fest og gøre lidt grin med dem men måske alligevel allerinderst gemme en guilty pleasure for dem...who doesn't.
Mit liv skal til at passe ned i nye kasser og rammer og min semi-senile hjerne skal lære at tage imod et hav af informationer nu, hvor jeg skal starte i skole igen. Jeg er usandsynligt spændt, men jeg forbereder mig også på at få pænt travlt med læsning og computerskærmtid. Så jeg skærer ned på fritidslektierne og laver de ugentlige anbefalinger om til et månedligt indslag. Ja, denne her blog bliver nok aldrig en af de hyperaktive der poster hver anden dag. Men efter en lang dejlig sommerferie med fantastiske musikalske input fra fx Northside, Roskilde, Uhørt, Goldie Chorus, Conor Oberst, Mugison og Sohn kommer her mine bud på, hvad der skal lyttes til foran de Københavnske scener når efteråret melder sig i september måned:
05.09 Moonface på Jazzhouse kl 21 for 160 kr.
- Canadisk indie kvalitet med rå følelser akkompagneret af flygel.
11.09 Stephen Malkmus & The Jicks i Lille Vega kl 21 for 200 kr.
- Alsidig forgangsmand for den rebelske og energiske form for indierock.
12.09 Crunchy Frog Anniversary Party i Pumpehuset kl 20 for 220 kr.
- En række af pladeselskabets karakteristiske rocknavne fejrer jubilæet med længe ventede reunions og sprød pladeudgivelse.
12.09 Sivert Høyem på Loppen kl 21 for 150 kr.
- Han er dramatisk, mørk og næsten spirituel i sin formidling af bluesrock med et soul/gospel præg.
13.09 Blonde Redhead i Lille Vega kl 21 for 200 kr.
- Yderst stemningsfuld og til tider teatralsk elektronisk sfærisk shoegazepop.
13.09 Jacob Bellens i Skuespilhuset kl 23.59 for 195 kr.
- Stemmen bag I Got You On Tape og Murder helt solo og i usædvanlig setting når klokken ringer midnat.
14.09 Jomi Massage + Martin Ryum i Det Kongelige Teater kl 20 for 100 kr.
- De deler en fortid i Speaker Bite Me, men siden er Ryum gået i en litterær poetisk retning og Jomi befinder sig i et altid afsøgende kunstnerisk grænseland.
16.09 Treefight For Sunlight på Jazzhouse kl 21 for 120 kr.
- Vidunderlig ekstravagant og syret pop der kommer til at blæse taget af Jazzhouse.
17.09 Striving Vines i Ideal Bar kl 20 for 70 kr.
- Indieband med en stor stemme i front der tilsyneladende har bragt noget R'n B og soul indover deres 2 udspil.
18.09 Cold Specks i Store Vega kl 20 for 240 kr.
- Hun varsler afgrundsdyb alvor, intensitet og blødende soul og vandt mig ved første lyt i 2012.
18.09 Get Your Gun på Beta kl 20 for 125 kr.
- Tung nordisk take på støvet og desperat westernrock og de gør det effektfuldt!
19.09 The Malpractice i Ideal Bar kl 20 for 110 kr.
- Melodisk rock der tør flirter med det helt tunge og det helt poppede og slipper afsted med det.
19.09 Goat i Store Vega kl 20 for 230 kr.
- Maskeret psych/afro/arabisk syresammensurium med forrygende live ry.
20.09 Catch the Breeze + Chamber Junkies + Mount Rushmore SafaripåKB18kl 20 for 50 kr. - Et lækkert miks af forholdsvis nyudsprungne bands med fokus på slagkraftige kompositioner.
25.09 Baal 20 års jubilæum i Amager Bio kl 20 for 225 kr.
- Dramarock med kæmpe armbevægelser og aldeles gribende melodier, især på debuten Sensorama der nu ligger 18 år tilbage, OMG!
27.09 Blaue Blume i Pumpehuset kl 21 for 140 kr.
- Jeg er ligeså fortryllet af deres kompositoriske særegne skønhed som the next guy. Der kan kun være stort i vente for dem, så kom og oplev dem i opstarten.
28.09 Avi Buffalo i Ideal Bar kl 20 for 90 kr.
- Et ungt og charmerende miks mellem det skæve fra Modest Mouse og det naive fra The Shins.
29.09 Azealia Banks i Tivolis Koncertsal kl 19.30 for 370-445 kr.
- Jeg er ikke rigtig til rap, men Azealia har det vilde og sære islæt man fx kender hos M.I.A og det gør hende noget til noget mere og andet end en gangsta chick.
Det er skamfuldt at indrømme, at jeg af uforklarlige årsager troede, at Conor Oberst havde lavet et poppet og ligegyldigt album og indtil for et par uger siden, havde jeg kun lyttet til et enkelt nummer. Så var der heldigvis en stemme i mig der stædigt påpegede, at denne her mand har stået som en enestående inspiration for dig lige siden du hørte ham som alter egoet Bright Eyes for 10 år siden. Det kan ikke passe, at han besøger din by og du ikke ser ham...igen (for det gjorde jeg med stor fortrydelse ikke da han spillede på Bremen sidste år). Og heldigvis fik jeg købt Upside Down Mountain og en koncertbillet og ændrede mening fuldstændig. På denne plade har Oberst skruet ned for den country der har præget udgivelserne med Mystic Valley Band og i stedet har Jonathan Wilson tilført en snert af sin klassiske bluesrock til det urbane indiefolk udtryk, som jeg forbinder med Oberst i det meste af hvad han har lavet. Det jeg elsker så betingelsesløst ved Conor Oberst/Bright Eyes' musik er hans evne til skrive tekster, der giver håbløshed, usikkerhed og tvivl et smukt sted at hvile. Jeg elsker hans helt enormt udtryksfulde stemme, der skifter fra blød og omsorgsfuld til knækket og desperat, som skider flot på hvordan en stor og smuk stemme skal lyde og som aldrig nogensinde bliver forsøgt kontrolleret på konventionel måde. Og jeg elsker hans evne til at manipulere - nogle af de mest galoperende lette melodier er skalkeskjul for de tungeste og mørkeste stemninger.
I går spillede han så i Amager Bio med backing fra det yderst velspillende L.A. band Dawes, som også varmede op for Oberst. Til forskel fra Dawes sangeren Taylor Goldsmith som mindede mig lidt om, hvis Ben Stiller skulle fremstille en frontmand fuld af forestillet selvtillid, så går Conor på scenen med sin karakteristiske introverte facon, der får ham til at ligne en mand der ikke er rigtig tilpas i sig selv. Men så snart settet er igang ved man, at det i hvert fald ikke er scenen han er utilpas på, selvom han knap nok kigger på os ud under det mørke tjavsede hår. Han er 100 % til stede i musikken, snurrer hidsigt rundt og står headbangende over sit keyboard til Lover I Don't Have to Love. I sidste del af koncerten er han faktisk i rimelig kontakt med publikum, men lige i det her tilfælde er jeg fuldstændig ligeglad med hvordan og hvor meget han henvender sig til os, for hvert eneste nummer stråler så tydeligt af selvudlevering, at det er rigeligt. Jeg er også fuldstændig ligeglad med publikums rolle i det her, selvom jeg godt kan fornemme at den knapt udsolgte sal er med ham. Faktisk så bliver jeg mindet om hvor heldig jeg er, at jeg ikke deler min kærlighed til ham med en veninde, for det er der to piger bag mig der gør og deres teenageagtige hvinen over hvor "cute" han er, får mig til at rykke væk og ned til de herlige umælende mænd jeg er fulgtes med længere nede i salen for at kunne være alene og lytte og begejstres og røres. For det bliver jeg. Imens Oberst fuldender oplevelsen for mig ved at spille hele 12 Bright Eyes numre, står jeg med et bredt taknemmeligt smil og må synke tungt og trække vejret dybt imens den lykkefølelse, som kun en koncert kan give fylder mig.
Der har aldrig været vildt meget sjov og ballade over hverken Conors musik eller ham som person, så det var en befriende let og skæg oplevelse at se de tre ekstranumre, som alle var Bright Eyes numre. Det første var Lua (et af numrene på mit livs soundtrack, så er det sagt) som han i en version har indspillet med Gillian Welch, hvilket får nummeret til at udspille sig som en samtale mellem to elskende, men i aften trådte Taylor Goldsmith til og det kunne ikke andet end at få begge mænd til at fnise. Andet nummer, June On the West Coast, er nok et af de mere støvede tilbage fra gemmerne i 2001 og det virkede ikke til at teksten stod helt klart i Conors hoved længere...hvilket er forståeligt for de er alle kringlede digteriske prosastykker som det må tage et helt særligt hoved at skrive såvel som at huske. Men også på det punkt er Conor Oberst menneske og det er helt rart at se.
Oberst og Goldsmith fremfører Lua som ekstranummer
Så er det på tide at se tilbage. Efter nogle hviledage hjemme på Nørrebro, en øm krop der kvitterede med en forkølelse a la udrensning ovenpå en mildest talt usanitær uge og et gensyn med Aarhus er jeg klar til at tage tilbageblikket. Dette års Roskilde har haft en ro over sig, som jeg ikke husker at have oplevet meget længe. Det er som om udbuddet af musik, kunst, mad og events af alle slags endelig har fundet den rigtige balance og linede sig fornuftigt op istedet for at vælte over hinanden. Dejligt og overskueligt for en gangs skyld - selv for mig der ikke rigtig får dykket ned i alle tilbuddene alligevel. Musikalsk står dette år for mig langt hen af vejen i damernes tegn. Hurra for ligestilling! Stærke, seje og inspirerende kvinder har fyldt programmet ret godt ud. Her er en gennemgang af mit musikalske fodspor igennem festivalens hovedprogram. Ikke alle nødvendigvis højdepunkter men der er plads til det hele.
Lykke Li - Efter advarslerne om at det er knald eller fald med Lykke Li's humør, var det spændende, om det skulle blive en fuser. Men hun var veloplagt og sød, dansede fejende over scenen og erklærede kærligt efter første nummer, at hun ikke kun er sørgmodighedens pige (Sadness Is a Blessing) men også Roskildes. Selvom hun er mester i triste sange, er der pondus i både hendes numre og leveringen. Lykke Li formår at være skrøbelig og sårbar på en sej og stærk måde. Hun har en særpræget måde at synge på, måske endda lidt monoton, som om hun ikke helt prøver og samtidig er hendes tekster så fulde af følelser. Den modsætning er jeg cool med.
Rolling Stones - Torsdag var min off dag og det var ikke Stones der fik den sat op i gear. Det var mest en se giraffen oplevelse og på 2 ud af de 4-5 numre jeg så, var det Keith Richards der sang, fordi Jagger skulle skifte jakker. Det var sjovt første gang og tidsspild anden.
Cancer - Fredag middag startede virkelig blødt og behageligt med Cancer. Udstrakt på græsset ved siden af Pavilion med udkig til skyformationer kunne jeg nyde et ret så velplaceret møde mellem det rum metalliske og det akustiske milde. Gæt selv hvem der leverede hvad.
Warpaint - Pigerne i Warpaint sørgede for mit første møde med Avalon scenen. Mødet med dem var godt men lyden på denne scene eller i hvert fald til koncerten var ikke god. Det lød mudret og for kantet på en ret generende måde. De 4 piger var mega seje og leverede et alsidigt udtryk fra trip hop lignende til postpunk og jeg skal sørge for at give dem ordentlig lyttetid snarest.
Haim - Det var ligesom girlpowerdag og jeg fortsatte over til Haim pigerne på Arena. De havde fra første anslag teltet i deres hule hænder og begejstrede igen og igen et dedikeret publikum. Hits som If I Could Change Your Mind og Falling lyder jo som noget The Bangles kunne have lavet i 80'erne, stramt og baslækkert, men ret kort inde i sættet bad de om lov til at måtte jamme lidt og fyrede så ellers den vilde rockfest af. I sandhed popprinsesser med en rock sjæl. De enormt musikalske søstre byttede ofte og ubesværet instrumenter undervejs og kommunikerede hele vejen igennem trofast med det oplagte publikum. Ultra professionelt af det endnu unge band.
Damon Albarn - Nuj, en af mine største fortrydelser er at blive fanget i alenlange mad- og tissekøer som forhindrede mig i at komme helt tæt på og smile til Damon! Men det var ikke en dårligere koncert af at jeg måtte stå noget længere væk. Søde Damon havde lavet en god blanding af forholdsmæssigt neddæmpede numre fra sit eget solo og fra fordums projekter. Han havde virkelig solid backing og skiftede selv mellem klaver, guitar og melodica. Den helt vilde overraskelse kom dog da han mod enden af sættet nær tog livet af folk med Gorillaz nummeret Feel Good Inc og De La Soul kom på scenen og slog benene væk under alle med sine vanvidsgrin. Voksne mænd hoppede og krammede og man måtte grine helt befippet med på nummeret. Helt aldeles perfekt!
Future Islands - Alle youngsters med hang til P6 Beat var troppet op på den relativt lille Avalon scene. Efter den dårlige lydoplevelse med Warpaint samme sted gjaldt det virkelig om at komme så tæt på scenen som muligt - også lidt for at se dansende Samuel på tæt hold. Og det var nok hvad de fleste ville, for vi stod skulder ved skulder og strakte hals på livet løs. Der var heller ikke noget at blive skuffet over. Samuel Heering der nærmest er enearving til bandnavnet, for de tre andre tenderer til at være usynlige, levede op til alle forventninger. Onde tunger påstår, at man skal være drugged up for at kunne opføre sig som ham, men for mig at se var han overordentligt fokuseret og mest af alt en mand der udlever hvert beat og hvert budskab i teksterne med hele sin væren. Og selvom jeg skal indrømme at musikken faktisk virkede lidt ensformig på mig indimellem, var det en fornøjelse at modtage Heerings skiftevis nænsomme og growlende prædikener.
Future Islands på Avalon 04.07.14
Nikolaj Nørlund - Også lørdag fik lov at blive startet kærligt op. Helt som lovet (læs interview med Nørlund her på bloggen) havde Nikolaj Nørlund lavet et godt og vel 2,5 time langt sæt der ekstremt dygtigt og uden dyk i hverken nærvær eller relevans forkælede Arena med både klassikere og nyfortolkninger af klassikere overlegent leveret af Nørlund og alle hans nydeligt involverede gæster.
Jenny Wilson - Hun kunne måske nok have klaret sig lige så fint på den mindre Avalon sådan en lørdag eftermiddag, men på den anden side skal hun sgu have højt til loftet. Selvom det ikke er længe siden jeg så hende sidst, får Jenny markeret, at der er så meget mere til et godt popudtryk og en stærk musikalsk karakter end looks og beats. Hun er inspirerende alene i sin tilstedeværelse og bag hendes ikke voldsomt storslåede stemme er der et hjerte der banker med neonblod.
Arctic Monkeys - Jamen jeg er solgt og der er ikke så meget mere at sige. Jeg synes, de har lavet et album der er en titel som moderne rockklassiker værdig og hvis den ikke altid har været tilstede, så har de vokset sig til en coolness og en scenesikkerhed som både charmerer og overbeviser.
Deerhunter - Vi er typisk ret optagede af, at et band har scenenærvær og publikumstække for at vurdere det som en god koncert. Men at betragte Deerhunter sammen stadfæster for mig, at det ikke er et krav der skal efterleves for min skyld. Deres musik er alt efter albums ikke lige tilgængelig og det er ikke meget opmærksomhed Bradford Cox og de andre giver os, men det er fascinerende at se, hvordan bandet arbejder intuitivt sammen om at udarbejde og udforme hvert eneste nummer. De ligner individualister der krumryggede passer deres egne instrumenter, men i langsommelig futten rundt på scenen opsøger og afstemmer de med hinanden, så hver tone kommer stramt og skarpt ud. Selve musikoplevelsen er en fest for indienørden; små halvmutte popmelodier i skøn blanding med lange detaljerige lydflader. Og en ting er sikker: jeg skal opdatere mit kendskab til Deerhunter post 2007.
Deerhunter på Arena 06.07.14
Stevie Wonder - Jajaja han er da en kær mand og åh ja han har et band der sætter skabet på plads, når han da lader dem komme til. For her var der i sandhed tale om publikumsinddragelse og næsten hvert eneste nummer skulle akkompagneres af publikumskor a la et højskoleophold. Med fare for at nærme mig en gentagelse af min beskrivelse af en anden gigant...det var sjovt første gang og lidt irriterende derefter. Især når der står 4 flotte kormennesker på scenen der cirka ikke får lov til andet end at smile og svinge armene i takt. Men enhver Roskilde Festival skal have sit moment hvor alle synger med, griner og danser (inklusiv mig) og det var denne koncert for mit vedkommende. Tak for det. Jeg gik i øvrigt ikke under I Just Called, men jeg satte mig demonstrativt ned. Det så han nok ikke, hahah... Jack White - Efter planen var jeg på vej hjem under Jacks koncert. Jeg så ham for to år siden, tænkte jeg, og det er da også godt nok. Men fuck nu mig hvor er jeg glad for at min drikfældige veninde syntes, vi skulle have en drink mere at tage hjem på, for så kunne vi jo også lige så godt se koncerten OG den var mindst dobbelt så god som sidst han var på Roskilde! Udover at have det mest svedige band med og opsætning der smukt komplementerede hans filmiske fremtræden (jeg tænker altså uvilkårligt på Johnny Depp, når jeg ser Jack White), så var Jack selv mega oplagt og virkelig i god kontakt til et publikum, der ellers er ved at ligge ned sådan en søndag aften. Jack gav mig den bedste følelse at tage fra Roskilde med, som jeg ellers ikke har følt i mange år. Tusind tak Jack White. Den der kone du leder efter? Det kunne altså godt være mig....
En håndfuld mere prydede min festivalplan. De fortjener også props men har ikke fået yderligere spalteplads her end den, at de var et hit i en eller anden udstrækning. Det gælder for fantasy karakteren Connan Mockasin, de old school baserede hiphoppere fra Dialated Peoples, syretrippet med Spids Nøgenhat, de rockrodede Merchandise, koryfæerne i Psyched Up Janis og mine yndlinge Interpol, som jeg kun så en snert af, fordi der hang en argentiner fast på min hals. Det er jo, hvad der kan ske. Roskilde, vi klarede den igen sammen og vi ses sgu nok til en omgang mere næste år!
Billede taget fra Nørlunds hjemmeside - bloggeren glemte at bede om lov til at knipse
Torsdag forsøgte jeg at få arbejdskasketten til at sidde rigtig stramt om hovedet. Det var ikke ubetinget nemt. Det er sgu hårdt for den lille krop at rense systemet for vodka og fadøl hver eneste dag. Så pausen fra alkohol var tiltrængt og det meste af mit tilbageværende overskud sparede jeg på for dagens vigtige begivenheds skyld, nemlig et interview med Nikolaj Nørlund, som skal spille i morgen lørdag på Arena, som et af de få dansksprogede acts. Jeg mødte ham til en lille snak om festivalliv og koncerten i vente.
Hvordan er dit forhold til Roskilde Festival? Åh, jamen jeg har været her siden jeg var 15 år gammel. Dengang kom jeg med min storebror, men jeg så ham nærmest ikke, så jeg rendte bare rundt alene og høre koncerter. Så har jeg jo spillet mange gange selv. På et tidspunkt 3 år i træk. Min debut var lige efter Danmark havde vundet EM i fodbold, der var der en høj stemning og jeg var rystende nervøs.
Har du nogle særligt mindeværdige koncertoplevelser fra festivalen?
Jeg var 50 m fra Carlos Santana dengang som 15årig, det var stort! Jeg var lige begyndt at spille guitar selv. En anden vild oplevelse var med Tricky. Hans lyd var helt speciel og han stod sådan og og svingede hovedet fra side til side for at skabe den der transcenderende lyd. Jeg tænkte; om lidt bliver han syg. Neil Young; det var så skarpt og Orange har aldrig haft så god lyd. Det var sådan en rigtig vindstille sommeraften. Galaxie 500 i 90 står også frem.
