28. jun. 2013

R O S K I L D E - Musik, Mad og Mode - Rock n Roll'eren

Dette er tredje og sidste tema indlæg som udgives i samarbejde med modebloggen sorthed og madbloggen Gane&Gaffel. Du kan selvfølgelig følge med på alle tre blogs under festivalen og fortsat få input om musik, mad og mode. Vi ses derude!
 

BLACK REBEL MOTORCYCLE CLUB





For en gammel rockfestival som Roskilde er det kun på sin helt naturlige plads at booke et gedigent klassisk rocknavn. Og Black Rebel Motorcycle Club har efter 7 albums bidt sig grundigt fast i kategorien med et snerrende sortrandet eftertryk. De repræsenterer den simplistiske 'what you see is what you get' rock n roll og udtrykket kan være stopfyldt med skærende guitarrifs eller tunge bluesrockede melodier, men det bliver altid serveret med et præcist beat, en ophøjet coolness og et hjerte der ligger ladt tilbage blødende og fladtrådt i en sky af støv og cigaretaske. Jeg glæder mig til at opleve et band der var med til at tegne min tidlige kærlighed til rock og som efter sigende leverer sveddryppende live shows! 

Se her hvilket passende rock outfit Sorthed har udvalgt til anledningen og hvilket måltid Gane&Gaffel har fundet frem til at toppe oplevelsen af med. 




Black Rebel Motorcycle Club spiller søndag kl 16.45 på Orange

26. jun. 2013

R O S K I L D E - Musik, Mad og Mode - hip hopperen!

Dette er andet indlæg ud af tre som er kreeret i samarbejde med madbloggen Gane&Gaffel og modebloggen Sorthed i forbindelse med årets Roskilde festival. På fredag udkommer det tredje og sidste foromtale indlæg fra vores side, så husk endelig at kigge forbi inden du flyver ud af døren med tasken over nakken for at kæmpe dig ind til en campingplads på lørdag!


AZEALIA BANKS



Hvis man gerne vil ryste røven til nogle beats og rim men ikke er starstruck over popprinsessen Rihanna og ikke gangster nok til de tunge drenge på festivalens hip hop program, så kan man i stedet tjekke denne her skøre kule ud. Azealia er (i min optik) en purung rapper og sangerinde som er drønet ud af undergrunden med sit helt eget take på hip hop. Jeg kan ved gud ikke kalde mig hip hop kender, så jeg er lidt på dybt vand her, men det der fanger min opmærksomhed ved Azealia Banks er hendes legesyge musikalitet og de vanvidstendenser der helt ugenert tager fat i alle mulige stilarter og vrider dem til sin helt egen form. I sidste ende sætter hun gang i en fest der lyder som et ukontrollerbart mix af 90'ernes dance, Bollywood og hip hop. Til trods for at hun endnu ikke har udgivet sit debutalbum, har hun formået at piske en vældig hype op om sig selv i både musik- og modeverdenen og jeg har en fornemmelse af, at man til Azealias koncert bliver rykket gevaldigt rundt af den unge utilregnelige amazone og kommer derfra med et fornyet syn på hip hop kulturen. Det bliver sgu spændende, word!

Sorthed viser sit bud på et fresh hip hop outfit her og Gane & Gaffel har lækre bud på menuen for gangsta's and ho's her. (Ja beklager den lamme lingo!)



Azealia Banks spiller søndag kl 16 på Cosmopol


25. jun. 2013

ROSKILDE 2013 - en musikalsk guide

 

Nu er der sgu gået et år igen og jeg kan gentage mig selv og juble over at sommerens helt store begivenhed nærmer sig med seriøst hastige skridt -  og jeg glæder mig! Jeg glæder mig til de solskoldede skuldre, teltvarme øl, at vakle i røjsere og skiundertøj op til toiletkøen når solen har tvunget en til at vågne - alt for tidligt. Jeg glæder mig til ben der ser rekordhurtigt (men meget midlertidigt) brune ud, spontane fester på campingstierne, mega lækre og uudtømmelige madmuligheder, skøre mennesker der gør skøre ting og ser skøre ud, den særlige stemning der knytter 80.000 mennesker sammen på forunderlig vis. Og jeg glæder mig til at høre en hel masse musik! I år har jeg ikke nogle store favoritter på programmet, som jeg har ventet hele livet på at se, men det giver til gengæld plads til at gå ud og udforske og få nye favoritter. Og det er lige så meget det Roskilde handler om for mig. Efter at have gennemlyttet stort set hele programmet, har jeg da også en pæn liste af koncerter jeg gerne vil forbi og jeg har faktisk været nødt til at dræbe nogle darlings for overskuelighedens skyld. Og....jeg indrømmer det; det bliver nok en kende vanskeligt at følge det her program fuldt ud uden at blive stresset eller musikforvirret, og dertil kommer at Roskilde har det med at aflede og lokke i alle mulige andre retninger end den planlagte. Men her følger altså mine forslag til en pænt pakket musikalsk festivaluge til de der kan bruge inspirationen:


Søndag:
Pavilion kører et stærkt program hele ugen og det første jeg har sat næsten op efter er NAVNELØS der spiller pompøs og følelsesladet elektrorock (Pavilion 16.00). Lidt senere er det på sådan en åbningsdag på sin plads at besøge den mobile søsterscene, som jeg indrømmet ikke kommer så ofte til, og høre REWOLMERs helt simplistiske og knitrende electronica (Apollo 18.00).



Mandag:
Glem alt om campingliv, der er alt for meget god musik at høre denne dag! Og det lægger blødt ud med SCHULTZ & FOREVER's smukke akustiske folkpop (Pavilion 14.30). Hvis man er plaget efter søndagens udskejelser kan man blive liggende på græsset ved Pavilion og lytte til SO-SO ECHO og deres fine synth pop med smag af storbytristesse og ensomhed (Pavilion kl 16.00). Når energien så er ved at være oppe igen er der ung elektrofest man kan danse til med URBAN CONE (Pavilion 17.30).
DRÅPE er norsk støjende poprock og sideordre til aftensmaden (Pavilion 19.00) og aftenens fest går for alvor i gang når vores nyeste elektropop prinsesse med den dirty street attitude går på scenen (Pavilion 22.00) og den fortsættes af LEMÂITRE og deres særdeles lækre frankofile og funky disco (Apollo 22.30)



Tirsdag:
Ovenpå sådan en travl mandag, kan det være godt med lidt ro på og POSTILJONEN leverer det med deres 80'er klingende drømmepop for sentimentale sjæle (Pavilion 16.00). Derefter bliver aftenen en tand vildere når norsk natur manifesterer sig i form af BENDIK's tunge og forblæste elektropop (Pavilion 20.30)

Onsdag:
Det går rigtig godt for debutanten KRISTINA RENEE og hun kommer garanteret til at tage sig godt af de tømmermandsramte med sine melankolske popsange der lægger en let kølig hånd på en hed pande (Pavilion 14.30). Men når THE WOKEN TREES går på med deres mørke og dystre støjrock er der ingen kære mor (Pavilion 17.30) og de unge talenter fra BABY IN VAIN fortsætter det musikalske stormvejr med deres bud på klassisk tung stonerrock (Pavilion 22.00).



Torsdag:
Når festivalpladsen åbner er det fedt med god tid til at komme rundt og se sig omkring, genkende det gamle og opleve det nye og når så man har fået suget stemningen godt til sig, så sætter THE LUMINEERS gang i den fælles folkefest med deres omrejsende folk med klap, kor og hele møget. (Odeon 19.00). I en helt anden boldgade finder man SAVAGES der er nogle debuterende punkpiger med tungsindige tråde tilbage til bands som Joy Division (Pavilion 20.00). Har man brug for at blive i det folkede gear kan man også bare vente på unge JAKE BUGG. Jeg forestiller mig aftensol og en god mojo på vej op (Odeon 21.00) Aftenens fest kan gå to veje; der er dj kollektivet C2C der med garanti sørger for ægte vild dansefest, når de mikser alt det der ikke kan få dig til at stå stille (Cosmopol 22.00) eller det kan blive den uforudsigelige syrede fest med ANIMAL COLLECTIVE hvis avantgardistiske pop ikke kan sættes i bås (Arena 22.30). Natten kan sluttes af i dejligt svensk selskab når kunstnere som Lykke Li og Peter, Björn and John danner fælles musikalsk front under navnet INGRID (Orange 01.00).



Fredag:
Mega seje og let skræmmende rock dude HENRY ROLLINS optræder hele tre gange under festivalen denne gang uden band men som spoken word artist med hårdtslående humor og det skal jeg sgu opleve (Odeon 13.00). Når man så skal repareres efter de orale tæsk vil jeg anbefale at lade sig nurse af norske HIGHASAKITE og deres luftige alternative pop i familie med Lykke Li (Pavilion 14.00). Og der er mere fra den skandinaviske skuffe hvis der er brug for at chille; SOHN er en perfekt blanding af singer/songwriter fyr og lækre organiske elektroniske beats og cut ups (Gloria 16.00). Og så er der for alvor festival på flowerpower måden når JONATHAN WILSON optræder med orgel, langt hår og hele molevitten (Odeon 17.00). Fredagen er lang og hvis der er tid så smutter jeg forbi de meget populære OF MONSTERS AND MEN og den islandske folkefest de i bogstavelig forstand er garanter for (Arena 18.30). Såfremt nysgerrigheden er intakt bliver SUUNS mystiske, skæve eksperimenterende lydunivers næste stop (Pavilion 20.00). Før eller siden skal man jo rave lidt rundt i en koger og mon ikke CRYSTAL CASTLES og deres iskolde electronica kommer i en storladent indpakning (Arena 01.30). Kan benene bære så traver jeg tilbage til Pavilion og hører THE BLUE ANGEL LOUNGE. Jeg er en sucker for den dystre rock med ildevarslende undertoner (Pavilion 02.00)!



Lørdag:
Efter en lang nat er det naturligvis EFTERKLANG der med smuk storladen pop børster støvet af lørdag (Arena 16.00). Og forkælelsen fortsætter med Islands nyeste talent ÁSGEIR TRAUSTI, som med sin følsomme poetiske stil er i familie med en semi elektronisk Bon Iver (Pavilion 17.00). Og lidt hen i samme kategori er jeg stødt på NILS BECK der minder mig om sidste års succes Perfume Genius i elektronisk skandinavisk udgave (Gloria 19.00). Men det bliver nok en lidt kort koncert, for det bliver hurtigt tid til at samles foran Orange til en af de få koncerter, hvor der virkelig kan synges med når THE NATIONAL går på med deres efterhånden klassiske melankolske rock (Orange 19.30). Derfra er det videre til noget knap så kendt men vældig lovende; UNKNOWN MORTAL ORCHESTRA, som er sommerstenet og småflippet syrerock (Pavilion 21.00). Man skal have været i isolation for ikke at have hørt om QUADRON og jeg er lige så tiltrukket af deres moderne soul fyldt med længsler og sensualitet as the next guy (Odeon 21.30). Anderledes storladent bliver det at opleve
SIGUR RÓS og den symfoniske stemningsklyngebombe af en anden verden som de leverer (Arena 23.30). Endnu engang står nattens fest muligvis mellem to helt forskellige kandidater og alt efter stemning vælger jeg enten GOAT der lugter af 60'er flip med afrobeats og ikke af ged (Pavilion 01.30) eller CHASE & STATUS for hvis jeg skal rave nogle steder nogensinde så kan det lige så godt lugte af 90'erne imens (Orange 02.00). Til at slutte af på (hvis jeg stadig eksisterer der) runder WHEN SAINTS GO MACHINE af på deres elegante og køligt flirtende elektroniske alternative popmåde (Arena 02.30). Og godnat siger jeg bare så!



Søndag:
For de efterhånden udmattede festivalgængere kan man blive vakt til live igen med WINTERGARTEN og deres barnligt uskyldige spilledåsepop, utrolig fint og glædesfremkaldende (Pavilion 13.00). Når man så er moden til at få lidt livslede (dog tilsat underfundig humor) går man til  JOHN GRANT. Der får man alternativ skarp og ærlig sangskrivning fra en knudret sjæl (Odeon 16.30). Der findes en god slat rock på festivalen, men det er altså ikke mange der er så gennemført cool som BLACK REBEL MOTORCYCLE CLUB - der er dømt gedigen beatrock for alle de sortklædte (Orange 16.45). Aftenens første dilemma står mellem de små underdogs PINKUNUIZU og deres totalt uhåndterlige, eksperimenterende og venlige miskmask (Pavilion 19.00) og giganterne 
QUEENS OF THE STONE AGE's tempofyldte ud af landevejen ørkenrock (Orange 19.00). Og knapt er det dilemma overstået før det næste melder sig; nemlig det mellem Cool americana/country indierock med CALEXICO (Odeon 20.30) og smørmanden MIGUEL (Arena 20.30), for skal jeg se RnB må det sgu blive ham der tager den sveddryppende arv fra Prince op. Finalen er jo de legendariske elektroniske forfædre fra KRAFTWERK (Orange 22.00) og selvom jeg aldrig har nørdet dem, så er deres musik nok med på soundtracket til de flestes liv i et eller andet omfang og jeg skal da også hen og lure på robotterne.



Det var det. Det eneste man kan ærgre sig over på forhånd er, at man uden tvivl kommer til at træffe forkerte valg indimellem og gå glip af det der lyder som årets koncert på ens begejstrede venner. Men i det her overflødighedshorn af oplevelser må man trøste sig med, at der fandenfisme er helt utroligt mange koncerter og begivenheder der kandiderer til årets. God fornøjelse til alle og pas godt på hinanden i festivalkulleren! 
 

24. jun. 2013

R O S K I L D E - Musik, Mad og Mode - øko hipsteren!

 I anledning af årets Roskilde Festival er MusikLarm gået sammen med madbloggen Gane&Gaffel og modebloggen Sorthed om at præsentere særligt udvalgte festivalaktuelle temaer. I den følgende tid vil man på de tre blogs kunne læse om musik, mad og mode i et vidtfavnende og forhåbentlig vældig inspirerende sammensurium der gør dig klar til at angribe Roskilde Festival fra forskellige vinkler.


THE LUMINEERS

 https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjcGQfJ6CVZgxZUWP54WTnveNnB1Rzs79oZAj-dSSEZdBx3KQu1NKSeu-1u91YueeRwGXQB0fIPbPOUAIy1SB4VGWQPwgQc6ByjdQplZnLo9mbROdDM5vJw65S0HJUR-GoQQLNh3q2ZasZa/s320/the+lumineers2.jpg

En helt uundværlig del af Roskilde Festival er den musik der laver soundtracket til at du kan løbe lalleglad rundt med dagegammelt skidt i fjæset, uglet hår og mudder op af af de bare ben og stadig føle dig som verdens mest charmerende fredselskende frækkert. I den kategori finder jeg debutanterne The Lumineers. De er et akustisk folk rock band fra New Jersey/Denver der rykker vældigt fremad lige for tiden og deres musik emmer af lige dele eftertænksom følsomhed og sprudlende livsglæde formidlet med en troubadourisk kærlighed til amerikansk folkemusik og med referencer tilbage til forgængere som Bob Dylan og Grant Lee Buffalo tilsat tramp, klap og råbekor.

Se her hvilket hipster outfit Sorthed anbefaler dig til anledningen og hvilke kulinariske fornøjelser Gane&Gaffel vil udvælge på festivalen til at toppe oplevelsen af med!

Sammen med The Lumineers bliver det helt acceptabelt, ja vel nærmest forventet, at du i en kombineret sol- og papvinsbrandert og festival glædesrus svinger armen om din vilkårlige sidemand og danser rundt i et næstekærligt kammeratligt kram til lyden af det her:




The Lumineers spiller torsdag aften kl 19 på Odeon


11. jun. 2013

Guide til Northside Festival 2013

 

Jeg tvivler på, at det er set før at en festival har sat så eksplosivt af og taget stafetten som bred publikumsvindende begivenhed med den gode musik og den gode oplevelse som store klare fokus. Men Northside kan for 3 år i træk bevise, at de har fat i den helt lange ende og de kan finde ud af at præsentere et program der favner alle fra tilhængere af Grøn Koncert konceptet til det mere kræsne og krævende nichepublikum. Jeg vil gerne give mit bud på, hvad man som festivalgænger kan vælge at lægge øre til i viften af bands - og afsløre hvad jeg i hvert fald sætter kursen efter. Til forskel fra de sidste par år, hvor to scener spillede skiftevis og gav plads til at man i teorien kunne nå det hele, så er der i år udvidet med en tredje og koncertene vil indimellem overlappe. Må dette tjene til inspiration:

Fredag: 
Kl 13.00 Tom Odell - ung brite med et dramatisk take på sang såvel som sangskrivergenren
Kl 16.00 Daughter - skrøbeligt, eftertænksomt og melankolsk i helt lavt gear
Kl 17.15 Bloc Party - livlig og energisk indierock
Kl 19.45 Phoenix - lækker fransk dansepop med fikse tvists
Kl 22.45 The Knife - Elektroniske yndlinge
Kl 00.30 Spleen United- hård, kantet og smådyster elektronisk pop



Lørdag:
Kl 13.00 Kristina Renee - ny talentfuld dansk stemme i slægt med frk. Dickow 
Kl 13.45 The William Blakes - altid eksperimenterende og legesyg indiepop
Kl 14.45 Kings Of Convenience - bløde, dejlige og underspillede små perler på snor
Kl 17.15 Alt-J - ganske udefinerbar og voldsomt spændende alternativ indierock
Kl 21.15 Nick Cave - såkaldt mørkemand, poetisk fortæller og ekspert i følelseslivets skyggesider
Kl 22.45 The Flaming Lips - ukuelige tosser og store inspiratorer



