29. okt. 2012

Grrrrrizzly Bear

Grizzly Bear (lånt af Soundvenue)
Jeg må erkende, at jeg var noget søndagsramt, da det endelig i går aftes blev tid til koncert med amerikanske Grizzly Bear, som jeg havde glædet mig meget til. Men jeg fik altså en ufortjent belønning for at tage mig sammen og holde mig oprejst! 
Jeg har et svagt minde om at stå en lignende søndag og lytte til det for mig (og åbenbart de fleste andre) dengang ukendte band på et ganske mennesketomt Voxhall. Siden da har jeg været nære venner med deres album Veckatimest og holder for hver gennemlytning mere og mere af deres nyeste album Shields. Vi ankom til Falconer salen og nåede lige at høre de tre sidste numre fra opvarmningsbandet Villagers som på den ene side vakte min interesse, for der var en forunderlig snert Bright Eyes i deres lyd og det er nok til, at jeg skal have lyttet noget mere til dem. Til gengæld var lyden teknisk set miserabel! Og et øjeblik var jeg ret nervøs for, hvordan aftenen dog skulle forløbe. Men uanset om lydmanden enten vågnede fra sit koma eller svinede Villagers for at få Grizzly Bear til lyde bedre eller vi ændrede placering til det bedre, så virkede det til at lyd og rum foldede sig ud, da Grizzly Bear gik på scenen og fyldte salen med deres helt vidunderlige stemmer. Grizzly Bears numre er ikke alle lige lette eller tilgængelige for ikke at sige mærkværdige. Men det var som om, at alt hvad de valgte at spille i løbet af de omkring halvanden time blev vedkommende, nærværende og fængslende flot. Udover et utroligt fint scenelysshow med nogle svævende lanterner, der i min optik lignede græskarhoveder med skiftende ansigtsudtryk, blev hvert eneste nummer interessant bare idet at alle synger og man følger med i de utroligt smukke harmonier. Og så var det dejligt, at det ikke kun handler om skønsang men at Grizzly Bear også kan lyde hårdt, skramlet og uskønt. Bandet var også veloplagte og humoristiske og for selv min søndagslukkede tilstand, var det ret umuligt ikke at blive henført og underholdt hele vejen igennem.   

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar