 |
| Lowell |
Ideal Bar har fået den ganske udmærkede idé at blive den naturlige lillebror til resten af Vega og tilbyde koncerter og øl til studenterpriser i stedet for at satse på natklubber og cocktails. Det betyder rigtig fine muligheder for at høre spændende ny musik. Og i fredags hørte jeg canadiske Lowell med opvarmning fra danske Temple og begge bands gjorde et vældig godt indtryk på mig.
Temple er en trio der spiller ret blød og lækker lidt småsensimental americanafolk med referencer der indimellem minder mig lidt om Grant Lee Buffalo, måske en snert Grizzly Bear og med en Daniel Bellqvist (Eskobar) agtig dyb og lækker vokal. Trioen viste med deres minimalistiske opsætning, at det kun kræver få men velvalgte virkemidler, og et talent naturligvis, at fange folk med stemningsfulde og nærværende sange.
Lowell overtager scenen, praktisk talt eneste kvinde, for hun har kun en trommeslager med som back up og han er i det store hele i virkeligheden overflødig. Lowell er en selvgjort pige og i stedet for band bygger hun sine numre op med loops og trommebeats fra sine keyboards. På væggen ved siden af hende vises visuals som hun selv har tegnet. Numrene er til dels sarte og fine, men det er hele tiden som om at Lowell rummer noget mere under overfladen. Hun søger brede perspektiver i sine numre og inkluderer mange udtryksformer undervejs. Da hun sidst i sættet spiller Shake Him Off, der minder mig om danske Fallula, kommer tempoet op og det bliver tydeligt, at der netop er mere vilje og energi i Lowell end hun først umiddelbart viser. Men måske er hun også bare dygtig til at tilpasse sig, for netop dette nummer startede hun tidligere i sættet men skiftede mening og fortsatte med et stille nummer i stedet, fordi vi, som hun sagde, var et så opmærksomt publikum - og vi var da også kun omkring 50 interesserede sjæle der var mødt op desværre. Men opmærksomme det var vi! Til sidst spillede hun for første gang et nummer tilegnet bøsser og lesbiske og det fik jeg på video. Don't hate on love! :)
Lowell overtager scenen, praktisk talt eneste kvinde, for hun har kun en trommeslager med som back up og han er i det store hele i virkeligheden overflødig. Lowell er en selvgjort pige og i stedet for band bygger hun sine numre op med loops og trommebeats fra sine keyboards. På væggen ved siden af hende vises visuals som hun selv har tegnet. Numrene er til dels sarte og fine, men det er hele tiden som om at Lowell rummer noget mere under overfladen. Hun søger brede perspektiver i sine numre og inkluderer mange udtryksformer undervejs. Da hun sidst i sættet spiller Shake Him Off, der minder mig om danske Fallula, kommer tempoet op og det bliver tydeligt, at der netop er mere vilje og energi i Lowell end hun først umiddelbart viser. Men måske er hun også bare dygtig til at tilpasse sig, for netop dette nummer startede hun tidligere i sættet men skiftede mening og fortsatte med et stille nummer i stedet, fordi vi, som hun sagde, var et så opmærksomt publikum - og vi var da også kun omkring 50 interesserede sjæle der var mødt op desværre. Men opmærksomme det var vi! Til sidst spillede hun for første gang et nummer tilegnet bøsser og lesbiske og det fik jeg på video. Don't hate on love! :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar