Jeg havde ikke ret meget viden om den lille excentriske mand fra New Zealand på forhånd. Jeg kunne kun konkludere, efter at have lyttet til albummet Caramel, at jeg nok kunne forvente alt muligt belagt med en lummer undertone og jeg var virkelig spændt, da jeg ankom til Bremen. Som en forsmag på den uformelle oplevelse der var i vente, kunne jeg stå og betragte Connan snakke med en pige ude på gaden, imens jeg ventede på min veninde. Nogle af hans bandmedlemmer daskede over og hentede ham og alle gik indenfor da opvarmningen med Chorus Grant skulle til at begynde. Bremens teatersal dannede de helt passende bløde og intime rammer for denne aften, hvilket Connan også indikerede senere ved at referere til en mail fra sin danske onkel, der fortalte om teatrets fortid som softporn biograf under Simon Spies tid. Fra det øjeblik den pudsige mand, der umiddelbart lignede en person med socialt akavede tendenser sådan som han stod lettere krumrygget og med bøjet hoved, kom ind på scenen begyndte en usædvanlig tyk flirt mellem ham og publikum! Ud under det afblegede hår sendte Connan lange skælmske blikke ud til os, der fik alle til at rykke perplekse rundt i sæderne og juble højt, da han startede nummeret Do I Make You Feel Shy. Connan viste hurtigt, at han er totalt uforudsigelig i sin gang på scenen; det ene øjeblik var han ude på scenens yderste hjørner og kanter, det næste ude blandt publikum og hans band måtte hele tiden holde nøje øje med hvornår han havde tænkt sig at gå fra stoner vævende intro til at sætte numrene igang, hvilket han hver gang gjorde eftertrykkeligt med de fedeste lækreste bluesagtige guitarrifs der har den karakteristiske undervandslyd akkompagneret skarpt og præcist af resten af bandets bløde funky basrytmer og toppet med den nu så kendetegnende caramelsovs af soul. Da hans smukke percussionist/keyboardspiller skulle agere grædende pige i nummeret Why Are You Crying og ikke helt kan holde masken, sætter han sig ned blandt publikum og klapper anerkendende af hendes præstation. Et øjeblik senere er han smuttet om til lydmanden og opfordrer derfra publikum til at rejse sig op fra sæderne og danse. Det gør vi og vi bliver ved resten af aftenen. Publikum er unisont begejstrede og hylder Connan i alle ledige stunder med klap, pift og indforståede grin af alle hans udskejelser og ydmyge taksigelser. Til slut topper han ekstranummeret af ved at komme tilbage på scenen under en dyne og afslører sig selv i hvid åbenstående kimono sammen med en japansk skønhed som for at genskabe det hotelværelse i Tokyo, hvor Caramel blev til. Denne aften blev lige dele mærkværdig, underholdende og fyldt med virkelig lækker musik, der for mig at høre fik flere lag af dybde og karakter end på indspilningen. Forhåbentlig var denne koncert ikke Connan Mockasins første og eneste i Danmark. Han ved i hvert fald nu, at han har et ovenud dedikeret publikum her som vil være vilde for at opleve ham igen!
Connan; I wanna roll with you, you are such an easy flirt;)
Denne koncertbeskrivelse er skrevet under indtagelse af en halv bøtte Caramel Chew Chew is...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar