30. jan. 2013

Gå lige ud og hør her! Denne gang med konkurrence!!

My Evil Twin

Det sker heldigvis ikke ret ofte, men i denne omgang kan jeg kun hitte på én koncert som jeg selv er nok interesseret i til at anbefale videre. Der er måske lidt kollektiv afslapning på programmet i stedet og pudsigt nok er det i hvert fald mit program for weekenden. Sidder nogle inde med gode koncerttips, så byd da for djævlen endelig ind med dem.
Til gengæld rummer dette indlæg noget helt særligt; nemlig MusikLarms første konkurrence! Tjek engang og vind måske. Først fredagens eneste anbefaling:

Fre 1: No Hay Banda + My Evil Twin i Ideal Bar kl 21 for 70 kr. (inkl. 1 øl)
Der er ved første lytning både en snert The Knife og en slat Erasure (!) i danske No Hay Banda og sammen med sprøde My Evil Twin bliver det en god aften med dansk alternativ elektropop for ganske få penge.






Ducktails

Men jeg vil derudover gerne give den anbefaling videre, at i alle bruger tiden til at lytte op på Frost programmet, for om en uge går det løs. Åbningskoncerten er med Elektro Guzzi på Zoologisk museum og jeg er selvfølgelig på pletten! 
Jeg har også været så uforskammet heldig at få lov til at udlodde to billetter til koncerten med Ducktails på Stengade d. 22 feb. Skriv en kommentar til mig i kommentarfeltet og så trækker jeg lod man. d.18 februar. Vinderen bliver offentliggjort her på siden så husk at holde øje!
Ducktails har lige udgivet sit tredje album, The Flower Lane, til flotte anmeldelser og her er til en start en lille forsmag på det uskyldsrene og solbeskinnede poprock (på dette nummer med en kærlig reference til gode gamle Supertramp).


22. jan. 2013

Gå lige ud og hør her! (25+26 jan)

http://fatherfigurerecords.com/wp-content/uploads/2012/08/forsideWEB.jpg
TM Hunter

Halløj københavnere, der er bud efter jer og jeres entusiasme og musikglæde! For rundt om i byen byder talenterne sig til og stiller sig håbefulde og sårbare på scenen for jer. Og der er både noget for de allerfattigste, for de følsomme og for de festglade. God fornøjelse! 

Fre 25: TM Hunter på Rust kl 22 for 40 kr.
Der er dømt endnu en tredobbelt koncertaften på Rust og udover fine stemningsfulde TM Hunter spiller også Lisa Alma kl 21 og We Are The Way For The Cosmos To Know Itself kl 23 (overhovedet ikke et besværligt bandnavn).

Fre 25: Vegas UdvalgteVega kl 20.30 for 100 kr.
Vega præsenterer nogle af de unge håb for dansk musik i fremtiden og på programmet er MØ, Billow, Broke, Ivory&Gold, Yo Felles og you.you.you. Aftenen foregår i et flow mellem Lille Vega og Vega Lounge og byder på den måde på nye sider af dansk musik såvel som det gamle stemningsfulde hus. 

Fre 25: Fenster i Amager Bio kl 22 for 75 kr.
Fenster er udforskende melodisk elektroakustisk indiefolkpop afbrudt af og mikset sammen med skøre reallyde og slagtøj. De virker på mig til at gå efter nogle fede spændingsfelter og det kan gøre det til en rigtig interessant oplevelse at overvære.  

Lør 26: TudsegammeltKB18 kl 21 for 50 kr.
Tudsegammelt er jo bare en fest, mand! 

Lør 26: Where Did Nora GoIdeal Bar kl 20 for 0 kr.
Der er en vis portion dramatik at spore i debutanten og sangerinde/cellist Astrid Noras musik og det er vældig lokkende på en sanseindtryksjunkie som mig. Denne aften er der releaseparty og Nora bakkes op af to andre bands.





