Det er blevet den tid på året igen. Over den sidste måneds tid har jeg samlet sammen på camping gear, festivalkjoler, renseservietter, gear til toilettasken i ministørrelse og alt det nødvendige festival overlevelsesudstyr. Nu nærmer afgang sig og en hel uge med et alverdens type koncerter venter. Jeg må indrømme, at Roskilde med deres drypvise afsløringer i foråret aldrig virkelig fik mine sommerfugle til at flakse i maven, men jeg tog naturligvis ja-hatten på og lyttede programmet grundigt igennem for alt der tilnærmelsesvis kunne interessere mig og som altid dukker der masser af spændende godter op i mængden. Og nu er der lutter smil og positive forventninger herfra! Her er mit optimale program - hvis bare jeg ville kunne holde mig oprejst og klar nok i hovedet til at tage det hele ind...
Mandag d 30 juni:
For første gang i mange år ender jeg nok med spankulere rundt på pladsen allerede i dag og det er fordi de to warm up scener har så solidt og interessant et program. Det ville være en skam at spilde tiden på at samle kræfter i København imens det her foregår.
Hvorfor ikke starte med en fest og danse dagen i gang med Brynjolfurs take på house tilsat en god portion discobas kl 15.00 på Apollo. I år kræver det en gåtur over til camping øst for at følge de unge pop og rock håb på Rising scenen. Det bliver hektisk for der er og har altid hersket kaotiske tilstande på øst. Men der er meget at komme efter, for allerede 15.30 spiller Get Your Gun mørk, håbløs, nordisk, regnvåd westernrock og det er slet ikke for tidligt til noget tung guitar på dette tidspunkt. Så kan man til gengæld spare kræfterne og blive hængende nogle timer vartet op af servicecenter østs mange muligheder og disse tre danske bands: Blaue Blume høster velfortjent meget opmærksomhed for tiden. Og jeg er altså også svært fascineret af deres omhyggeligt konstruerede dramapop og glad for ligheden med mine yndlinge i Wild Beasts. Det er kl 17.00. Bare slap af for Kl 18.30 er det The Divers der overtager med en anden form for dramapop. Dyb mand, lys pige og 80'er sprøde elektroniske melodier. The Minds Of 99 runder mit program på Rising af kl 20.00. Jeg kan lide deres mere eller mindre bevidste hyldest til Kliché og det tidlige TV2 og de slipper afsted med det med selvstændigheden i behold. Så er det gang i bentøjet igen, for kl 22.30 spiller Jaakko Eino Kalevi på Apollo Countdown. Det er et helt særegent udtryk Jaakko har skabt. Chillet, analogt og elektronisk, hypnotisk og lidt kitchet. Og ret lækkert.
Og herefter kan festen fortsætte i alle de tossede lejre varmet op af den euforiske stemning der er, når Roskilde er dugfrisk og den opsparede energi slippes løs i natten.
Tirsdag d 1 juli:
Det er om at smide tømmermændene af sig hurtigt, for tirsdagen skydes i gang med et temmelig tosset og lettere opmærksomhedskrævende band. Kl 14.00 åbner Tidlige Armbånd Rising scenen. Jeg har lige oplevet den flippede gruppe og når kulturchokket har lagt sig og man overgiver sig til deres uregerlige måde at gribe tekst og melodi an på, så er man også blevet del af en skøn folkefest. Med fornyet energi kan man skynde sig til Apollo kl 15.00 og høre smukke islandske Samaris spille islandske digte genfødt som elektroniske små knitrende perler. Og hvis det hele ligesom godt må fortsætte i et helt lavt gear, så bliver man og chiller sin tirsdag videre her sammen med Unkwon kl 16.30. Men så er det også på tide at vende tilbage til det der på så mange måder er Roskilde for mig; uforfalsket rock. Og det henter man sig en dosis af på Rising kl 17.00 med Kindred Fever som giver mig lidt af den punkrock oplevelse som The Hives fx står for. My Heart the Brave som jeg har anbefalet flere gange overtager scenen kl 18.30 og jeg glæder mig til at opleve hans levende og organiske elektropopsymfonier udfolde sig. Kl 23.00 runder Mont Oliver mit program på Rising af. De er brudt igennem med deres egen form for forvrængede r'n'b agtige pop og det er sgu funky altså.
Onsdag d 2 juli:
Det er blevet dagen hvor jeg i mit program tager den med ro og mon ikke det passer det aldrende system meget godt. Jeg vil gå til Rising kl 14.00 og se mit hypede bysbarn Karl William synge om det århusianske ungdomsliv. Så lunter jeg over til Apollo og lægger mig i noget græs for at lytte til Shadow Shadow imens en romantisk science fiction film kører på det indre lærred kl 15.00. Efter en af de få pauser med fri leg, som det her program tillader, er det tid til danske Kill J med de skarpe beats og den faretruende papirstynde fine vokal kl 18.30 på Rising. Jeg bliver der resten af aftenen og skruer op for guitarforstærkeren igen med først skandinavisk indierock fra Könsförrädare kl 20.00 og til sidst for alvor med The Awesome Welles kl 23.00 der har en dejlig arrig og mørk lyd.
Okay, så ryger træningshjulene og vi kører videre på de voksnes præmisser. Nu bliver det for alvor internationalt og der kæmpes i alt fra flue- til sværvægt kategori. Torsdag er dog ikke dagen hvor mine løbeevner bliver testet af, for der er kun et par acts jeg virkelig må se. Men det giver også plads til eksperimenter og det første af dem bliver med det der hip hop noget. Earl Sweatshirt får æren kl 17.30 på den nye scene Avalon. Hans teenagesløve mørke univers er sært betagende. Opvarmet på genren er det den rene fest at fortsætte med gode gamle Outcast kl 18.30 på Orange, hvilket det nok var alligevel og her vil jeg påstå at alle ligesom kan være med. Man skal til gengæld være i kontakt med sin kvindedepri side, når smukke Lykke Li spiller på Arena kl 20.30. Hun forstår at formidle hjertesorg, frustration, smerte og håb med stemningsfuld, opfindsom instrumentering og en nedtonet vokal. Maskulint move egentlig... Det bliver vældig feminint, sensuelt og lækkert når en helt anden kitty cat, nemlig Banks, luner op under Apollo kl 21.30. Hvis jeg ikke er totalt opslugt af lækkerhed vil jeg nok stimle sammen med utallige andre og mindes min kære far imens legenderne fra Rolling Stones dominerer aftenen på Orange kl 22.00. Der er dog alternativer for de uimponerede der hellere vil syre lidt ud fx på den psykedeliske, folk-religiøse måde med Blood On A Feather på Gloria præcis samme tid.
Fredag d 4 juli:
Fredag bliver uden tvivl min travle dag, hvor der skal skæres flest hjørne, aflives nogle darlings og skosålerne slides tynde, for i dag bliver det all over the place både hvad angår scener og musikgenrer. Men bevares, her kommer alle mulighederne som de kan tage sig ud:
De er ubehageligt tidligt på spil, men konstellationen Cancer der spiller kl 12.00 på Pavilion er ægteskabet mellem Nikolaj Vonsild (When Saints Go Machine) og Kristian Kristensen (Chorus Grant) og det bliver ganske spændende. Heldigvis kan man bare blive og tage en ekstra skraber i skyggen, for to timer senere kl 14.00 spiller Connan Mockasin samme sted. Han charmerede mig fuldstændig i vinters med sit væsen, sit suplime guitarspil og sine funkbløde og r'n'b rå melodier og jeg glæder mig til gensynet. Jeg vil følge en af mine gæsteanbefalinger og opleve countryrockeren Jason Isbell and the 400 Unit med det blødende hjerte og den skrumpende lever rense sin sjæl på Pavilion kl 16.00. En kort time senere kl 17.00 er det de fire sirener fra Warpaint der napper opmærksomheden på Avalon. Det kunne jo være at en lille elektronisk fest lokkede i noget eftermiddagssol og i så fald vil jeg finde den henne hos Apollo kl 17.30 med den unge norste gut kaldet Cashmere Cat. Men der er flere damer der lokker, for kl 18.30 er det Haim på Arena der kan garantere dansefest med deres fantastiske evne til at skrive de hits, der ikke blev skrevet i start 80'erne. Måske bliver jeg bare hængende efterfølgende til et af mine livs store crush'es, men det kan også meget vel være, at jeg når et kig på de tunge drenge fra Deftones, der spiller den slags melodisk tung rock, hvor de fleste kan værdsætte det ikke mindst pga en virkelig stærk vokal. Det er kl 19.30 på Orange. Men så sker der det, at jeg bliver blød i knæene og midlertidig fornuftsforstyrret, for mit teenagehjertes udkårne Damon Albarn går på kl 20.30 på Arena. Jeg forventer ikke at mit hjerte tilfredsstilles med gamle Blur numre (måske en eller to undervejs), for den lækre mand har jo bevæget sig i alverdens retninger og vist en alsidighed i sit talent, som de færreste nok regnede med at se dengang i start 90'erne. Men jeg glæder mig til at lære ham at kende som soloartist endelig. Bagefter går der elektronik i den og det står mellem to muligheder. Kvindetemaet kan til dels følges op med Cyril Hahn, en dj der hylder dem i sine remixes, på Apollo kl 22.00. Eller I Break Horses på Pavilion som er mere voldsom, mørk og dyster elektronica. Jeg prøver stadig efter mange år at komme en snert tættere på at forstå skotske Mogwai der spiller kl 23.00 på Arena. Det er evigt eksperimenterende postrock, langstrakte lydflader, vældige eksplosioner og en verden hvor der ikke lefles for nogle men tålmodighed og åbenhed belønnes. Hvis jeg da ikke lige er bombet i jorden af lyd, er der chance for en funky frisk dansediscofest hos Apollo med Classixx kl 00.00, men jeg styrer formentlig direkte efter det begyndende fænomen Future Islands ovre på Avalon kl 01.00. De er langt fra debutanter men deres rå, følelsesladede elektropop er braget igennem dette år og rygtet om frontmand Samuel T. Herrings prædikerende og vilde performance er nået vidt. Jeg er så spændt! Efter koncerten er der gang i et andet fænomen. Manden bag musikken er ikke til stede, men en række prominente navne har taget det på sig at udbrede den fuldstændig flippede afrofunk-pop under det let komplicerede navn Atomic Bomb! Who Is William Onyeabor? By The Atomic Bomb! Band kl 01.30 på Arena. Syg syg fest!
Lørdag d 5 juli:
Det kan ikke blive let at få fysikken til at fungere igen ovenpå fredag, men den skal sgu. Lørdag byder på mange gensyn for mit vedkommende. Navne der står mig kær og som jeg vil nyde at gense og høre. Til en blid start bliver det første med kære Nikolaj Nørlund kl 13.00 på Arena. Han har altid været en markant spiller med geniale tekster på den danske musikscene og det nyeste album med sine småfunky undertoner er for lækkert. Godmorgen lørdag, lad os komme godt i gang sammen! Og så sætter vi da også fut på, for kl 15.30 spiller Bottled In England på Apollo. Det er ikke den slags jeg normalt går bananas til, men der er fandme knald på deres live drum 'n bass og det er meget svært ikke at blive revet med! Jenny Wilson er en cool cat og hun har præsteret et helstøbt og meget
interessant album. Hendes koncert på Vega i vinter var mega fed og jeg
ser hende gerne igen kl 16.00 på Arena. Genhør nr. 4 er Psyched Up Janis kl 17.00 på Orange. De er jo teenage rock antihelte og for nylig fandt jeg ud af at deres musik på alle måder holder i dag også. Jeg tager et usædvanligt langt pusterum og vender nok først tilbage til musikken, når Spids Nøgenhat bringer noget hippiestemning og syretrip tilbage til den gamle festival på Avalon 22.00. De ældre må tjene som opvarmning til de unge, for allerede 22.30 er Arctic Monkeys klar på Orange og de er især med deres seneste album blevet moderne favoritter også i min rockbog. Hvis jeg kan klemme det ind inden en anden favorit går på, vil jeg stifte bekendtskab med gruppen The Men der hamrer løs i en art garage americanarock ovre på Pavilion kl 23.00. Men der er kun kort tid, for jeg har et gammelt blødt punkt for Interpol på Arena kl 00.00 og deres særdeles cool og melodiske rock. Endelig kommer der nyt fra dem og det skal de få lov at spille for mig. Hvis det mod forventning stinker, vender jeg næsen mod Avalon og hører Kavinsky, som nok stadig er bedst kendt for at lægge et 80'er lækkert elektronisk soundtrack til filmen Drive. Det gælder om at holde på energien og stemningen på denne sidste reelle festdag og den har skisme mulighed for at vare længe. Chromeo sørger for at den vilde dansevenlige discoinfernofest fortsætter på Avalon kl 02.15.
Søndag d 6 juli:
Festivalens sidste dag. Søndag er altid en blandet fornøjelse og den er også lidt forbandet. Der hersker en mærkelig opbrudsstemning allerede fra når campingområderne får liv i de slidte klude om formiddagen og det er en spøjs blanding af mennesker der enten tøffer stenet, brugte og komatøse rundt eller dem der har nået et manisk overdrive og ikke kan finde ned igen før den sidste pløk er rykket op af jorden. Det plejer at føles som om halvdelen af festivalens gæster er tilbage, når de sidste store bands når Orange scene, men måske bliver i år anderledes, når det musikalske fyrtårn Stevie står der. Jeg er som regel også fanget i de ambivalente lyster til både at komme hjem og bringe tilværelsen tilbage på forudsigelige skinner og til at Roskilde aldrig må ende. Uanset hvad venter det massive tomrum som festivalen efterlader, når alle er taget hjem og alt er pakket sammen. Men inden den gamle festival blues rammer er der dog en fuld dag med musik.
Skambankt vækker de døde med norsk ørkenrock a la Queens of the Stoneage kl 12.00 på Avalon. Foretrækker man en blidere morgenvækning bliver det gjort noget mere nænsomt med Chorus Grant kl 13.00 på Gloria. En feminin pendant huserer på Gloria kl 15.00. Der er noget upoleret og ægte over den unge singer songwriter Denai Moore og hendes rolige og stemningsfulde numre kan meget nemt være den ideelle måde at samle kræfterne på til resterne af sidste dags oplevelser. Jeg har af uransaglige årsager ikke fulgt Deerhunter siden Cryptograms fra 2007, men Deerhunter har den der mystiske kunstneriske kreative grundvold der sikrer mig, at de er mindst lige så interessante i dag på Arena kl 16.00 som dengang. Kl 17.00 står jeg igen i et dilemma; Julia Holter på Gloria har en smuk stemme der bringer dig helt ned i en aroma terapeutisk tilstand af afslapning, hvis det er det der er brug for, imens Merchandise på Pavilion har en klar britisk rock inspiration med fx en snert af The Smiths' støjende numre. Introvert melankoli og himmelanråbende ballader. Det kan jeg jo lide. Kl 18.00 er der gensyn med drengerøvene fra Kasabian på Orange. De skuffede mine forventninger en smule sidst de besøgte festivalen, men de er jo nogle charmerende scruffy intertainere og de har nogle solide hits jeg gerne hører igen. Okay, så kommer vi vist ikke uden om det. Kl 20.30 er der en ung mand ved navn Stevie Wonder på Orange. Kæmpen har aldrig været nogen speciel klippe i min musikalske uddannelse (dare I say it?!) og hvis han spiller I Just Called så går jeg, men indtil da vil jeg da ikke forbigå chancen for at opleve en levende legende (i et stykke tid i det mindste). Dette kunne være finalen, men hvis ikke jeg er bukket under endnu, så står jeg med to sidste valgmuligheder. Kl 21.00 spiller Forest Swords på Gloria og hvis søndag skal ende fredeligt bliver det med det her instrumentale univers af mystik og mørke skovstemninger. Men hvis søndag skal ende med en fest, bliver det i et lag, som jeg ikke er
decideret bekendt med sammen med Moderat på Arena. Jeg har dog oplevet hvor festlige
Modeselektor er og jeg er ikke i tvivl om at søsterbandet Moderat kan
sætte den helt rigtige type fut under den ellers udmattede sidste aften.
Og således sættes der et punktum for årets Roskilde Festival men blot i forhold til denne guide. Det gælder om lidt at holde tungen lige i munden og navigerer rundt i det ustyrlige væld af muligheder, fristelser, omveje, genveje og afstikkere og komme hjem med en samling oplevelser der sikkert som sædvanlig sætter markøren for hvad denne summer of 14 kunne byde på. Lad os komme afsted!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar