16. jun. 2014

Gå lige ud og hør her! (uge 25)

The Kooks på Vega 19.06.14


Jeg må erkende, at jeg ikke er den der er god til at lave mine lektier på forhånd, så endnu engang er et søndagsindlæg blevet til et mandagsindlæg. Denne gang er det fordi Northside Festival optog min tid og det er vel ikke en helt dårlig begrundelse trods alt. I år havde festivalen, til forskel fra sidste år, fået de tre scener på det forholdsmæssigt lille område til at fungere rigtig godt. De generede ikke hinanden, når der var overlap mellem koncerterne og koncerterne var velplacerede. Den mindre og mere intime P6 Beat scene blev hurtigt min favorit og satte til gengæld de to store open air sceners svagheder i skærende kontrast. Gudskelov var weekenden velsignet med perfekt festivalvejr, men foran en open air scene giver man altså hurtigt køb på lydkvalitet og nærvær i koncertoplevelsen. Jeg så de fleste af koncerterne på disse fra doven afstand på tæpper midt på pladsen, hvor man ikke helt behøver forholde sig til aktiviteterne på scenen og det føles ærligt talt noget slapt. Mine musikalske højdepunkter fandt som sagt primært sted på festivalens mindste scene i selskab med James Vincent McMorrow, Cold Specks og Wild Beasts og så levede Arcade Fire op til alle mine forventninger og spredte glitter over aftenhimlen igår med deres vilde energi, kæmpe band, store nærvær og en omgang caribiske olietønder og konfettikanoner. Et andet højdepunkt var gensynet og genhørsglæden med Mew som er et af de få bands jeg kender med et pletfrit bagkatalog. Der er et album på vej og det glæder jeg mig til at høre.

Nu kan det lige så stille mærkes at byens spillesteder drosler ned og ferietilstanden indfinder sig. Der er længere imellem koncerterne de næste par måneder, men der er til gengæld utallige festivalbegivenheder at deltage i og noget for enhver smag. Fx gadefest på Frederiksberg fre, lør og søn og Copenhagen Jazz Festival i starten af juli. Her er imidlertid mine bud på hvad denne uge har at tilbyde:

Tor 19 jun: The Kooks i Store Vega kl. 20 for 320 kr.
Langhåret poppet rock som briterne har for vane at lave det. Jeg har ikke hørt dem siden hittet Ooh La men de lever tilsyneladende endnu, for der kommer et album til september med en mere R'n'B agtig lyd. Spændende da.

Tor 19 jun: Rosenthal + Made In October i Byhaven kl 19 for 0 kr.
Elektronisk lo-fi drømmende pop projekter perfekt til lun sommeraften, vin og en at kramme eller danse med. 

Fre 20 jun: Sort Kat Hvid Kat + Mig & Mikkel i Byhaven kl 19 for 0 kr.
Det kan blive en sprød og kærlig fredag med to københavnergrupper der med enkle midler spreder god lyrik, præcise beats og kærlig stemning.
Lør 21 jun: Em i Ideal Bar kl. 21 for 0 kr.
Der er noget Szirley over den tidligere Voice vinder Em. Den soullækre stemme er der, de begavede tekster og den feminine fandenivoldskhed. Tag veninderne med til releasefesten og se Em vokse op.





ROSKILDE ANBEFALING # 4
Igen i år vil MusikLarm være repræsenteret på Roskilde Festival og som en lille énkvinde geshäft kan det være svært at dække programmet på rimelig og retfærdig vis. Så denne gang har jeg fået assistance til anbefalingerne af en flok venlige musikentusiaster. Den fjerde bidragyder er journalist, forfatter og musikbloggeren bag Major Tom Tommy Heisz. Her er hans vigtigste anbefaling:

Mamar Kassey - fredag kl 18, Pavilion
Det er lidt en tilsnigelse at påstå, at Mamar Kassey er min vigtigste Roskilde-koncert. Når jeg alligevel vælger at slå ned på den, er det for at fremhæve den som repræsentant for World-scenen, som i mine øjne er rigtig stærkt repræsenteret i år. Og på en Roskilde Festival, hvor hovednavnene ikke for alvor får det til at kildre i maven på mig, bliver det nok meget den slags mindre koncerter, jeg kommer til at styre efter.

Mamar Kassey kommer fra Niger og leverer en pudsig blanding af pop, traditionel afrikansk musik, jazz og ørkenrock. Alt sammen leveret nærværende og indlevende af super-talentfulde musikere med sanger og fløjtenist Yacouba Moumouni i spidsen.

Jeg kan allerede nu se for mig, hvordan støvet fredag aften ved 18-tiden vil blive trampet op af danseglade mennesker foran Pavilion-scenen på den selvfølgelig varme og regnfri festival. Den lille scene har dannet ramme om nogle virkelig fine world-koncerter de seneste år, og jeg aner her endnu et højdepunkt. Ikke mindst fordi denne koncert samtidig vil fungere som den perfekte opvarmning til koncerten samme aften klokken 21 på Arena, hvor Damon Albarn spiller sange fra sit fremragende soloalbum Everyday Robots. Et album, hvor der igen trækkes enkelte tråde til Albarns glæde for den vestafrikanske musik.

Mamar Kassey spiller fredag kl. 18 på Pavilion. En lille forsmag kan høres her: 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar