1. jun. 2015

Gå lige ud og hør her! (Juni 2015)

BadBadNotGood 23.06 på Pumpehuset


Nu kan det efterhånden ses og mærkes på aktivitetskalenderen at sommersæsonen er i gang igen. Man kan ikke føle det på sin krop, for hylan det er koldt og blæsende ustandseligt, men spillestederne lukker så småt ned og overlader scenerne til årets festivaler og udendørs arrangementer. Lige rundt om hjørnet lurer kaosfesten Distortion som den første festivalbebuder og så følger de på en perlerække i alle formater og med alt muligt indhold. For dem der synes det endnu er lovligt koldt at troppe op derude, er der nogle udvalgte indendørskoncerter her (og det bliver altså ikke dyrt!):


Man 01.06: The Kikos i Ideal Bar kl 20 for 70 kr.
Smuk, blød og melankolsk folk med en forførende dyb mandestemme i front til at kæle for ørerne på den første sommermandag.

Fre 05.06: Crystal Shipsss + Tex Fuller + younolovebunnyLoppen kl 21 for 80 kr.
Skramlet og uprætentiøs lige-op-af-undergrunden rockmusik.

Søn 14.06: Søndagsvenner # 1Refshaleøen fra kl 10 for 0 kr.
Chill og lækkerhed i solen (forhåbentlig)

Fre 19.06: The New Investors + ONBC i Byhaven kl 19 for 0 kr.
Alternativ surf-rock og melankolsk indie fra spøde albumdebutanter med solid erfaring.

Tir 23.06: BadBadNotGood i Pumpehuset kl 21 for 160 kr.
Ret vild og funky elektronisk blanding af instrumental jazz og hip hop beats. Et inferno af genrer, tempi og energi!

Ons 24.06: Jenny Hval + Circuit Des Yeux på Jazzhouse kl 20 for 120 kr
Til tider artsy, voldsomt og eksperimenterende men også helt sprødt og skrøbeligt smukt.

Fre 26.06: Team of Experts + 11th Street Kids i Byhaven kl 19 for 0 kr.
Dejlig støjende, småpunket og alternativ 90'er rockeskapade fra de unge og opkomne.





 

1. maj 2015

Gå lige ud og hør her! (Maj 2015)

The Soft Moon 20.05 på Loppen


Hvordan får man tid til fuldtidsstudie, arbejde, venskaber, musikken og ny spirende kærlighed? Man ender åbenbart med at vælge musikken fra. Eller delvist i hvert fald, for jeg har ikke fået hørt en koncert i hvad der føles som umindelige tider, men jeg har købt plader ind og har optur over de nye udgivelser fra især Elbow, Blur og Alabama Shakes, der dækker vidt forskellige musikalske temperamenter på hver sine fantastiske måder! Og jeg har frydet mig i biografsædet over et kærlighedsfyldt genhør med Nirvanas vilde, glødende ungdomsoprør. I den forbindelse burde jeg anbefale deres idoler fra Mudhoney's koncert på Loppen 5 Maj, men mit kendskab og forhold til grunge omfatter dem ikke...jeg synes faktisk de er kedelige. Hvis nogle føler for det, vil jeg meget gerne gøres klogere! Om 3 uger har jeg sommerferie sådan nogenlunde og så vil jeg tage min nye kærlighed med ud i det sprødgrønne sommerliv og få hørt en masse koncerter med ham - argh hvor jeg glæder mig! Hvis andre går og forårsforelsker sig, så vil jeg slå et slag for Blågårdsgadefest d 9 Maj og et besøg i Pumpehusets byhave, der åbner op igen i Juni, med en gang take away og kolde fadøl - sikker succes for glødende hjerter.


Tir 05.05 Marika Hackman i Pumpehuset kl 20 for 140 kr.
Unge singer/songwriter piger kan være så kedelige...men der er noget spændende og ufortalt over Marikas univers af folklore fortællinger fra den overnaturlige sump. 

Ons 06.05 Sam AmidonLoppen kl 20.30 for 75 kr.
Han har sin egen helt fantastiske måde at formidle de gamle nybyggersange og viser på, så man på fornemmeste vis får lov at besøge prærien og feste til høstbal i laden. 

Fre 08.05 De UnderjordiskeBremen kl 23.30 for 80 kr.
Start en noget anderledes bytur på dansebaren med at stene helt ud til dronetung 60'er rock på syre.

Lør 09.05 Fribytterdrømme + De Høje Hæle + Lorenzo WoodroseStengade kl 20 for 40 kr.
Hvis du ikke drøner rundt til Blågårdsgadefest, så kig ind til god gang pigtrådsrock på dansk! 

Ons 13.05 Douglas Dare i Ideal Bar kl 21 for 120 kr.
Som en mystisk og undersøgende rejse ind i en snørklet regnvåd digital verden. 

Tor 14.05 All We Are i Ideal Bar kl 20 for 90 kr.
Tilbring Kristi Himmelfartsdag i lækkert selskab med denne underspillede form for neo soul.

Ons 20.05 The Soft MoonLoppen kl 20.30 for 140 kr.
Det er mørkt og hektisk og forvirrende men ikke ubehageligt, der er en opdagelse og en forløsning et sted inde i det digitale punkede univers.

Fre 22.05 Kill JBremen kl 23.30 for 80 kr.
Knivskarp pop på kanten af det festlige og det farlige.


 



29. mar. 2015

Gå lige ud og hør her! (Apr 2015)

Moon Duo 22.04 på Stengade

 Lige for tiden føler jeg panikken snige sig ind på mig som en hård lille knude, der vokser i maveregionen. Festivalsæsonen gør sig lokkende til i horisonten og jeg synes hverken, at jeg har tid eller penge på lager. Skal jeg virkelig gå en penge- og musikfattig sommer i møde?! Nej, forhåbentlig løser en masse sig, som det plejer på magisk vis, så jeg kan stå sammen med mine ligesindede og suge den vanvittige, livsbekræftende energi til mig foran scenerne på Roskilde, Northside, Trailerpark og alle de mere eller mindre små undergrundsprægede arrangementer som København og resten af DK byder på i overflod. Men for nu handler det mere presserende om at få forårssolen til at tage kampen op mod grå skyer og lavbenede temperaturer og imens det står på, kan vi stadig møfle sammen indenfor og for eksempel lade disse skønne kunstnere forsøde og opvarme tilværelsen for os.  

Lør 04.04 JohnsonRust kl 01 for 60 kr.
Okay, hvis nu byturen er på Nørrebro, så giv den lige et skud ekstra energi med Johnsons natkoncert og hold den i live til den lyse morgen!

Tors 09.04 De Høje Hæle + Skammens Vogn + Tidlige Armbånd i Lille Vega kl 21 for 140 kr.
Tre gange uregerlige energibundter der vender vrangen på både det danske sprog og din rytmesans.

Man 13.04 Kate Tempest i Lille Vega kl 20 for 120 kr.
En lille pige med en ærlig stemme går Mike Skinner lidt i bedene og leverer hårde historier om den britiske underklasse på kolde kantede hip hop beats.  

Tir 14.04 The Districts i Lille Vega kl 20 for 180 kr.
Det er ikke usædvanligt eller nyskabede, men de leverer et godt ærligt miks af americana og bluesrock og Rob Grote's hæst råbende vokal minder mig om Caleb Followill (Kings of Leon).

Tir 14.04 Calexico i Amager Bio kl 20 for 270 kr.
Hvis man er fan af americana genren kan man også vælge de erfarne veteraner i et ofte stort opslået ensemble.  

Ons 15.04 Den Sorte Skole i Pumpehuset kl 21 for 130 kr.
DKs måske efterhånden ældste og mest succesfulde DJ gruppe. De kører en lidt mere chillet kunstnerisk stil end i gamle dage - men mon ikke de stadig er garanter for en fest!

Tor 16.04 The SadiesLoppen kl 20.30 for 120 kr.
De er et ubeskrevet blad for mig, men jeg er ret solgt på deres melankolske 60'er rock og energiske surf.

Fre 17.04 The Staves i Lille Vega kl 20 for 180 kr.
Tre søstre med en fin sans for at blande dejlige folk harmonier med klassiske rock n' roll riffs.

Fre 17.04 East India YouthJazzhouse kl 21 for 180 kr
Det er ekstremt betagende, voldsomt, scenisk, smukt og mystificerende det her Wiliam Doyle har gang i. Jeg har ikke en anelse om hvordan det skal forklares, det må opleves!

Ons 22.04 Moon DuoStengade kl 20 for 150 kr.
Minimalistisk psychrock og trommemaskiner på den ret så behageligt stenede måde.

Fre 24.04 MaskinvådBeta kl 22 for 125 kr.
Er man til det helt gamle Kliche og TV-2 finder man et glædeligt gensyn hos Maskinvåd. Tidligere positive beskrivelser af gruppen findes her på bloggen.  

Ons 29.04 Jacob BellensLoppen kl 20.30 for 160 kr.
Han er en af vores helt unikke stemmer og sangskrivere og sammen med Skammens Vogn som opvarmere, bliver det en anderledes varm popaften.







1. mar. 2015

Gå lige ud og hør her! (marts 2015)

Zola Jesus på Vega 11.03


Februar har, på trods af sit relativt milde væsen i år, været mørk og tung på den musikalske front. Jeg har befundet mig i endog vældigt mandigt selskab med Narcosatanicos, Get Your Gun og Solbrud. Noget måske nok en kende tungere end jeg helt egner mig til, men alle voldsomt interessante kunstneriske oplevelser og et spændende kig ind i en musikgenre, der rummer langt mere kærlighed end den umiddelbart bærer præg af. Kærlighed præger også det nye album fra Father John Misty, som jeg har suget på siden dets udgivelse. Hele albummet er mere eller mindre direkte relateret til den smukke mands nye status som ægtemand og jeg elsker hans evne til at lukke ucencureret op for tanker og oplevelser samtidig med at han tilføjer relativt kitchede elementer som mariachi i mikset uden at miste et gran oprigtighed. Jeg kan anbefale alle at lytte til både det nye album I Love You Honeybear og det forrige Fear Fun.
Nu står foråret jo altså for døren og det bør fejres med nogle af de kunstnere, som jeg har valgt at liste nedenfor. Der er rigeligt med muligheder!
     

Ons 04.03 Benjamin Booker i Lille Vega kl 21 for 150 kr.
Klassisk southern rock n roll med tryk på knallertspeederen fra en upoleret ung gut.

Tor 05.03 Ex HexLoppen kl 20.30 for 120 kr. 
Tre poppunkede tjekkede (voksne!) kvinder der med klar kærlighed til uforfinet garagerock for en gangs skyld ikke drukner sig selv i feministisk aktivistattitude eller giver den som babes med guitarer.

Tir 10.03 Pond i Pumpehuset kl 20 for 200 kr.
Med et velfunderet afsæt i psyke-rock tilføjer Pond et forfriskende element a nutty freakyness a la Foxygen og Ariel Pink. Der er dømt fri udspasning til alle lemmer.    

Ons 11.03 Zola Jesus i Lille Vega kl 21 for 130 kr.
Zola Jesus er en alsidig eksperimenterende entertainer. Jeg husker hende fra Melt! Festival som en hvirvelvind på scenen med et køligt, kantet og stormfuldt lydbillede.   

Tor 12.03 Skambankt i Pumpehuset kl 21 for 150 kr.
Det må også godt gå lidt hårdt for sig i marts og nordmændene er garanter for et gedigent og melodiøst energifyrværkeri der slægter Queens of The Stone Age på. 

Tir 17.03 Noel Gallagher's High Flying Birds i Store Vega kl 20 for 395 kr.
Jojo, manden inviterer til at blive hadet eller elsket...jeg forbliver neutral og anerkender bare at han dog har gjort et stort forarbejde for den klassiske rock n' rolls tilbagevending og fortsatte succes.
 
Fre 20.03 The New Spring i Ideal Bar kl 20 for 80 kr.
Meget passende for den nye årstid kan man finde ro, fordybelse og spirende håb sammen med The New Spring aka Bastian Kallsøe og hans sprøde folkmelodier der spirer smukt i sindet.

Søn 22.03 Royal Blood i Store Vega kl 20 for 220 kr.
Alles favorit rockduo behøver vist ikke nærmere introduktion...

Ons 25.03 Say Lou LouLoppen kl 20.30 for 130 kr.
Enhver kan få brug for noget kælen dreampop fra et par smukke unge damer (gerne svenske) og her er muligheden for at chille ud i præcis det selskab.

Lør 28.03 Jessica PrattStengade kl 20 for 140 kr.
Smuk, varm og delikat folkesangerinde der med overbevisende autencitet og æstetisk sans guider en meditativ nydelsesrejse.





29. jan. 2015

Gå lige ud og hør her! (Feb 15)

Interpol 03.02.15 på Vega

I en tid med lavsæson hos spillestederne og lavvande i den personlige kasse, nyder jeg mere godt af alle de fine links med lydspor, som jeg modtager fra DIY bands og pladeselskaber, end de ellers højt skattede live oplevelser. Senest er det københavnske The Attic Sleepers som jeg synes bidrager med en ualmindelig behagelig lethed og vinterforskønnende popfinesse. Imens jeg tyller rødvin og fejrer fødselsdag på Nørrebro, fejrer de deres EP udgivelse på Ideal Bar, så hvis du ikke kigger forbi og krammer mig på Gefährlich, så vil jeg regne med at du befinder dig til deres koncert. Og du er dermed undskyldt. Denne måneds anbefalinger må siges at stikke i adskillige retninger og der er selvfølgelig meget mere at hente derude. Frost Festival præger som sædvanlig måneden og der er stadig billetter at hente til mange af deres grænseudfordrende arrangementer udover de jeg har med her. For elektronørderne slutter Februar fornemt af med Kraftwerks koncertkavalkade af deres albums opført kronologisk i Koncerthuset. Nogle aftener er endnu ikke udsolgt, så tjek om der er billetter til din favorit udgivelse.