Søndag:
Kl 14.30 Frightened Rabbit - sjælesøgende alternativ rock med kant
Kl 15.45 Gogol Bordello - balkan madness og energi på det rigtig høje plan
Kl 17.00 Deap Vally - debuterende megaseje blues/punkrockede tøser
Kl 18.10 Kashmir - vores egen uudtømmelige kilde til veludført rockmusik
Kl 20.50 Arctic Monkeys - arbejderdrengene med det helt personlige tag på britisk rock
Kl 22.15 Portishead - ikoniske forgængere for electronica med filmisk tristesse og melodramatik



9. jun. 2013

Gå lige ud og hør her (uge 24)

The Babies (Stengade d 12)
 
Nu er året kommet så langt at den første festival med reel betydning for mig er lige indenfor rækkevidde. På fredag er kursen sat mod Aarhus og den særdeles fine Northside Festival og jeg glæder mig til at høre en hel masse fremragende kunstnere i de utroligt vellykkede rammer som aarhusfolkene har fået sat op for nu 3 år i træk! Inden da byder ugen i København selvfølgelig også på nogle fantastiske muligheder. Så sæt enten mere sol og fest på sommerdagene eller søg lidt ind i den eftertænksomme eller smådystre kølige skygge.  


Tir 11: John Grant i Koncerthusets studie 2 kl 20 for 180 kr.
Hudløst ærlig sangskriver og skøn stemme i bløde akustiske og elektroniske rammer

Ons 12: The Babies + De Høje HæleMusikcafeen kl 21 for 60 kr.
Energisk og charmerende garage/postpunk 

Tor 13: My Bloody Valentine i Store Vega kl 20 for 360 kr.
Støjrock legender

Tor 13: Depeche Mode i Parken kl 20 for 445 kr.
Forgangsmændene for elektronisk rock med et gevaldigt bagkatalog

Tor 13: Mechanical Bird + Me and My KitesStengade kl 21.30 for 60 kr.
Forløs den indre hippie og flip helt ud



2. jun. 2013

Gå lige ud og hør her (uge 23)

Allah-Las (d 5 på Loppen)


Puh det her har været den længste weekend i meget lang tid. Men den har også været virkelig god! Pga torsdagens arrangement med TM Hunter og Oracle O. holdt jeg et par dage fri fra jobbet og den forlængede weekend startede ud med Kurt Vile koncert i Amager Bio. Jeg har kun et overfladisk kendskab til Kurt Vile men havde en forventning om at hans fine stemningsfulde americana folk melodier ville kunne betage mig på trods af det. Og det kunne de på sin vis også, men Kurt selv virkede lidt tung og uengageret. Det blev da også kun til et enkelt ekstranummer. Nok ikke den mest mindeværdige koncert men jeg vil fortsætte med at lære hans musik at kende.

Og torsdag var det en spændende fornøjelse at se TM Hunter og Oracle O. gå på scenen i Ideal Bar. Begge bands var forrygende på hver deres måde! TM Hunter formår med deres poetiske og fortællende univers der både er sart og kraftfuldt at holde publikums opmærksomhed og skaber en knitrende intens stemning. Oracle O. indtager kompromisløst scenen som en tomandshær og leverer et slagkraftigt og fascinerende show der blander det rå, vilde og uskønne med et næsten hypnotisk og teatralsk udtryk - og så selvfølgelig nogle kick ass seje numre der tager en tilbage til de udsyrede 60'er dage. Undervejs holdt DJ Gul rigtig godt sammen på den umage konstellation og skabte en fest alle ville kunne danse til, hvis de da ikke lige var gået kolde under den varme sol der havde braget hele dagen. Og desværre var Distortion og solskin en hård modstander i sidste ende. Men de to bands fik dog et publikum at spille for og det var meningen med den aften. Jeg er sikker på, at det kommer til at gå dem godt i fremtiden!

Og nu når det er sagt, så kan jeg se frem mod en ny uge og nye koncerter. Vi tager det lige lidt stille og roligt, så her er en god lille håndfuld anbefalinger til dem der trænger til at opleve noget god live musik.
  
Ons 5: Allah-Las + The Setting SonLoppen kl 21 for 120 kr.
60'er nostalgisk garagerock

Lør 8: TudsegammeltBeta kl 21 for 100 kr.
Rigtig old school hip hop med swing

Lør 8: Goldie Chorus + Dead Young OaksRust kl 21 for 40 kr.
Halvsyret Bowie dreampop og folkede harmonier

Søn 9: Marnie Stern + Two Trick PonyLoppen kl 21 for 90 kr.
Girls night out! Vilde piger der spiller spade for fuld tryk

Søn 9: Boho Dancer + WhoMadeWhoNemoland kl 18 + 20 for 0 kr.
Sommerdiskodans og dejlighed