20. jan. 2013

Blogger's got the bends

For at bryde mit eget weekendmønster af druk og dovenskab befinder jeg mig nu, stadig lidt til min egen overraskelse, i mit nærliggende fitnesscenter. Og jeg har præsteret at løbe hele 20 min i godt tempo! Hvis i var mig, var i stolte. Men for mig at se er de her turer generelt ikke specielt fornøjelige, overhovedet. Her lugter, motion gør ondt, det sluger tid jeg ikke har og musikken er altid helt igennem elendig! Denne dag var særlig dårlig fordi jeg er taget herhen uden kontaktlinser på og det har resulteret i gedigen rundtossethed og kvalme. Men så var det at min iPhone, som bare blandede musikbiblioteket for mig, spillede Radiohead lige som jeg var ved at nå mit løbemål; det gamle The Bends. Og så kan jeg love, at jeg fik sat en slutspurt ind af begejstring og til ære for det fantastiske nummer, der indimellem går i glemmebogen men altid bringer gode minder frem, når det popper op.
Dagens råd: dyrk motion til musik du elsker. Ikke bare det der har det rette tempo, men det der får energien og gejsten frem i dig.

16. jan. 2013

Guide til Frost Festival 2013

Nu varer det ikke mange dage før vinteren bliver noget sjovere og lysere og lidt nemmere at holde ud, for snart åbner Frost Festival op for deres perlerække af spændende koncerter, der finder sted rundt om i København fra 8 februar til 2 marts. Frost er over de sidste par år blevet kendt for at opsætte usædvanlige bands, indimellem i usædvanlige konstellationer, på usædvanlige spillesteder. Altså; usædvanligt gode muligheder for at få usædvanligt gode koncertoplevelser! Og fuck nu mig, det er da mega fedt og tiltrængt i februar måned, som er en totalt overset og uønsket måned, der som regel ikke byder på andet end fastelavn (ok chance for kostumefest - men hvem holder dem nu om dage) og min fødselsdag og det er nu engang en blandet fornøjelse at skulle fejre den efterhånden.

Nogle af koncerterne er allerede udsolgt og dem udelader jeg af min guide, for det er så frustrerende at se sig varm på en koncert og møde et UDSOLGT skilt ved billetkøbet. Men her følger mine anbefalinger til endnu tilgængelige koncerter:


8 feb. ELEKTRO GUZZI på Zoologisk Museum kl 21 for 120 kr
De her østrigske gutter har optrådt i min guide til Roskilde 2012 og jeg oplevede dem også på Melt! Festival. De spiller dansabel minimal techno på trommer, bas og guitar og en masse effekter og det er en fascinerende oplevelse, måske især for folk som mig der ikke i forvejen er bedste venner med genren. Elektro Guzzi bygger bro mellem begge verdener og det er jo smukt! 

9 feb. FOXYGEN på Bremen kl 23 for 0 kr
Lørdagene under Frost fejres på bedste vis hos Bremen, hvor der er gratis koncerter og DJ sets hele natten. Fremragende! Foxygen er en ung amerikansk duo på kanten af et gennembrud. De leger på organisk vis med genrerne og føjer deres egen moderne legesyge ungdom til 60'ernes psykedeliske rock. Det bliver så absolut en festlig nat.

 

14 feb. MODESELEKTOR på Vega kl 21 for 245 kr.
Hvis man skal overgive sig til kæmpefest med masserne, så kan man trygt gøre det med Modeselektor. Producerduoen der okser rundt i alverdens elektroniske subgenrer har før fået mig ud af min 'DJ's gælder ikke som koncert' indstilling, for der er virkelig gang i festen til deres optrædener. Og som ethvert ordentligt publikumsorienteret band kommer de ud over scenekanten og trækker én med ind i det pulserende kaos af lyd og lys.

15 feb. PETER SOMMER under Hotel Danmark kl 21 for 200 kr. Få billetter!
Jeg har stor respekt for Peter Sommer til trods for, at jeg ikke ejer hans musik og ej heller har hørt ham live før. Men han er ubestrideligt en af vores bedste og mest interessante sangskrivere og skal jeg se ham skal det uden tvivl være i en intim setting frem for som sidekick til Simon Kvamm på de store scener. Og mere intimt kan det nok ikke blive end når han denne aften spiller for et lille publikum i en p-kælder under Hotel Danmark. Meget poetisk og kunstnerisk i sig selv, tænker jeg.

