9. feb. 2014

Jenny Wilson for president! - Vega 7.2.14



Er det ikke noget med, at vi snart kan få brug for at vælge ny statsminister? Jeg stemmer for Jenny Wilson som bedst egnede kandidat! Fra første toneanslag i en velbesøgt og energipumpet Store Vega sal ved man bare, at denne her aften vil blive styret med stram hånd og kompromisløs beslutsomhed. Jenny kommer ind gemt godt væk bag solbriller og hættetrøje, men det betyder ikke, at hun ikke er nærværende. Efter at have markeret sig som en anden rebelsk sejrherre der lader sig hylde af sine tilhængere, giver hun gengæld og hylder dem igen med sit stort opsatte backing band og et gedigent lysshow der markerer et eftertrykkeligt skridt videre fra low fi alternativ popprinsesse til fuldblods beskidt klubdronning. Der bliver ikke leflet, det er nye tider, og de få kendte numre fra gamle plader, som hun spiller, har hun genkomponeret så de falder i tråd med hendes seneste stærke album Demand the Impossible! Det ved jeg skuffer mange gamle fans, men jeg synes at det gav aldeles god mening hele albummets tilkomst taget i betragtning, som handler så meget om transformation, oprør og modstand. Hele vejen igennem føler jeg, at Jenny har et budskab til mig og det fanger min opmærksomhed fuldstændig på trods af, at jeg i min egen fødselsdags anledning har aftenen fuld af distraherende emner som dejlige veninder og frit flow på fadøllene. For ligesom at slutte de propagandistiske salutter af og understrege foreningen af prædikant og tilhørere, blev en strøm af begejstrede piger til sidst trukket op for at indtage scenen sammen med hende i et sidste danseinferno. 
Tak Jenny, du gik direkte ind til min underdanige, usikre tøs og gav hende god inspiration til at markere styrke og selvsikkerhed. Hvilken bedrift:)



     

Ingen kommentarer:

Send en kommentar