5. sep. 2012

Trailerpark 2012

Damerne sørger for deres egen gode stemning på en lidt flad Trailerpark Festival
Åh Trailerpark...hvad sker der for dine gæster? De dukker ikke ret talstærkt op og de der gør er altså en kende stive i faconen. Det er besynderligt at være på en festival, endda sommerens sidste, og så vende hjem søndag aften og konstatere at der hverken er blevet danset eller råbt eller dannet nye bajer-venskaber. Er det musikken der ikke indbyder? Altså, for mig at se er den elektroniske scene ikke den mest sociale, som man står der i trance med lukkede øjne og fægter lidt med armene (bare en fordumsfuld observation). Men på Melt! festival fik jeg netop bevist at publikum også til de her koncerter henvender sig til folk omkring dem med smil, dans og snak. Er det så det danske publikum, der er lidt for reserverede? Næ, det er Roskilde da det største bevis på, at vi ikke er. Det er de der hipstere så! De er for cool til at komme hinanden ved! Men det er bare heller ikke helt det. København er fuld af såkaldte hipstere og de er bestemt en del af det sociale gadeliv, hvor festerne bringes ud på torve og broer. Desuden var der en udskiftning af publikumstyper mellem fredag, lørdag og søndag og det gjorde ligesom ikke nogen forskel. Det var bare som om at den grundstemning der herskede var reserveret. Den smittede også mig og jeg kan overhovedet ikke prale af at have forsøgt at gøre den store forskel. Jeg passede også bare mig selv og de piger der var med mig og snakkede ellers kun med de kendte ansigter, som jeg stødte på. Desværre. Må prøve at statuere et udadvendt eksempel næste gang, hvis det tvivlsomme budget ikke får festivallen ned med nakken. Men vi havde en (privat)fest alligevel og her kommer lidt om to af de bands der bidrog til den.

Casiokids, som spillede lørdag aften, var den forventede uptempo elektropopfest. De 6 glade nordmænd spunsede rundt på den virkelig fint byggede mainstage og leverede et show, der kunne inddrage både gamle og kommende fans med fængende melodier der, i mine ører, alle var tilpas gakkede, tempofyldte og clubbede til at man ikke ventede på ét hit men lod sig rive med af keyboards og beats. Og så elsker jeg når elektropoppen forener sig med indie og inddrager både guitar, trommer og percussion i festen.

 

The Eclectric Moniker sluttede min søndag af og det blev gjort så eftertrykkeligt, at jeg tilslutter mig den hype, som har klistret sig til dem siden Easter Island blev udsendt som single. Bandet mødte et tøvende, tømmermændstungt publikum men erklærede hurtigt, at det var deres mål at få folk op og danse og at de ville gå amok, hvis dette ikke skete. Men vi fornemmede også hurtigt at scenen var blevet indtaget af et rutineret og dygtigt orkester, der efter en sommer med meget opmærksomhed og mange jobs er yderst scenevante og professionelle i deres fremtoning. Det jeg havde frygtet var et naivt calypsohelvede, viste sig at være et væld af fine og skæve melodier som ganske ofte og til min fornøjelse mindede mig om Vampire Weekend. Og efter at have lyttet i et beskedent omfang til det indspillede materiale er mit indtryk, at bandet gør sig bedst live med mere pondus og gennemslagskraft og mindre auto-tune. De fik os til at danse (det hjalp dog især at vennerne Freddie og Silas (Turboweekend) stillede sig op på scenekantens trappe og førte an med særligt gode eksempler) og jeg lod hovedpine være hovedpine og nød at Trailerpark endelig slap tøjlerne lidt.