Tir 3 feb: Interpol i Store Vega kl 20 for 300 kr.
Det er stadig muligt for de hurtige få at iføre sig solbrillerne og rocke ud på den stilfulde tilbagelænede måde. Krydsede fingre for masser af bagkatalog...

Ons 4 feb: Jesse Ware i Store Vega kl 20 for 200 kr.
Varm lækker elektronisk pop med milde soul undertoner der egner sig godt til de kælne par, der kan gøre Store Vegas gulv til dansegulv.

Lør 7 feb: The Attic Sleepers i Ideal Bar kl 20 for 70 kr.
EP debutanterne holder release på deres vældig fine nye udgivelse. Jeg er vild med det og kan kun anbefale alle at bakke op.

Lør 7 feb: The Woken Trees m.fl. på Christiania Børneteater kl 21 for 50 kr.
Soundtracket til en mørk, våd og kold februaraften leveres tungt og eftertrykkeligt af de stilfuldt uhyggelige kældermennesker fra The Woken Trees.

Ons 11 feb: Kindness (Frost Festival) i Pumpehuset kl 21 for 170 kr.
Kindness præsenterer en ret usædvanlig knækket og opløst form for soul hvor der er plads til indadvendte weirdo's og lækre selvtillidsstruttende damer på samme dansegulv.

Tor 12 feb: KUBE (Frost Festival) i Store Vega kl 21 for 135 kr.
Flere kunstarter flyder sammen når elektroniske musikere optræder i en installation med visuelle projektioner. Det kan kun blive interessant og sanseligt.

Lør 14 feb: Get Your Gun + Narcosatanicos (Frost Festival) i Koncertkirken kl 21 for 145 kr.
Hvilken bedre måde at hylde kærligheden end med skæggede og langhårede mænd der spiller dramatisk, hård og tung rock. Mit hjerte smelter i hvert fald.

Tor 19 feb: Young Dinosaur i Ideal Bar kl 20 for 90 kr.
Sprudlende alternativ indiepop der leder tankerne hen på småtossede forgængere som OhNoOno og Animal Collective. 

Tor 26 feb: IceageJazzhouse kl 21 for 120 kr.
Hillbilly punk der stadig flyver højt i luftlagene ovenpå al den velfortjente ros de har modtaget det forgangne år.





12. jan. 2015

The Attic Sleepers klar med forførende EP



I dag startede som første dag i en meget seriøs uge med eksamensforberedelse og spændende læsning om interaktionsdesign. Det første jeg gav mig til at læse var dog dagens pressemeddelelser i min indboks og så blev det ligesom klart at der var andre opgaver at kaste sig over først. For i stakken lå en pakke fra The Attic Sleepers. De har rumsteret lige under overfladen af musikhavet noget tid men er godt og stabilt på vej op fx med hjælp fra Formiddagen på P6, som har gjort deres for at sætte spot på københavnerduoen. Nu er de klar med deres debut EP Lanquin, der blandt andet rummer singlen Airports, der nok vækker genkendelse hos en del radiolyttere. Lanquin er karakteriseret af umådeligt flot orkestreret storladen dramatik, der blander uskyldige indiepop elementer med lag af næsten postrock lignende støjflader. Især slutnummeret I Still Moan kunne bandet Diefenbach, i deres nuværende form, nok have ønsket sig ejerskab over. Der må være et par hjerter hos Mathias og Matias der banker varmt for den stemningsfulde popmelodi og som tør omfavne den med alt hvad den byder på af ungdommelig melankoli og nærmest douchet romantik, for de forstår at levere den med ægthed og en overbevisende modenhed. Den lyse vokal flyder luftigt sammen med chaimes og guitarflader på en atmosfærisk let måde, der nærmest simulerer en magisk flyvetur henover hustagene og op igennem adskillige luftlag på en stjerneklar vinternat. Jeg er totalt med på den flyvetur!
The Attic Sleepers fejrer udgivelsen med en releasekoncert på Ideal Bar den 7 februar (det afgør vist hvordan jeg skal fejre fødselsdag selvsamme dag) og mon ikke det bare bliver starten på et forhåbentlig meget travlt koncertår for dem.
Lanquin kan gennemlyttes, downloades og nydes fra alle de sædvanlige musiktjenester.