16 feb. LARS AND THE HANDS OF LIGHT Bremen kl 23 for 0 kr.
Jeg så Lars and the... i duo udgave til Crunchy Christmas i december og det var fornøjeligt med deres lune og lidt skæve facon. Og så spiller de melodisk og lettilgængelig poprock med rødder i 60'erne, der favner bredt og inviterer indenfor til en vedkommende og, tør man sige det, hyggelig fest forstået på den bedste måde.

19 feb. MARTIN RYUM hos Copenhagen Piano kl 20 for 100 kr.
Martin Ryum har rødder i støjrock men som solo artist har han bundet den baggrund sammen med en udpræget lyrisk og poetisk side, der godt kan placere ham i familie med en kunstner som Nikolaj Nørlund. Denne aften handler netop om lyrik, når Martin sætter musik til digte af Inger Christensen og som en musiker der sagtens kan være de smertelige følelsers ambassadør, kan han højst sandsynligt give publikum en rigtig mindeværdig oplevelse i det tværkulturelle.

22 feb. DUCKTAILS (+ Max Gaia) på Stengade kl 21 for 110 kr.
Ducktails er synonym for Matt Mondanile  som er en af bagmændene bag dejlige Real Estate. Og lig med Real Estate spiller Mondanile kløgtig indierock med lyse og poppede elementer der med fine vokalharmonier og letsind sender vinterdepressionen retur.

23 feb. EGYPTIAN HIP HOP på Bremen kl 23 for 0 kr.
Den totale ungdomsfest i denne omgang bliver understøttet af dynamisk, undersøgende og livlig ungdommelighed. Egyptian Hip Hop er purunge debutanter der helt i tråd med deres samtid frasiger sig alle regler og dogmer og holder en fest for alle der fatter sympati for noget der minder om elektronisk indie/artrock. Nyt og spændende!


28 feb. MARIAM THE BELIEVER + CANCER i Koncertkirken kl 20 for 130 kr.
Der er noget der siger mig, at Mariam kan give sit publikum følelsen af at blive indviet i livskloge fortællinger med sit udtryk der både har melankolsk folkstemning og underfundig artpop over sig. Og sammen med den danske duo Cancer, der har baggrund i electronica grupperne When Saints Go Machine og Chorus Grant, er der stemningsfulde og måske ildevarslende fortællinger i vente.

28 feb. DAN DEACON + THULEBASEN på Jazzhouse kl 22 for 130 kr.
Er man i stedet til det mere lydnørdede og udsyrede, så er der to spændende repræsentanter at lade sig udfordre med på Jazzhouse. Dan Deacon er computernørden, der fusionerer alt tænkeligt elektronisk maskineri med trommer og Thulebasen er det utøjlede liveband, der skaber deres egen verden af støjende krautrock, freejazz og meget mere.

1 mar: SPEAKER BITE ME + BROKEN TWIN i Koncertkirken for 130 kr.
Uden at kunne kalde mig nær med det skelsættende danske band Speaker Bite Me, så tør jeg godt kalde det for en lokal sensation, at de deltager i festivalen. Det kompromisløse band har en vild, dramatisk og dyster lyd der har gjort dem markante i dansk rockhistorie uden at de har fået et bredt gennembrud. I samspil med sarte Broken Twin kommer til at rive og flå i nerverne.

2. mar: CTM + THE LATE GREAT FITZCARRALDOS i Koncertkirken kl 20 for 130 kr.
Festivalens sidste aften starter chillet og lækkert når først CTM aka Cæcilie Trier spiller silkeblød elektrosoul og The Late Great Fitzcarraldos fortsætter med deres sommerlige lo-fi elektropop der inviterer til at flyde ud med drinks og afslappede smil. Ren lækkerhed og udrenselse til den vintertrætte krop der forbereder godt til afslutningsfesten senere.

  

2 mar: BON HOMME på Bremen kl 23 for 0 kr.
Den sidste nattefest i denne omgang bliver leveret med garanti af Tomas Høffding, der når han ikke optræder med de andre fantastiske WhoMadeWho drenge, fortsætter elektropopfesten under sit alias Bon Homme. Jeg er ikke tvivl om, at det bliver en svedig og højenergisk afslutningsfest!


