Viser opslag med etiketten say lou lou. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten say lou lou. Vis alle opslag

1. mar. 2015

Gå lige ud og hør her! (marts 2015)

Zola Jesus på Vega 11.03


Februar har, på trods af sit relativt milde væsen i år, været mørk og tung på den musikalske front. Jeg har befundet mig i endog vældigt mandigt selskab med Narcosatanicos, Get Your Gun og Solbrud. Noget måske nok en kende tungere end jeg helt egner mig til, men alle voldsomt interessante kunstneriske oplevelser og et spændende kig ind i en musikgenre, der rummer langt mere kærlighed end den umiddelbart bærer præg af. Kærlighed præger også det nye album fra Father John Misty, som jeg har suget på siden dets udgivelse. Hele albummet er mere eller mindre direkte relateret til den smukke mands nye status som ægtemand og jeg elsker hans evne til at lukke ucencureret op for tanker og oplevelser samtidig med at han tilføjer relativt kitchede elementer som mariachi i mikset uden at miste et gran oprigtighed. Jeg kan anbefale alle at lytte til både det nye album I Love You Honeybear og det forrige Fear Fun.
Nu står foråret jo altså for døren og det bør fejres med nogle af de kunstnere, som jeg har valgt at liste nedenfor. Der er rigeligt med muligheder!
     

Ons 04.03 Benjamin Booker i Lille Vega kl 21 for 150 kr.
Klassisk southern rock n roll med tryk på knallertspeederen fra en upoleret ung gut.

Tor 05.03 Ex HexLoppen kl 20.30 for 120 kr. 
Tre poppunkede tjekkede (voksne!) kvinder der med klar kærlighed til uforfinet garagerock for en gangs skyld ikke drukner sig selv i feministisk aktivistattitude eller giver den som babes med guitarer.

Tir 10.03 Pond i Pumpehuset kl 20 for 200 kr.
Med et velfunderet afsæt i psyke-rock tilføjer Pond et forfriskende element a nutty freakyness a la Foxygen og Ariel Pink. Der er dømt fri udspasning til alle lemmer.    

Ons 11.03 Zola Jesus i Lille Vega kl 21 for 130 kr.
Zola Jesus er en alsidig eksperimenterende entertainer. Jeg husker hende fra Melt! Festival som en hvirvelvind på scenen med et køligt, kantet og stormfuldt lydbillede.   

Tor 12.03 Skambankt i Pumpehuset kl 21 for 150 kr.
Det må også godt gå lidt hårdt for sig i marts og nordmændene er garanter for et gedigent og melodiøst energifyrværkeri der slægter Queens of The Stone Age på. 

Tir 17.03 Noel Gallagher's High Flying Birds i Store Vega kl 20 for 395 kr.
Jojo, manden inviterer til at blive hadet eller elsket...jeg forbliver neutral og anerkender bare at han dog har gjort et stort forarbejde for den klassiske rock n' rolls tilbagevending og fortsatte succes.
 
Fre 20.03 The New Spring i Ideal Bar kl 20 for 80 kr.
Meget passende for den nye årstid kan man finde ro, fordybelse og spirende håb sammen med The New Spring aka Bastian Kallsøe og hans sprøde folkmelodier der spirer smukt i sindet.

Søn 22.03 Royal Blood i Store Vega kl 20 for 220 kr.
Alles favorit rockduo behøver vist ikke nærmere introduktion...

Ons 25.03 Say Lou LouLoppen kl 20.30 for 130 kr.
Enhver kan få brug for noget kælen dreampop fra et par smukke unge damer (gerne svenske) og her er muligheden for at chille ud i præcis det selskab.

Lør 28.03 Jessica PrattStengade kl 20 for 140 kr.
Smuk, varm og delikat folkesangerinde der med overbevisende autencitet og æstetisk sans guider en meditativ nydelsesrejse.





2. mar. 2014

Gå lige ud og hør her! (uge 10)

Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra 9.3.13 på Vega


HURRA og tillykke alle sammen! Vi har gennemstået vinteren (eller det slatne forsøg der skulle gælde som en årstid) og nu er det faktisk officielt blevet forår. Det kan da kun løfte sjælen op af vinterdynget og bringe sommerfornemmelserne af sol på næsen, græsduft og korte lune nætter tættere på - selv igennem disen der hænger lidt tungt i dag. Allerede nu er Nørrebros beboere rykket forsigtigt ud på Dronning Louises bro og sidder prøvende på bænkene med deres latte to go eller endda den kolde øl. Jeg smiler og glæder mig hver gang jeg passerer broen, snart sidder jeg der også! Inden det kommer så vidt, er der her endnu en uges anbefalinger til de indendørs musikalske begivenheder:


Ons 5 mar: Say Lou LouLoppen kl 21 for 120 kr.
Feminin elektronisk minimalpop med et køligt skandinavisk strejf.

Tor 6 mar: Savages i Store Vega kl 21 for 200 kr.
Det er tiden for markante pigebands og hypede Savages er løbet i front for dem alle med deres rasende insisterende post punk og det moderne kvindeikon Jehnny Beth i spidsen.

Lør 8 mar: TOYBeta kl 22 for 140 kr. 
Semi udsyret og hypnotisk støjrock. 

Søn 9 mar: Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra i Lille Vega kl 21 for 180 kr.
Hvis Dostoyevsky murstensromaner kunne omsættes til musik, forestiller jeg mig at det ville være Silver Mt. Zion der komponerede værket. Langstrakte lydflader med stemningsskift og skønhed og uskønhed i samme pærevælling.