30. nov. 2014

Gå lige ud og hør her! (Dec 2014)

She Keeps Bees 2.12.14 på Musikcafeen

Jeg troede lidt, i min naive studieforblændede idealisering, at det der med at være studerende betød vidtstrakt frihed (og fritid) og muligheden for at lade weekend blive hverdag - og omvendt. Men det der ITU liv, det er sgu serious business. Udsigten til eksamener er nu blevet til fullblown eksamensliv på fuldtid og for enden af det står et grønt bord og et sæt alt for dygtige designere med alt for høje krav. Uarghad! Men jojo, det har også været ekstremt lærerige måneder og på den anden side af december vil jeg nok forestille mig det sammen blåøjede billede af næste semester. Og så er alt godt for en stund igen. Heldigvis sneg Perfume Genius sig ind og satte blod, nerver og energi ind i mig og i november og når der ikke er meget tid til fest og musik, kan jeg køre rigtig længe på den slags oplevelser. Nu melder december sig så nærmest helt uanmeldt, men den skal der da også være plads til. Så mellem julefrokoster, gaveindkøb og festforberedelser er det bare om at tilføje koncertoplevelser til kalenderen og det kan fx blive disse:

Tir 2: Samaris i Ideal Bar kl 21 for 140 kr.
De er som elektroniske eventyr fortalt på islandsk og det er smukt, sprødt og fortryllende.

Tir 2: She Keeps BeesMusikcafeen kl 21 for 75 kr.
Hvis PJ Harvey tonede lidt ned i stemmelejet og dyrkede nogle dybere bluesrock toner, så befandt hun sig måske i Jessica Larrabees nabolag. Et ret fedt sted at hænge ud med øl og smøger.    

Fre 5: De Høje Hæle + Mads Mouritz og Hælerne Loppen kl 21 for 55 kr.
Det er befriende ligetil og charmerende danskhed når danskhed er bedst. Og tjek lige det ret så dejlige efterårsnummer med Mouritz. Så ser man da lige det dejlige i årstiden igen.

Fre 5: CommunionsBremen kl 22.30 for 80 kr.
Communions er en del af den postpunkede danske bølge 2014 har været præget af og deres hovedkulse ungdommelige tilgang til genren er nem at blive overtalt af, selv når man ikke er til punk.

 Lør 6: I'll Be DamnedStengade kl 21 for 65 kr.
Der bliver prædikeret ægte dybfølt rock med ubønhørlig energi og uomgåeligt nærvær. Forbandet god måde at få rusket den lurende vinternedtur ud af kroppen på.

Søn 7: Lykke Li i Store Vega kl 20 for 390 kr.
Hun er en af Skandinaviens absolut største kvindeikoner med sin hudløse og relaterbare åbenhed og uundgåelige kunstneriske talent.   

Tor 11: The Raveonettes i Store Vega kl 20 for 320 kr.
Jeg har måske lidt ment at de tangerede noget ensformigt, men så vinder de mig totalt med Endless Sleeper som en slags kransekagefigur på deres værker og nu må jeg sgu æde det hele altså. Endelig.

Tor 11: Jambinai + The Shaking SensationsLoppen kl 20.30 for 120 kr.
Det lyder lidt som ren asiatisk horror extravaganza med sydkoreanske Jambinai og det er også voldsomt fascinerende. De bakkes op af nogle af de bedste danske post rockere.

Fre 12: Speaker Bite Me + Propdenoppop-klopStengade kl 21 for 120 kr.
Det er en tur tilbage til dengang indie var et undergrundsmiljø og det er absolut lige efter mit hoved!
  
Tir 16: Julian Casablancas + The Voidz i Store Vega kl 20 for 290 kr.
Som The Strokes formand var Julian billedet på cool, som solo artist blev det lidt synth gakket og nu virker han til at være landet midt imellem og det funker sgu helt godt. 

Lør 27: Nikolaj NørlundStengade kl 21 for 125 kr.
Hvilken bedre måde at komme sig over de krævende juledage end med Hr. Nørlunds bløde stemme og potiske fortællinger. Så kan det godt blive nytår.






17. nov. 2014

Perfekte Perfume Genius



Sidst jeg så Perfume Genius, og første gang var det også, spillede han i en pakket Gloriahal under en vældig kunstig stjernehimmel først på natten for stive, solskoldede Roskildegæster. Jeg kendte ham stort set ikke men det var en aldeles fænomenal oplevelse! Jeg har virkelig glædet mig i månedsvis til at gense denne fascinerende mand, der lyder så skrøbelig og fin men som har et blik der spidder og en lyrisk stemme der taler for de sårede og forurettede på stærkeste vis. Hans forrige album 'Put Yr Back N 2 It' med især nummeret Dark Parts har mange gange været soundtracket til afslutningen på en lørdag aften, hvor jeg er dejset om på sengen med overtøjet på og øretelefonerne i og synes det hele er lidt for magisk og følelsesladet til at afbryde bare for at gå i seng. Det nye album 'Too Bright' har vist en meget mere vild, hæmningsløs og nærmest grim side af hans musikalitet. Men det fungerer perfekt naturligt, for på en eller anden måde er det som om, han altid har haft det i sig og nu bare er varmet nok op til at slippe monstrene løs. Jeg var altså svært forventningsfuld, da jeg kom til Jazzhouse og mødet med det smukke gamle spillested der var prydet med oceanisk lyssætning, varme lysekroner og tunge gardiner satte kun forventningerne om perfektion i vejret. (Eneste indskydelse til vidunderlige Jazzhouse er at huske at lade glasbakkerne stå, når der spiller en stille koncert. Klir pynter bare ikke i lydbilledet.)



 
Mike Hadreas, manden med de mange mesterlige modsætninger, kommer på scenen i mørkt jakkesæt og de karakteristiske rødmalede negle og læber. Han virker så forsigtig og genert, og det fortæller han da os også at han bliver, når vi er så stille og opmærksomme, men starter så hele sættet med det pænt uhyggelige nummer My Body, der river og flår hyggestemningen fra hinanden. Så er der åbnet op og banet vej for de mange fine små poetiske ballader der følger efter. Og der er ikke et kedeligt øjeblik, for Mike Hadreas leverer inderligt og kraftfuldt, smerteligt og smukt hele vejen igennem. Publikum står bomstille og er intenst opmærksomme på hver inciterende bevægelse, hvert forvredne ansigtsudtryk og hver tone og belønner ham med taknemmelige bifald hver gang. Gåsehuden der i første omgang kildrede mig i nakken, løber hurtigt helt ned af benene og ud på kinderne. Da det blændende nummer Hood starter, som har en forløsende egenskab over sig, er der dog en kvinde omme bagved der ikke kan styre begejstringen og nærmest spontanråber de første linjer med. Det griner vi lidt indforståede af, for efter en halv time hvor det eneste jeg hører fra mine medfans er "puha..." og "brr" agtige små lavmælte udtryk, når et nummer ligesom skal rystes af igen, så kan sådan et udråb hjælpe os lidt tilbage til jorden igen. Jeg finder mig selv helt opslugt af at betragte hans ansigtsmimik der er så umådeligt levende og samtidigt så fraværende. Hvad mon der foregår bag det bedrøvede udtryk? Hovedsættet sluttes af med Queen fra 'Too Bright', som er et fuldstændig vildt og fantastisk nummer og som demonstrerer så perfekt, hvor facetteret Perfume Genius er og hvor fantastisk skønheden og udyret følges ad i hans univers!
   



    
 

26. okt. 2014

Gå lige ud og hør her! (Nov 2014)

Iron & Wine 11.11 på Vega


Koncertsæsonen er virkelig skudt i gang og hvis det ikke var fordi de fleste har et issue med penge før eller siden og indimellem andet at se til, så kunne man sagtens bruge snart hver eneste dag på et spillested i København. For mit vedkommende er det ikke kun penge der udgør et benspænd. Denne og næste måned er åbenbart også den tid på semestret, hvor der går eksamensvanvid i det ellers fornuftige foretagende at studere. Men ind imellem skal der jo være et åndehul og jeg glæder mig særligt til at opleve Perfume Genius live igen. Listen her er blevet lang og det var ikke let for mig at begrænse den til en overskuelig mængde valg, men hold ud og kig den igennem, jeg har prøvet at gøre den så alsidig, at der er noget for de fleste. Glædelig koncertnovember til alle!


Lør 01.11. Ice Cream Cathedral + Sekuoia i Lille Vega kl 21 for 145 kr.
To meget forskellige musikalske temperamenter mødes i en skøn forening. Det smukke lydkollektiv overfor den vilde ener.

Ons 05.11. St. Vincent i Store Vega kl 20 for 280 kr.
Hun har igennem tiden gjort sit udtryk stadig mere abstrakt og farverigt men bag de næsten Tune Yards inspirerede kompositioner hersker hendes feminine og følsomt fortællende stemme.

Tors 06.11 Schultz and Forever i Lille Vega kl 21 for 135 kr.
Den meget unge talentfulde sangskriver har mødt gevaldig meget velfortjent ros og måske det har fået ham et skridt længere ud på scenekanten, han har i hvert fald udviklet en mere dekadent og fyldig lyd der minder mig om Conan Mockasin.



Fre 07.11 When Saints Go Machine i Store Vega kl 20 for 245 kr.
I samarbejde med billed- og lyskunstnerne fra Dark Matters bliver der sat en uforlignelig, eventyrisk flødeskumskage af en aften op. Muuums!

Fre 07.11 Ty SegallPumpehuset kl 21 for 200 kr.
Hyperproduktiv og utroligt alsidig glamrock inspireret herre der garanteret leverer et underholdende og medrivende show.

Lør 08.11 Quick Quick Obey i Ideal Bar kl 20 for 80 kr.
Længselsfuld og lækker indiepop med store armbevægelser der inviterer til fri bevægelse (...dans). Det er ikke utænkeligt at drengene har dyrket Mew på teenageværelset og det kan man jo godt forstå.

Lør 08.11 A Night of Elliot SmithBremen kl 19.30 for 100 kr.
CPH:DOX og Soundvenue har sat nogle af vores mest følsomme musikalske talenter til at fortolke myten Elliot Smith. Oplev fx Indians, Broken Twin og Chorus Grant. Der vises også film. 

Tir 11.11 Iron & Wine (akustisk) i Store Vega 20 for 245 kr.
Ironisk nok har den følsomme americanamand fået langt mere lyd på sine seneste udgivelser, end det jeg oprindeligt kendte ham for, men denne gang optræder han så nok cirka lige så stille som han kan. Og det er i orden, for han er om nogen manden der kan hviske en stemning op.

Tir 11.11 Sondre Lerche i Ideal Bar kl 20 for 145 kr.
Jeg havde lidt et crush på den der lille blonde fyr med den dybe stemme for mange år siden. Men han blev aldrig helt farlig nok. Nu mærker man lidt mere kaos og vildskab over ham og det plus nogle år på bagen, klæder ham vildt godt.
 
Ons 12.11 How To Dress Well i Lille Vega kl 21 for 200 kr.
Helt nedtonet og intimt og intenst. Smukt, sart og smooth. Det er hvad man har i vente når solisten Tom Krell fylder rummet ud.

Tor 13.11 Tune Yards i Lille Vega kl 22 for 195 kr. (Der vises film inden koncerten)
Hun er ekstremt fantasifuld og temmelig ustyrlig på den fantastiske måde. Der er et utal af inspirationer indover de sammensatte numre men især fans af worldmusik vil genkende afrikanske rytmer og toner i en meget moderne udklædning.



Fre 14.11 Lee Fields & The ExpressionsLoppen kl 21 for 230 kr.
Som et dyk ned i din fars pladesamling af blødende blues og soul men levendegjort på ganske ægte vis af en mand der har levet igennem det hele. Og det kan mærkes på de små hår i nakken.

Lør 15.11 Goldie Chorus + Feel FreezeStengade kl 21 for 60 kr.
Hvis sammenligningerne skal fortsætte så vil jeg sætte Goldie Chorus i slægtskab med Twin Shadow. Forkærligheden for 80'ernes romantiske og let syrede synth pop er alle tiders! 

Søn 16.11 Perfume GeniusJazzhouse kl 20 for 170 kr.
Han er i sandhed et geni, hvis man spørger mig. Jeg er helt opslugt, når jeg lytter til de mange perler, der både helt kort og nøgent står frem som små digte og nu på det seneste album hvor der er skruet op for den beskidte støj. Jeg er vild med det!

Tir 18.11 Rival Sons i Amager Bio kl 20 for 250 kr.
Fyldig klassisk bluesrock med de tunge guitarer, fængende melodier og en stemme der flår sig igennem den tordende mørke himmel som klare lyn.



Tor 20.11 Public Service Broadcasting + Dans & LærLoppen kl 20.30 for 85 kr.
Musik sat til informerende samples af gamle film der fortæller om historien, dyr og mennesker. Som de danske opvarmere insinuerer via bandnavnet så er det sgu bare med at danse og lære.

Tor 20.11 Johnson i Lille Vega kl 21 for 155 kr.
Landets mest charmerende hiphoppere kommer altså fra Aarhus, just saying. Og Johnson gør det tilmed sjovt og uprætentiøst at være til hiphop koncert. 

Lør 22.11 Young Dinosaur + Birthgiving Toad + RavLoppen kl 21 for 70 kr. 
Det er de unge og lovende indenfor eksperimenterende, alternativ rockmusik's aften.

Lør 22.11 Mont Oliver i Lille Vega kl 21 for 140 kr.
Det er ikke længe siden de stak hovederne op over musikhavets overflade, men der går allerede rygter om deres gedigne live leveringer og det kan jeg sådan set nemt forestille mig med det charmerende take de har på småklistret funky soul. 

Søn 23.11 Bombay Bicycle Club i Amager Bio kl 20 for 285 kr.
De er jo altså bare rimelig skønne, hvis man spørger mig. Jeg elsker fornemmelsen af boblende frisk lethed, som de er mestre i at tilføje deres dejlige melodier. Lutter smil og krammere til folk.

Fre 28.11 RECession Festival (KBH edition) på Musikcaféen kl 20 for 50 kr. 
Aarhus festivalen for upcoming talenter har fået sig en lomme i København og den benytter de til at præsentere Hey Elbow, Small Time Giants og Behind Seven Mountains.




3. okt. 2014

Gå lige ud og hør her! (Oktober 2014)

Suuns 03.10.14 på Vega

En måned strøg afsted og det gjorde sensommeren også. Herhjemme havde jeg storartede oplevelser med Crunchy Frogs jubilæumskoncerter, Blonde Redhead og Goat og i New York af alle steder blev jeg endelig bekendt med Mø's ubestridte talent og publikumstække. Pengene er virkelig små nu ovenpå en god ferie og en SU der knap nok når at røre min bankkonto, men jeg vil dog gøre, hvad jeg kan for at komme ud, for der er masser af smuk, stærk og udfordrende musik at høre.
 

Fre 03.10 Suuns i Lille Vega kl 21 for 175 kr.
Det er noget af et avantgarde trip Suuns tager en med på og det er satme besnærende og mystificerende på den helt fede måde, især live.

Fre 03.10 Annasaid + Fathers OutcomeStengade kl 21 for 70 kr.
God mulighed for at danse og feste i den lille mørke sal med en billig Fuglsang i hånden.

Lør 04.10 One-Eyed Mule i Lille Vega kl 21 for 140 kr.
Rusten americana/country på den danske måde.

Lør 04.10 Lovespeed + Nelson Can i Pumpehuset kl 21 for 130 kr.
Drengene mod pigerne...eller bare alle for god gang rock.  

Tir 07.10 Blackbird Blackbird i Ideal Bar kl 21 for 110 kr.
Chillet elektrofyr der henter lidt af sommerens fornemmelser tilbage til os.

Ons 08.10 James Vincent McMorrow i Store Vega kl 20 for 180 kr. (Få billetter)
Der er en skrøbelig soul feeling McMorrows lyse stemme der rimer perfekt på eftertænksomhed og nærvær.

Tor 09.10 Bear In Heaven i Ideal Bar kl 21 for 120 kr.
God mulighed for at give den indiegas på den der måde hvor man danser småspastisk men aldrig kunne finde på at grine af det. Ment på bedst mulige måde selvfølgelig.  

Tor 09.10 Tako Lako i Lille Vega kl 21 for 140 kr.
Balkan er stadig værd at opleve og Tako Lako er en af grundene til det.

Fre 10.10 Navneløs + TempleLoppen kl 21 for 100 kr.
Et par stærke danske navne der virkelig kan noget med sprog og stemninger.




Fre 17.10 Kill J i Ideal Bar kl 20 for 90 kr.
Jeg var ikke voldsomt interesseret før jeg hørte dem på Roskilde og nu kan jeg kun sige 'go!'

Lør 18.10 Bottled in England i Pumpehuset kl 21 for 125 kr.
Jamen hvis det skal gå stærkt og der skal slås for hårdt på tromme, så er det drengene der leverer.

Lør 18.10 Sound of Copenhagen i Koncertsalen kl 20 for 220 kr.
Det er tid til at tjekke op på hvad der virkelig rør sig i den københavnske muld.

Søn 19.10 My Brightest DiamondLoppen kl 20.30 for 100 kr.
Fans af Saint Vincent kan muligvis finde en kvinde der er beslægtet i ånden her. My Brightest Diamond eksperimenterer grænseløst med det klassiske, det funky, det poetiske og det avantgardistiske.  

Man 20.10 The Handsome FamilyBremen kl 20 for 140 kr.
Du kender nummeret Far From Any Road fra serien True Detective og der er meget mere varm, følelsesfuld sydstatsamericana fra deres kyndige hænder.




Fre 24.10 Nikolaj Nørlund i Store Vega kl 20 for 180 kr.
En af vores sejeste historiefortællere og en ikonisk skikkelse. Mon ikke med et par solide gæster i bagagen som vi så det på Roskilde.

Lør 25.10 Reptil Youth + 4 Guys From the Future i Store Vega kl 20 for 160 kr.
Jeg er vild med begge dele og mere er der ikke at sige til det!

Man 27.10 The Magic Numbers i Pumpehuset kl 21 for 180 kr.
De charmerede mig i sin tid med nummeret Take A Chance og de er stadig sprudlende og energiske med et strejf af hippierock.

Ons 29.10 Cloud Boat i Ideal Bar kl 21 for 100 kr.
Store melodier og tilbageholden engelsk gentleman i front. Rigtig fint. 

Fre 31.10 WhoMadeWho i Pumpehuset kl 21 for 180 kr. (Få tilbage)
Der er vist ikke nogen der behøver at fortælle om hvor stor en fest det her bliver.

26. sep. 2014

Mø - New York baby



Den årlige dametur udenlands er i år gået til New York og som repræsentant for musikgenren som forlystelsesmulighed havde jeg trawlet nettet for mulige koncerter vi seks piger kunne gå til og få en ligeligt god oplevelse ud af det. New York byder på alenlange koncertkalendre for hver eneste dag, men da vi så at Mø spillede i samme tidsrum som vores ferie var det helt klart, at det var hende vi skulle krydre ferien med. Jeg må ærligt erkende, at jeg ikke har været så ramt af Mø, at jeg har søgt hendes koncerter i Danmark, men det skulle selvfølgelig ikke forhindre mig i at få en koncertoplevelse ude sammen med mine damer i selve NY. Vi ankom til Webster Hall som i sin sal minder om store Vega med balkon og ca samme kapacitet. En eller anden booker der skulle skamme sig havde forplumret aften i sin spæde start ved at lade en ung pige, der var et sølle men direkte plagiat af Mø, opvarme og ved Gud, jeg foretrækker at tie fremfor at kritisere, men det gik riiigtig skidt. Hun lignede Mø, havde skaffet sig 90'er stilen, nogle drenge på beats og en facon der mindede om Mø's publikumssøgende stil. Desværre sang hun pivfalsk, havde nul troværdighed og ingen fængende numre. Et udsolgt Webster Hall sal så misbilligende på hinanden og selv det lille crew der havde fan t-shirts på forholdt sig i stiltiende ro. Til gengæld lød det som en lettet glædesrus der løftede sig da Mø gik på og lynhurtigt gav det mening for mig, at hun har fået det ry hun har. Holdet havde fået stablet et enormt professionelt sæt sammen med visuals, live guitar (ja, det overrasker mig at de karakteristiske klingende riffs bliver spillet live, kudos for det) og en blæsersektion. Det gjaldt om at holde øje med hende, for vips stod hun nede på baren i salens modsatte ende og sang og vips var hun oppe på balkonen. Hun har jo ikke en specielt stor stemme men hun har et fedt småhæst knæk og der er virkelig god symmetri mellem den og den lidt afdæmpede lydproduktion, som fra begyndelsen har været kendetegn for hende. Når det så er sagt, så jeg hende gerne have et par numre, hvor hun kunne knalde endnu mere ud og give den som den rockpige hun tydeligvis også har i sig og nummeret Don't Wanna Dance, som hun sluttede af med, gør det ikke helt for mig. Men Mø forstår at vise, hvordan det ser ud når man virkelig føler sin musik. Det kan godt være, at jeg ikke føler det helt lige så tydeligt, men hun er fascinerende dygtig og klart en af vores mest talentfulde unge damer! 

Kærlig hilsen seks danske damer i New York der var lidt for gamle til Spice Girls men måske godt lige engang imellem kunne sætte dem på til en fest og gøre lidt grin med dem men måske alligevel allerinderst gemme en guilty pleasure for dem...who doesn't. 


24. aug. 2014

Gå lige ud og hør her - september '14

Goat 19.09 på Vega


Mit liv skal til at passe ned i nye kasser og rammer og min semi-senile hjerne skal lære at tage imod et hav af informationer nu, hvor jeg skal starte i skole igen. Jeg er usandsynligt spændt, men jeg forbereder mig også på at få pænt travlt med læsning og computerskærmtid. Så jeg skærer ned på fritidslektierne og laver de ugentlige anbefalinger om til et månedligt indslag. Ja, denne her blog bliver nok aldrig en af de hyperaktive der poster hver anden dag. Men efter en lang dejlig sommerferie med fantastiske musikalske input fra fx Northside, Roskilde, Uhørt, Goldie Chorus, Conor Oberst, Mugison og Sohn kommer her mine bud på, hvad der skal lyttes til foran de Københavnske scener når efteråret melder sig i september måned:

05.09 MoonfaceJazzhouse kl 21 for 160 kr.
- Canadisk indie kvalitet med rå følelser akkompagneret af flygel. 
11.09 Stephen Malkmus & The Jicks i Lille Vega kl 21 for 200 kr.
- Alsidig forgangsmand for den rebelske og energiske form for indierock.
12.09 Crunchy Frog Anniversary Party i Pumpehuset kl 20 for 220 kr.
- En række af pladeselskabets karakteristiske rocknavne fejrer jubilæet med længe ventede reunions og sprød pladeudgivelse.  
12.09 Sivert HøyemLoppen kl 21 for 150 kr.
- Han er dramatisk, mørk og næsten spirituel i sin formidling af bluesrock med et soul/gospel præg.
13.09 Blonde Redhead i Lille Vega kl 21 for 200 kr.
- Yderst stemningsfuld og til tider teatralsk elektronisk sfærisk shoegazepop.
13.09 Jacob Bellens i Skuespilhuset kl 23.59 for 195 kr.
- Stemmen bag I Got You On Tape og Murder helt solo og i usædvanlig setting når klokken ringer midnat.
14.09 Jomi Massage + Martin Ryum i Det Kongelige Teater kl 20 for 100 kr.
- De deler en fortid i Speaker Bite Me, men siden er Ryum gået i en litterær poetisk retning og Jomi befinder sig i et altid afsøgende kunstnerisk grænseland.
16.09 Treefight For SunlightJazzhouse kl 21 for 120 kr.
- Vidunderlig ekstravagant og syret pop der kommer til at blæse taget af Jazzhouse.
17.09 Striving Vines i Ideal Bar kl 20 for 70 kr.
-  Indieband med en stor stemme i front der tilsyneladende har bragt noget R'n B og soul indover deres 2 udspil. 
18.09 Cold Specks i Store Vega kl 20 for 240 kr.
- Hun varsler afgrundsdyb alvor, intensitet og blødende soul og vandt mig ved første lyt i 2012.
18.09 Get Your GunBeta kl 20 for 125 kr.
- Tung nordisk take på støvet og desperat westernrock og de gør det effektfuldt!
19.09 The Malpractice i Ideal Bar kl 20 for 110 kr.
- Melodisk rock der tør flirter med det helt tunge og det helt poppede og slipper afsted med det.
19.09 Goat i Store Vega kl 20 for 230 kr.
- Maskeret psych/afro/arabisk syresammensurium med forrygende live ry.
20.09 Catch the Breeze + Chamber Junkies + Mount Rushmore Safari KB18 kl 20 for 50 kr.
-  Et lækkert miks af forholdsvis nyudsprungne bands med fokus på slagkraftige kompositioner.
25.09 Baal 20 års jubilæum i Amager Bio kl 20 for 225 kr.
- Dramarock med kæmpe armbevægelser og aldeles gribende melodier, især på debuten Sensorama der nu ligger 18 år tilbage, OMG!
27.09 Blaue Blume i Pumpehuset kl 21 for 140 kr.
- Jeg er ligeså fortryllet af deres kompositoriske særegne skønhed som the next guy. Der kan kun være stort i vente for dem, så kom og oplev dem i opstarten. 
28.09 Avi Buffalo i Ideal Bar kl 20 for 90 kr.
- Et ungt og charmerende miks mellem det skæve fra Modest Mouse og det naive fra The Shins.
29.09 Azealia Banks i Tivolis Koncertsal kl 19.30 for 370-445 kr.
-  Jeg er ikke rigtig til rap, men Azealia har det vilde og sære islæt man fx kender hos M.I.A og det gør hende noget til noget mere og andet end en gangsta chick.







 

7. aug. 2014

Conor Oberst - jeg vil altid være din rekrut!


Det er skamfuldt at indrømme, at jeg af uforklarlige årsager troede, at Conor Oberst havde lavet et poppet og ligegyldigt album og indtil for et par uger siden, havde jeg kun lyttet til et enkelt nummer. Så var der heldigvis en stemme i mig der stædigt påpegede, at denne her mand har stået som en enestående inspiration for dig lige siden du hørte ham som alter egoet Bright Eyes for 10 år siden. Det kan ikke passe, at han besøger din by og du ikke ser ham...igen (for det gjorde jeg med stor fortrydelse ikke da han spillede på Bremen sidste år). Og heldigvis fik jeg købt Upside Down Mountain og en koncertbillet og ændrede mening fuldstændig. På denne plade har Oberst skruet ned for den country der har præget udgivelserne med Mystic Valley Band og i stedet har Jonathan Wilson tilført en snert af sin klassiske bluesrock til det urbane indiefolk udtryk, som jeg forbinder med Oberst i det meste af hvad han har lavet. Det jeg elsker så betingelsesløst ved Conor Oberst/Bright Eyes' musik er hans evne til skrive tekster, der giver håbløshed, usikkerhed og tvivl et smukt sted at hvile. Jeg elsker hans helt enormt udtryksfulde stemme, der skifter fra blød og omsorgsfuld til knækket og desperat, som skider flot på hvordan en stor og smuk stemme skal lyde og som aldrig nogensinde bliver forsøgt kontrolleret på konventionel måde. Og jeg elsker hans evne til at manipulere - nogle af de mest galoperende lette melodier er skalkeskjul for de tungeste og mørkeste stemninger.
I går spillede han så i Amager Bio med backing fra det yderst velspillende L.A. band Dawes, som også varmede op for Oberst. Til forskel fra Dawes sangeren Taylor Goldsmith som mindede mig lidt om, hvis Ben Stiller skulle fremstille en frontmand fuld af forestillet selvtillid, så går Conor på scenen med sin karakteristiske introverte facon, der får ham til at ligne en mand der ikke er rigtig tilpas i sig selv. Men så snart settet er igang ved man, at det i hvert fald ikke er scenen han er utilpas på, selvom han knap nok kigger på os ud under det mørke tjavsede hår. Han er 100 % til stede i musikken, snurrer hidsigt rundt og står headbangende over sit keyboard til Lover I Don't Have to Love. I sidste del af koncerten er han faktisk i rimelig kontakt med publikum, men lige i det her tilfælde er jeg fuldstændig ligeglad med hvordan og hvor meget han henvender sig til os, for hvert eneste nummer stråler så tydeligt af selvudlevering, at det er rigeligt. Jeg er også fuldstændig ligeglad med publikums rolle i det her, selvom jeg godt kan fornemme at den knapt udsolgte sal er med ham. Faktisk så bliver jeg mindet om hvor heldig jeg er, at jeg ikke deler min kærlighed til ham med en veninde, for det er der to piger bag mig der gør og deres teenageagtige hvinen over hvor "cute" han er, får mig til at rykke væk og ned til de herlige umælende mænd jeg er fulgtes med længere nede i salen for at kunne være alene og lytte og begejstres og røres. For det bliver jeg. Imens Oberst fuldender oplevelsen for mig ved at spille hele 12 Bright Eyes numre, står jeg med et bredt taknemmeligt smil og må synke tungt og trække vejret dybt imens den lykkefølelse, som kun en koncert kan give fylder mig.



 

 

Der har aldrig været vildt meget sjov og ballade over hverken Conors musik eller ham som person, så det var en befriende let og skæg oplevelse at se de tre ekstranumre, som alle var Bright Eyes numre. Det første var Lua (et af numrene på mit livs soundtrack, så er det sagt) som han i en version har indspillet med Gillian Welch, hvilket får nummeret til at udspille sig som en samtale mellem to elskende, men i aften trådte Taylor Goldsmith til og det kunne ikke andet end at få begge mænd til at fnise. Andet nummer, June On the West Coast, er nok et af de mere støvede tilbage fra gemmerne i 2001 og det virkede ikke til at teksten stod helt klart i Conors hoved længere...hvilket er forståeligt for de er alle kringlede digteriske prosastykker som det må tage et helt særligt hoved at skrive såvel som at huske. Men også på det punkt er Conor Oberst menneske og det er helt rart at se. 

    
Oberst og Goldsmith fremfører Lua som ekstranummer