Du har på nogle albums taget et meget personligt fortællende udgangspunkt i dine tekster. På Det Naturlige virker du til at tage en mere objektiv betragters rolle. Hvad har inspireret dig? Albummet er lavet blandt andre sammen med Martin de Thurah (bl.a film- og musikvideoinstruktør), og det er blevet til ud fra skitser og idéer om hvad numrene skulle handle om. Vi lavede sådan nogle moodboards og så var det ligesom strøtanker der udviklede sig. Nogle sange er også skrevet af andre. Det er første gang jeg har arbejdet på den måde og det var meget interessant.
Du skriver jo meget prosaisk. Har du nogensinde overvejet at udgive noget i bogform? Jeg betragter meget sangene som små noveller faktisk. Sange har også på mange måder novellers karakteristika. Det er ligesom et billede der åbnes op for og lukkes i igen lige så abrupt. Det er da en drøm at udgive noget i bogform en dag, hvor jeg finder tiden til det.
Du har fået lov til at spille ekstraordinært længe på lørdag. Hvilken slags koncert kan vi forvente? Det bliver forskellige opsætninger. Det har været meget vigtigt med dynamik, vi skal op i det store og ned i det små og man skal også føle, at man får noget man ikke vidste man gerne ville have. Der er forskellige gæster med men de er inkorporeret på en naturlig måde og kommer måske med flere gange undervejs i forskellige funktioner. Det skal være en kollektiv fornemmelse men selvfølgelig stadig en Nørlund oplevelse.
Hvilken oplevelse håber du at give publikum under dine koncerter? Jeg håber, de oplever en unik koncert både i Roskilde og Nørlund sammenhæng.
Hvad skal du selv ud og høre? Fx Lykke Li, Interpol hvis jeg ikke er for træt og Klumben og Raske Penge.
Lørdag kl. 13 spiller Nikolaj Nørlund på Arena og jeg glæder mig meget til en på alle måder kunstnerisk oplevelse.
Okay Roskilde, så er vi i gang. Mandag blev den typiske småforvirrede dag, hvor ambitionerne er høje og meget lidt bliver indfriet. Som en slags velkomst blev jeg venligt prikket på skulderen, da jeg pakkede mit taske ud og bedt om at flytte mit telt som holdt ulovligt parkeret. Bevares, jeg vidste godt at den var lidt lakrids, da jeg slog det op i lørdags, men det lå bare perfekt skubbet ind under et skyggefuldt træ. Nå, jeg fandt en ny teltplads imens Blaue Blume spillede. Og imens The Divers spillede fandt jeg min veninde, nogle øl og nogle camps. Efter en lang strabadserende tur til Rising, hvor det lykkedes at fare vild på vejen, nåede jeg det første glimt af en koncert og fik set 3 numre med The Minds of 99.
Tirsdag havde jeg en anelse mere succes med koncerterne. Den første fine oplevelse var med islandske Samaris, som med deres konstellation af lune beats, snirklet klarinet og islandsk poesi lagde en nænsom og chillet tirsdagsstemning over plænen foran Apollo. Senere på aftenen havde jeg igen fundet vej til Rising scenen, som udover at være placeret på det yderste øst virkelig kun fungerer lydmæssigt, hvis man er præcis foran scenen. Til My Heart The Brave havde jeg indfundet mig på græsset med en white russian i hånden og den tidlige aftensol i nakken og den kombo fungerede rigtig godt sammen med bandets bløde elektropop og Caspar Hesselagers upåklagelige nydelighed. Han har ikke den stærkeste stemme, men han har produceret nogle vældig stærke melodier og et live udtryk der er levende og kriblende. Jeg lurer en ny darling til de følsomme men festglade elektropoppere. Nu er der en dag tilbage at opføre sig tosset i og så begynder "arbejdet" for alvor i morgen med en ægte udfordring; Earl Sweatshirt. Det bliver ikke helt dårligt...
Det er blevet den tid på året igen. Over den sidste måneds tid har jeg samlet sammen på camping gear, festivalkjoler, renseservietter, gear til toilettasken i ministørrelse og alt det nødvendige festival overlevelsesudstyr. Nu nærmer afgang sig og en hel uge med et alverdens type koncerter venter. Jeg må indrømme, at Roskilde med deres drypvise afsløringer i foråret aldrig virkelig fik mine sommerfugle til at flakse i maven, men jeg tog naturligvis ja-hatten på og lyttede programmet grundigt igennem for alt der tilnærmelsesvis kunne interessere mig og som altid dukker der masser af spændende godter op i mængden. Og nu er der lutter smil og positive forventninger herfra! Her er mit optimale program - hvis bare jeg ville kunne holde mig oprejst og klar nok i hovedet til at tage det hele ind...
Mandag d 30 juni:
For første gang i mange år ender jeg nok med spankulere rundt på pladsen allerede i dag og det er fordi de to warm up scener har så solidt og interessant et program. Det ville være en skam at spilde tiden på at samle kræfter i København imens det her foregår.
Hvorfor ikke starte med en fest og danse dagen i gang med Brynjolfurs take på house tilsat en god portion discobas kl 15.00 på Apollo. I år kræver det en gåtur over til camping øst for at følge de unge pop og rock håb på Rising scenen. Det bliver hektisk for der er og har altid hersket kaotiske tilstande på øst. Men der er meget at komme efter, for allerede 15.30 spiller Get Your Gun mørk, håbløs, nordisk, regnvåd westernrock og det er slet ikke for tidligt til noget tung guitar på dette tidspunkt. Så kan man til gengæld spare kræfterne og blive hængende nogle timer vartet op af servicecenter østs mange muligheder og disse tre danske bands: Blaue Blume høster velfortjent meget opmærksomhed for tiden. Og jeg er altså også svært fascineret af deres omhyggeligt konstruerede dramapop og glad for ligheden med mine yndlinge i Wild Beasts. Det er kl 17.00. Bare slap af for Kl 18.30 er det The Divers der overtager med en anden form for dramapop. Dyb mand, lys pige og 80'er sprøde elektroniske melodier. The Minds Of 99 runder mit program på Rising af kl 20.00. Jeg kan lide deres mere eller mindre bevidste hyldest til Kliché og det tidlige TV2 og de slipper afsted med det med selvstændigheden i behold. Så er det gang i bentøjet igen, for kl 22.30 spiller Jaakko Eino Kalevi på Apollo Countdown. Det er et helt særegent udtryk Jaakko har skabt. Chillet, analogt og elektronisk, hypnotisk og lidt kitchet. Og ret lækkert.
Og herefter kan festen fortsætte i alle de tossede lejre varmet op af den euforiske stemning der er, når Roskilde er dugfrisk og den opsparede energi slippes løs i natten.
Tirsdag d 1 juli:
Det er om at smide tømmermændene af sig hurtigt, for tirsdagen skydes i gang med et temmelig tosset og lettere opmærksomhedskrævende band. Kl 14.00 åbner Tidlige Armbånd Rising scenen. Jeg har lige oplevet den flippede gruppe og når kulturchokket har lagt sig og man overgiver sig til deres uregerlige måde at gribe tekst og melodi an på, så er man også blevet del af en skøn folkefest. Med fornyet energi kan man skynde sig til Apollo kl 15.00 og høre smukke islandske Samaris spille islandske digte genfødt som elektroniske små knitrende perler. Og hvis det hele ligesom godt må fortsætte i et helt lavt gear, så bliver man og chiller sin tirsdag videre her sammen med Unkwon kl 16.30. Men så er det også på tide at vende tilbage til det der på så mange måder er Roskilde for mig; uforfalsket rock. Og det henter man sig en dosis af på Rising kl 17.00 med Kindred Fever som giver mig lidt af den punkrock oplevelse som The Hives fx står for. My Heart the Brave som jeg har anbefalet flere gange overtager scenen kl 18.30 og jeg glæder mig til at opleve hans levende og organiske elektropopsymfonier udfolde sig. Kl 23.00 runder Mont Oliver mit program på Rising af. De er brudt igennem med deres egen form for forvrængede r'n'b agtige pop og det er sgu funky altså.
Onsdag d 2 juli:
Det er blevet dagen hvor jeg i mit program tager den med ro og mon ikke det passer det aldrende system meget godt. Jeg vil gå til Rising kl 14.00 og se mit hypede bysbarn Karl William synge om det århusianske ungdomsliv. Så lunter jeg over til Apollo og lægger mig i noget græs for at lytte til Shadow Shadow imens en romantisk science fiction film kører på det indre lærred kl 15.00. Efter en af de få pauser med fri leg, som det her program tillader, er det tid til danske Kill J med de skarpe beats og den faretruende papirstynde fine vokal kl 18.30 på Rising. Jeg bliver der resten af aftenen og skruer op for guitarforstærkeren igen med først skandinavisk indierock fra Könsförrädare kl 20.00 og til sidst for alvor med The Awesome Welles kl 23.00 der har en dejlig arrig og mørk lyd.
Torsdag d 3 juli:
Okay, så ryger træningshjulene og vi kører videre på de voksnes præmisser. Nu bliver det for alvor internationalt og der kæmpes i alt fra flue- til sværvægt kategori. Torsdag er dog ikke dagen hvor mine løbeevner bliver testet af, for der er kun et par acts jeg virkelig må se. Men det giver også plads til eksperimenter og det første af dem bliver med det der hip hop noget. Earl Sweatshirt får æren kl 17.30 på den nye scene Avalon. Hans teenagesløve mørke univers er sært betagende. Opvarmet på genren er det den rene fest at fortsætte med gode gamle Outcast kl 18.30 på Orange, hvilket det nok var alligevel og her vil jeg påstå at alle ligesom kan være med. Man skal til gengæld være i kontakt med sin kvindedepri side, når smukke Lykke Li spiller på Arena kl 20.30. Hun forstår at formidle hjertesorg, frustration, smerte og håb med stemningsfuld, opfindsom instrumentering og en nedtonet vokal. Maskulint move egentlig... Det bliver vældig feminint, sensuelt og lækkert når en helt anden kitty cat, nemlig Banks, luner op under Apollo kl 21.30. Hvis jeg ikke er totalt opslugt af lækkerhed vil jeg nok stimle sammen med utallige andre og mindes min kære far imens legenderne fra Rolling Stones dominerer aftenen på Orange kl 22.00. Der er dog alternativer for de uimponerede der hellere vil syre lidt ud fx på den psykedeliske, folk-religiøse måde med Blood On A Feather på Gloria præcis samme tid.
Fredag d 4 juli:
Fredag bliver uden tvivl min travle dag, hvor der skal skæres flest hjørne, aflives nogle darlings og skosålerne slides tynde, for i dag bliver det all over the place både hvad angår scener og musikgenrer. Men bevares, her kommer alle mulighederne som de kan tage sig ud:
De er ubehageligt tidligt på spil, men konstellationen Cancer der spiller kl 12.00 på Pavilion er ægteskabet mellem Nikolaj Vonsild (When Saints Go Machine) og Kristian Kristensen (Chorus Grant) og det bliver ganske spændende. Heldigvis kan man bare blive og tage en ekstra skraber i skyggen, for to timer senere kl 14.00 spiller Connan Mockasin samme sted. Han charmerede mig fuldstændig i vinters med sit væsen, sit suplime guitarspil og sine funkbløde og r'n'b rå melodier og jeg glæder mig til gensynet. Jeg vil følge en af mine gæsteanbefalinger og opleve countryrockeren Jason Isbell and the 400 Unit med det blødende hjerte og den skrumpende lever rense sin sjæl på Pavilion kl 16.00. En kort time senere kl 17.00 er det de fire sirener fra Warpaint der napper opmærksomheden på Avalon. Det kunne jo være at en lille elektronisk fest lokkede i noget eftermiddagssol og i så fald vil jeg finde den henne hos Apollo kl 17.30 med den unge norste gut kaldet Cashmere Cat. Men der er flere damer der lokker, for kl 18.30 er det Haim på Arena der kan garantere dansefest med deres fantastiske evne til at skrive de hits, der ikke blev skrevet i start 80'erne. Måske bliver jeg bare hængende efterfølgende til et af mine livs store crush'es, men det kan også meget vel være, at jeg når et kig på de tunge drenge fra Deftones, der spiller den slags melodisk tung rock, hvor de fleste kan værdsætte det ikke mindst pga en virkelig stærk vokal. Det er kl 19.30 på Orange. Men så sker der det, at jeg bliver blød i knæene og midlertidig fornuftsforstyrret, for mit teenagehjertes udkårne Damon Albarn går på kl 20.30 på Arena. Jeg forventer ikke at mit hjerte tilfredsstilles med gamle Blur numre (måske en eller to undervejs), for den lækre mand har jo bevæget sig i alverdens retninger og vist en alsidighed i sit talent, som de færreste nok regnede med at se dengang i start 90'erne. Men jeg glæder mig til at lære ham at kende som soloartist endelig. Bagefter går der elektronik i den og det står mellem to muligheder. Kvindetemaet kan til dels følges op med Cyril Hahn, en dj der hylder dem i sine remixes, på Apollo kl 22.00. Eller I Break Horses på Pavilion som er mere voldsom, mørk og dyster elektronica. Jeg prøver stadig efter mange år at komme en snert tættere på at forstå skotske Mogwai der spiller kl 23.00 på Arena. Det er evigt eksperimenterende postrock, langstrakte lydflader, vældige eksplosioner og en verden hvor der ikke lefles for nogle men tålmodighed og åbenhed belønnes. Hvis jeg da ikke lige er bombet i jorden af lyd, er der chance for en funky frisk dansediscofest hos Apollo med Classixx kl 00.00, men jeg styrer formentlig direkte efter det begyndende fænomen Future Islands ovre på Avalon kl 01.00. De er langt fra debutanter men deres rå, følelsesladede elektropop er braget igennem dette år og rygtet om frontmand Samuel T. Herrings prædikerende og vilde performance er nået vidt. Jeg er så spændt! Efter koncerten er der gang i et andet fænomen. Manden bag musikken er ikke til stede, men en række prominente navne har taget det på sig at udbrede den fuldstændig flippede afrofunk-pop under det let komplicerede navn Atomic Bomb! Who Is William Onyeabor? By The Atomic Bomb! Band kl 01.30 på Arena. Syg syg fest!
Lørdag d 5 juli:
Det kan ikke blive let at få fysikken til at fungere igen ovenpå fredag, men den skal sgu. Lørdag byder på mange gensyn for mit vedkommende. Navne der står mig kær og som jeg vil nyde at gense og høre. Til en blid start bliver det første med kære Nikolaj Nørlund kl 13.00 på Arena. Han har altid været en markant spiller med geniale tekster på den danske musikscene og det nyeste album med sine småfunky undertoner er for lækkert. Godmorgen lørdag, lad os komme godt i gang sammen! Og så sætter vi da også fut på, for kl 15.30 spiller Bottled In England på Apollo. Det er ikke den slags jeg normalt går bananas til, men der er fandme knald på deres live drum 'n bass og det er meget svært ikke at blive revet med! Jenny Wilson er en cool cat og hun har præsteret et helstøbt og meget
interessant album. Hendes koncert på Vega i vinter var mega fed og jeg
ser hende gerne igen kl 16.00 på Arena. Genhør nr. 4 er Psyched Up Janis kl 17.00 på Orange. De er jo teenage rock antihelte og for nylig fandt jeg ud af at deres musik på alle måder holder i dag også. Jeg tager et usædvanligt langt pusterum og vender nok først tilbage til musikken, når Spids Nøgenhat bringer noget hippiestemning og syretrip tilbage til den gamle festival på Avalon 22.00. De ældre må tjene som opvarmning til de unge, for allerede 22.30 er Arctic Monkeys klar på Orange og de er især med deres seneste album blevet moderne favoritter også i min rockbog. Hvis jeg kan klemme det ind inden en anden favorit går på, vil jeg stifte bekendtskab med gruppen The Men der hamrer løs i en art garage americanarock ovre på Pavilion kl 23.00. Men der er kun kort tid, for jeg har et gammelt blødt punkt for Interpol på Arena kl 00.00 og deres særdeles cool og melodiske rock. Endelig kommer der nyt fra dem og det skal de få lov at spille for mig. Hvis det mod forventning stinker, vender jeg næsen mod Avalon og hører Kavinsky, som nok stadig er bedst kendt for at lægge et 80'er lækkert elektronisk soundtrack til filmen Drive. Det gælder om at holde på energien og stemningen på denne sidste reelle festdag og den har skisme mulighed for at vare længe. Chromeo sørger for at den vilde dansevenlige discoinfernofest fortsætter på Avalon kl 02.15.
Søndag d 6 juli:
Festivalens sidste dag. Søndag er altid en blandet fornøjelse og den er også lidt forbandet. Der hersker en mærkelig opbrudsstemning allerede fra når campingområderne får liv i de slidte klude om formiddagen og det er en spøjs blanding af mennesker der enten tøffer stenet, brugte og komatøse rundt eller dem der har nået et manisk overdrive og ikke kan finde ned igen før den sidste pløk er rykket op af jorden. Det plejer at føles som om halvdelen af festivalens gæster er tilbage, når de sidste store bands når Orange scene, men måske bliver i år anderledes, når det musikalske fyrtårn Stevie står der. Jeg er som regel også fanget i de ambivalente lyster til både at komme hjem og bringe tilværelsen tilbage på forudsigelige skinner og til at Roskilde aldrig må ende. Uanset hvad venter det massive tomrum som festivalen efterlader, når alle er taget hjem og alt er pakket sammen. Men inden den gamle festival blues rammer er der dog en fuld dag med musik.
Skambankt vækker de døde med norsk ørkenrock a la Queens of the Stoneage kl 12.00 på Avalon. Foretrækker man en blidere morgenvækning bliver det gjort noget mere nænsomt med Chorus Grant kl 13.00 på Gloria. En feminin pendant huserer på Gloria kl 15.00. Der er noget upoleret og ægte over den unge singer songwriter Denai Moore og hendes rolige og stemningsfulde numre kan meget nemt være den ideelle måde at samle kræfterne på til resterne af sidste dags oplevelser. Jeg har af uransaglige årsager ikke fulgt Deerhunter siden Cryptograms fra 2007, men Deerhunter har den der mystiske kunstneriske kreative grundvold der sikrer mig, at de er mindst lige så interessante i dag på Arena kl 16.00 som dengang. Kl 17.00 står jeg igen i et dilemma; Julia Holter på Gloria har en smuk stemme der bringer dig helt ned i en aroma terapeutisk tilstand af afslapning, hvis det er det der er brug for, imens Merchandise på Pavilion har en klar britisk rock inspiration med fx en snert af The Smiths' støjende numre. Introvert melankoli og himmelanråbende ballader. Det kan jeg jo lide. Kl 18.00 er der gensyn med drengerøvene fra Kasabian på Orange. De skuffede mine forventninger en smule sidst de besøgte festivalen, men de er jo nogle charmerende scruffy intertainere og de har nogle solide hits jeg gerne hører igen. Okay, så kommer vi vist ikke uden om det. Kl 20.30 er der en ung mand ved navn Stevie Wonder på Orange. Kæmpen har aldrig været nogen speciel klippe i min musikalske uddannelse (dare I say it?!) og hvis han spiller I Just Called så går jeg, men indtil da vil jeg da ikke forbigå chancen for at opleve en levende legende (i et stykke tid i det mindste). Dette kunne være finalen, men hvis ikke jeg er bukket under endnu, så står jeg med to sidste valgmuligheder. Kl 21.00 spiller Forest Swords på Gloria og hvis søndag skal ende fredeligt bliver det med det her instrumentale univers af mystik og mørke skovstemninger. Men hvis søndag skal ende med en fest, bliver det i et lag, som jeg ikke er
decideret bekendt med sammen med Moderat på Arena. Jeg har dog oplevet hvor festlige
Modeselektor er og jeg er ikke i tvivl om at søsterbandet Moderat kan
sætte den helt rigtige type fut under den ellers udmattede sidste aften.
Og således sættes der et punktum for årets Roskilde Festival men blot i forhold til denne guide. Det gælder om lidt at holde tungen lige i munden og navigerer rundt i det ustyrlige væld af muligheder, fristelser, omveje, genveje og afstikkere og komme hjem med en samling oplevelser der sikkert som sædvanlig sætter markøren for hvad denne summer of 14 kunne byde på. Lad os komme afsted!
.JPG)
