Gå lige ud og hør her! (uge 9)

William Fitzsimmons 2.3.14 i Lille Vega

Denne weekend har jeg hverken drukket øl eller hørt musik (hvad sker der...!?), men jeg har siddet på min arbejdsplads og lyttet og snakket og tænkt hele lørdag og hele søndag og jeg er lige så kvæstet som hvis jeg havde haft tømmermænd. Det der forpligtende voksenliv der...det er lige så besværligt som det turbulente selvdestruktive ungdomsliv. Hvordan bliver pensionisttilværelsen mon? Næste weekend er der alle muligheder for at gå splitravende bananas i tilbud, men der har jeg så valgt at tage til hjemstavnsbyen og lytte til hvordan Green Lives har valgt at komprimere deres solskinspop på deres længe ventede debutalbum. Jeg håber, at opleve forår inde på spillestedet Atlas! 

Godnat, nu går jeg i seng med min computer og Girls.

Tir 25 feb: Breton på Beta kl 20 for 105 kr.
Dark disco til de utilpassede dansere i dysfunktionel familie med fx superinteressante Suuns.

Ons 26 feb: Mutual Benefit i Ideal Bar kl 21 for 120 kr.
Sprød og smuk americana folk med et moderne og personligt præg.

Tor 27 feb: Tom Odell i Store Vega kl 20 for 200 kr. (få billetter!)
Hvis jeg var 18 var denne unge mand med den intense og dramatiske, voluminøse stemme nok ham jeg græd mine henførte teenagetårer for.

Fre 28 feb: Skambankt i Pumpehuset kl 21 for 150 kr.
Pompøs melodisk rock a la Queens of the Stoneage på norsk.

Fre 28 feb: No More + Oracle O. + Miss Fish and the Drowners på Stengade kl 21 for 50 kr.
3 x ukonventionelle, rå, flamboyante, uregerlige bands på en fantastisk nervepirrende og grænserykkende aften.  

Fre 28 feb: Blackbird Blackbird på KB18 kl 21 for 50 kr.
Drømmende electronica som før har været omtalt her på bloggen med en...mjaa... kritisk vinkel - men dog anbefalelsesværdig.

Fre 28 feb: The Great Dictators på Loppen kl 21 for 50 kr.
Den skønne danske udgave af The National - kort og unfair fortalt.

Lør 1 mar: Sohn i Pumpehuset kl 21 for 165 kr. (Frost Festival)
Sohns minimalistiske og følsomme electronica bærer klare referencer til James Blake, men hvor Blake altid har kedet mig, har Sohn en dragende effekt på mig med sine smukke og sorgmodige soul'ede vibes.

Søn 2 mar: William Fitzsimmons i Lille Vega kl 20 for 150 kr.
Fløjlsblød amerikansk singer/songwriter i sjælefællesskab med Iron & Wine og Thomas Dybdahl.

Søn 2 mar: The William Blakes m. venner i Amager Bio kl 19 for 170 kr.
De kreative legesvende hoster en fastelavnsfest af dimensioner og donerer tilmed overskuddet til Haiti. Det eneste rigtige sted at fejre fastelavn!

Søn 2 mar: of Montreal + 4 Guys From the Future på Bremen kl 20 for 200 kr. (Frost Festival)
Frost Festival rundes af med et fyrværkeri af skøn skør indierock.

  

Connan Mockasin - Connan forføreren! (Frost Festival 2014)

Jeg havde ikke ret meget viden om den lille excentriske mand fra New Zealand på forhånd. Jeg kunne kun konkludere, efter at have lyttet til albummet Caramel, at jeg nok kunne forvente alt muligt belagt med en lummer undertone og jeg var virkelig spændt, da jeg ankom til Bremen. Som en forsmag på den uformelle oplevelse der var i vente, kunne jeg stå og betragte Connan snakke med en pige ude på gaden, imens jeg ventede på min veninde. Nogle af hans bandmedlemmer daskede over og hentede ham og alle gik indenfor da opvarmningen med Chorus Grant skulle til at begynde. Bremens teatersal dannede de helt passende bløde og intime rammer for denne aften, hvilket Connan også indikerede senere ved at referere til en mail fra sin danske onkel, der fortalte om teatrets fortid som softporn biograf under Simon Spies tid. Fra det øjeblik den pudsige mand, der umiddelbart lignede en person med socialt akavede tendenser sådan som han stod lettere krumrygget og med bøjet hoved, kom ind på scenen begyndte en usædvanlig tyk flirt mellem ham og publikum! Ud under det afblegede hår sendte Connan lange skælmske blikke ud til os, der fik alle til at rykke perplekse rundt i sæderne og juble højt, da han startede nummeret Do I Make You Feel Shy. Connan viste hurtigt, at han er totalt uforudsigelig i sin gang på scenen; det ene øjeblik var han ude på scenens yderste hjørner og kanter, det næste ude blandt publikum og hans band måtte hele tiden holde nøje øje med hvornår han havde tænkt sig at gå fra stoner vævende intro til at sætte numrene igang, hvilket han hver gang gjorde eftertrykkeligt med de fedeste lækreste bluesagtige guitarrifs der har den karakteristiske undervandslyd akkompagneret skarpt og præcist af resten af bandets bløde funky basrytmer og toppet med den nu så kendetegnende caramelsovs af soul. Da hans smukke percussionist/keyboardspiller skulle agere grædende pige i nummeret Why Are You Crying og ikke helt kan holde masken, sætter han sig ned blandt publikum og klapper anerkendende af hendes præstation. Et øjeblik senere er han smuttet om til lydmanden og opfordrer derfra publikum til at rejse sig op fra sæderne og danse. Det gør vi og vi bliver ved resten af aftenen. Publikum er unisont begejstrede og hylder Connan i alle ledige stunder med klap, pift og indforståede grin af alle hans udskejelser og ydmyge taksigelser. Til slut topper han ekstranummeret af ved at komme tilbage på scenen under en dyne og afslører sig selv i hvid åbenstående kimono sammen med en japansk skønhed som for at genskabe det hotelværelse i Tokyo, hvor Caramel blev til. Denne aften blev lige dele mærkværdig, underholdende og fyldt med virkelig lækker musik, der for mig at høre fik flere lag af dybde og karakter end på indspilningen. Forhåbentlig var denne koncert ikke Connan Mockasins første og eneste i Danmark. Han ved i hvert fald nu, at han har et ovenud dedikeret publikum her som vil være vilde for at opleve ham igen!  

Connan; I wanna roll with you, you are such an easy flirt;)

Denne koncertbeskrivelse er skrevet under indtagelse af en halv bøtte Caramel Chew Chew is...

 

Gå lige ud og hør her! (uge 8)

Basia Bulat 23.02.14 i Ideal Bar

Der skete det ubegribeligt frygtelige sidste søndag aften, at jeg blev så syg med feber, at der ikke var andet at gøre end at kravle under sweatre, tæpper og dyner og lade både Bill Callahan og Moonface i tirsdags udføre deres magi uden mig. Sjældent har jeg været ude for noget så tragisk! Jeg nåede gudskelov at blive frisk igen til Connan Mockasin (og mere om ham i et separat indlæg) og undgik derved en lettere vinterdepression. Jeg har lidt mindre på programmet til den næste uge og det er måske meget heldigt for mit eget vedkommende for lige nu fylder dagjobbet, skolereform og nedskæringer en god portion af dagligdagen og weekenden er dedikeret til problemknusning. 

 

Tor 20 feb: Beastmilk i Pumpehuset kl 20 for 120 kr.
Debuterende finsk postpunk med tunge solide melodier og nerve. 80'er mastodonter som The Cure og Joy Division nævnes som klare inspirationskilder. Jeg synes også at høre nyere navne indenfor genren som White Lies i Beastmilk. 

Tor 20 feb: Birthgiving Toad + PRE-Be-UN på KB18 kl 21
Pladeselskabet Tambourhinoserus præsenterer to af sine mindre kendte men mere eksperimenterende kunstnere. Den første excellerer i flippede skæve rockkompositioner og den anden i et blødere popelektronisk univers. Fælles for begge vil være enestående håndteringer af musikalsk udfoldelse sat udenfor klassiske betegnelser.  

Lør 22 feb: Teitur + Boho Dancer i Store Vega kl 20 for 225 kr.
Mere tilgængeligt er det med den fine sanger og sangskriver Teitur. Han sørger for en aften med fortællinger og fine stemninger i et garanteret intimt og personligt rum - på trods af at det er store Vega. Som opvarmning træder den talentfulde folkgruppe Boho Dancer til. 

Søn 23 feb: Basia Bulat i Ideal Bar kl 20 for 130 kr.
Canadiske Basia har en stemme og en intensitet i sine folkpop numre, der minder mig om at lytte til Tracy Chapman på teenageværelset. Der er bare noget der taler til den søgende iltre unge inde i mig.  

Jenny Wilson for president! - Vega 7.2.14

Er det ikke noget med, at vi snart kan få brug for at vælge ny statsminister? Jeg stemmer for Jenny Wilson som bedst egnede kandidat! Fra første toneanslag i en velbesøgt og energipumpet Store Vega sal ved man bare, at denne her aften vil blive styret med stram hånd og kompromisløs beslutsomhed. Jenny kommer ind gemt godt væk bag solbriller og hættetrøje, men det betyder ikke, at hun ikke er nærværende. Efter at have markeret sig som en anden rebelsk sejrherre der lader sig hylde af sine tilhængere, giver hun gengæld og hylder dem igen med sit stort opsatte backing band og et gedigent lysshow der markerer et eftertrykkeligt skridt videre fra low fi alternativ popprinsesse til fuldblods beskidt klubdronning. Der bliver ikke leflet, det er nye tider, og de få kendte numre fra gamle plader, som hun spiller, har hun genkomponeret så de falder i tråd med hendes seneste stærke album Demand the Impossible! Det ved jeg skuffer mange gamle fans, men jeg synes at det gav aldeles god mening hele albummets tilkomst taget i betragtning, som handler så meget om transformation, oprør og modstand. Hele vejen igennem føler jeg, at Jenny har et budskab til mig og det fanger min opmærksomhed fuldstændig på trods af, at jeg i min egen fødselsdags anledning har aftenen fuld af distraherende emner som dejlige veninder og frit flow på fadøllene. For ligesom at slutte de propagandistiske salutter af og understrege foreningen af prædikant og tilhørere, blev en strøm af begejstrede piger til sidst trukket op for at indtage scenen sammen med hende i et sidste danseinferno. 

Tak Jenny, du gik direkte ind til min underdanige, usikre tøs og gav hende god inspiration til at markere styrke og selvsikkerhed. Hvilken bedrift:)

     

Gå lige ud og hør her! (uge 7)

Rumpistol 15.02 på Rust

Det er hårdt at fejre fødselsdag. Især når det nu uundgåeligt er midt på vinteren hver eneste gang. Jeg havde et brag af en dag og aften i sædvanlig god stil med alt for mange øl og for lidt nøjsomhed. Jeg nøjedes dog med at iføre mig tynde nylonstrømper og shorts og det kan ikke helt utænkeligt være årsagen til at jeg nu sidder og fryser med ømme lemmer og hævede halskirtler. Ahrem...jeg fortrænger det lige indtil videre, for i aften spiller Bill Callahan og det skal da ikke gå udover ham at jeg ikke kan klæde mig fornuftigt på. Og i næste uge indhenter jeg på min bid af Frost programmet når både Moonface og Connan Mockasin fylder i kalenderen. Sygdom? Nejnej, ikke her! 

Tir 11 feb: Bombay Bicycle Club i Store Vega kl 21 for 200 kr.
Jeg kan kun holde af dem. Det ene øjeblik kejtede og uskyldige poppoeter og det næste et bombardement af funky rytmer eller hidsige temposkift. De formår at give næsten hvert eneste nummer personlighed og uforudsigelighed og de er en fest på scene! 

Tir 11 feb: Moonface (Frost Festival) i Koncertkirken kl 19 for 150 kr.
Lidt åndeligt må det næsten blive når Moonface fylder kirkerummet op med sit pianospil og intense stemme. Jeg er vældig spændt.

Tor 13 feb: Glenn Branca + Stephen O'Malley på Huset/Planeten kl 21 for 275 kr.
Her er jeg lidt på dybt vand, men som jeg forstår det, er de to herrer sande revolutionærer indenfor guitarspil. Dels for hvordan guitaren kan bruges i store symfoniske kompositioner og hvordan den skrues helt ned i superminimalistisk drone. Hvis man er fan af instrumentet kan det kun blive lærerigt!

Fre 14 feb: Samaris + Blaue Blume på Rust kl 21 for 95 kr.
Kølig islandsk electropoppoesi og storladent dansk rockdramatik.Kombinationen af dem på samme aften, vil med garanti gøre denne kærlighedsdag stemningsfuld og følelsesladet på den helt fine måde. 

Lør 15 feb: Deep Dark Woods i Lille Vega kl 21 for 130 kr.
Canadisk country med ondt i sjælen og sorte udsigter til at komme ud af den dybe og vilde skovs forviklede favntag.  

Lør 15 feb: Rumpistol på Rust kl 21 for 50 kr.
Boblende, atmosfærisk og lækker blød electronica som man kan tage sig en belejlig drømmetur tilbage til sommeren med.

Lør 15 feb: Connan Mockasin (Frost Festival) på Bremen kl 20 for 130 kr.
Den lille pudsige albino soulmand vil varme op under sæderne på Bremen og sætte lidt farve i de kolde blege kinder. Efter koncerten er der gratis adgang til natbar og koncert med den nye konstellation Slow Celebration der er halvt Rangleklods og halvt Reptile Youth.

Gå lige ud og hør her! (uge 6)

Sakaris 8.2.14

Er det ikke søndag længere?? Mystisk. Jeg må være blevet ramt af den tidsløse fornemmelse der indtræder, når man har ferie. For jeg har en enkel uges velsignet ferie nu og jeg skal nyde hvert øjeblik i den hvide februardis med gode venner, musik og en uundgåelig fejring af mit 32 (gisp!) år. Den seje dame som jeg skal dele dagen med er Jenny Wilson og jeg glæder mig meget til at opleve en kvinde der så gennemført repræsenterer skrøbelig sårbarhed og ukuelig styrke i ét. Som opvarmning til koncerten med Jenny tager jeg på Statens Museum for Kunst og ser hvad Frost Festival har tænkt sig at byde på, når de slår pjalterne sammen med museet om at stable en fredagsbar på benene med hemmelige koncerter, kunst, mad, drinks og kultiverede hipsters. What a day!

Tir 4 feb: Jomi Massage i Cinemateket kl 19.15 for 70 kr.

Jomi spiller en improviseret koncert som akkompagnement til stumfilmen Asphalt fra 20'erne. En spændende kulturel oplevelse på flere planer. 

Ons 5 feb: Au Revoir Simone på Loppen kl 21 for 130 kr.

Amerikansk pigetrio der spiller cute og fængende synthpop.

Tor 6 feb: Indians (Frost Festival) i Konservatoriets Koncertsal kl 20 for 190 kr.

Low-fi stjerneturschiller til at berolige sanserne.

Fre 7 feb: Jenny Wilson i Store Vega kl 20 for 220 kr. (få billetter!)

Visionær frontløber indenfor den alternative progressive pop og et stærkt forbillede for alle der har oplevet modgang. 

Lør 8 feb: Sakaris + Steso + Lover Lover på Loppen kl 21 for 60 kr.

Tre færøske bands der repræsenterer henholdsvis rendyrket 80'er clubpop, ambient chill-out og dekadent festlig pop.  

Søn 9 feb: Bill Callahan i Store Vega kl 20 for 280 kr.

Tænksom og moden akustisk folk med melankolske men dog varme toner til det publikum der trænger til at blive rørt og omfavnet lidt.