Hermed en kæmpe opfordring til at trodse vinterkulden og sløvsindet og få pillet ved både smilebånd, danseben, nerveender, nakkehår, det dunkende bashjerte og hele følelsesregistret. 
Du trænger til det!

  

Gå lige ud og hør her! (18+19 jan)

Tako Lako

 
Fællesnævneren for koncerterne denne weekend er endnu engang at gå ud og være nysgerrig. Der er udelukkende danske debutanter (dog bestemt ikke uerfarne) på programmet og de orienterer sig i vidt forskellige retninger. Jeg har opfordret før og her er den igen: Ud med jer, ud og opsøg det kreative vækstlag som vi er velsignet med her i landet! :)

Fre 18: Tako Lako + The Awesome WellesRust kl 21 for 100 kr.
Det kan godt blive lidt en vanvittig aften på Rust med både gal balkan og desperat og skarp postpunk. Så kom afsted hvis du trænger til at få rusket ugens strabadser ud af kroppen.
Tako Lako spiller også på HQ i Aarhus d 19 for 50 kr.

Fre 18: Annasaid + Snaredrum + Spökraket Radar (Aarhus) fra kl 21 for 0 kr.
Som en del af det dejlige gratis musikkoncept Musik Aarhus Festival, der desværre allerede er ved at nå sin ende, leverer disse tre bands deres bud på relevant indierock. Støt op om en god tilbagevendende begivenhed i Aarhus!

Lør 19: As the Sun Hits + Dead Young Oaks + Alex Canasta Rust fra kl 21 for 40 kr.
I aften byder Rust på noget for alle dem der bare gerne vil have noget god luftig og poppet indie; Henholdsvis sart støjpop. Sprød og ung naivistisk pop. Atmosfærisk og melankolsk pop. Det er i det hele taget godt at have pakket det sårede hjerte med i læderbæltetasken, for det kommer sikkert til at gøre ondt på den gode måde.







9. jan. 2013

Gå lige ud og hør her! (11+12jan)

Bottled in England
 Små skridt...så er året ved at komme i gang. Der er ikke fuldt blus på koncertkalenderen endnu og det er i og for sig okay, for før vi ved af det melder stress og desperation sig i ærgrelsen over at man ikke har tid og penge til at komme ud til alle de vilde, spændende og fantastiske musikoplevelser der byder sig voldsomt til. Denne her weekend i årets spæde start har en elektronisk kant tilfælles og de er desværre enige om at finde sted på fredag. Men så er der jo kun én ting at gøre; gå ud og hav den vildeste fredag siden nytårsfesten og gem vinterhyggen (med udsigt til sne?), filmen og snasken til lørdag. God fornøjelse med at kickstarte musikåret 2013!


Fre 11: Bottled in England i Lille Vega kl 21 for 125 kr.
Drum n' Bass er ikke egentlig lige min scene, men jeg har oplevet Bottled in England ved et tilfælde før og med deres vilde energi og liveoptræden får genren meget mere mening for mig. Duoen har kun to Ep'er med sig men en masse spændende samarbejdspartnere som Lydmor og Troels Abrahamsen og mon ikke nogle af de gæster er med på scenen fredag også.

Fre 11: In Memoirs + StarGoesCandy + Umatic KB18 kl 21 for ...0 kr...?
Club Beat Me på KB18 leverer tre vældig fine bud på dansk alternativ pop. Uanset om man har smag, øre og pophjerte for det med sart soul, det inderligt længselsfulde eller det lidt retro 90'er festlige elektropop - og vel sagtens noget derimellem.

Fre 11: Touchy Mob + TellavisionMusikcafeen kl 21 for 75 kr.
Den unge gut bag Touchy Mob mixer en følsom folket sangstemme med akustisk guitar og simple elektroniske beats og skaber en slags "folk-techno". Det kvindelige modstykke i Tellavision benytter sig af det kunstinstellationsagtige trick looping og skaber sin musik på stedet. Sammen leverer de en virkelig interessant aften for de lo-fi glade der hellere flyder lidt hen end hopper på dansegulvet.