5. apr. 2014

Cults - en art kærlighedshistorie


  



Jeg havde ikke det store vidensgrundlag om new yorker bandet Cults, da jeg gik til deres koncert i Lille Vega i går aftes. Min veninde havde faktisk bare solgt det på, at de var et sødt kærestepar. Jeg trængte til at opleve noget ukendt og overbevisende og heldigvis fik jeg opfyldt det behov med det efter sigende nu forhenværende kærestepar (ikke efter aftenen i går i øvrigt). Lille Vegas scene var puttet godt under en blød dyne af rødt lys og bagtæppet bestod af fjernsynsskærme med støj på, som ret passende gav mig en fornemmelse af at være med i filmen Requiem for a Dream. Som den eneste oplyste stod sangerinde Madeline Follin i en rød spot og lignede lidt en genert skolepige, der helst ikke ville sige noget og pillede nervøst ved sit lange hår. Publikum var ellers helt med Cults fra første strofe og den perfekt fyldte sal emmede af begejstret kærlighed til bandet. Faktisk var det næsten som om bandet syntes at få for meget publikumsopmærksom. "You guys are the best clappers we ever had" sagde Madelines mandlige modstykke Brian Oblivion efter et par numre og så bad han os være stille, så deres guitarist kunne koncentrere sig om en svær intro på næste nummer. Folk shyssede straks på hinanden men mange havde alligevel svært ved at styre begejstringen og spontane wuhu og klap måtte tysses diktatorisk ned rundt om i salen. Cults bevæger sig musikalsk et svært charmerende sted mellem tidlig 60'er agtig doo-wop bubblegum pop, dark disco og en snert punket støj. Hverken Madeline eller Brian er de store sangere i min optik, men de har en uomgåelig charme i deres tilgang til let naiv poprock med melankolske introverte teenage undertoner. Hun har masser af rumklang på sin lette lyse vokal, vugger koket og virker lidt utilpas i rampelyset, han har mere underspillet rock n' roll attitude, slingrer rundt med skiftevis guitar og keyboard og sætter sig indimellem på gulvet og spiller. Under ekstranumrene går det op for mig at de står bag nummeret Know What I Mean, som jeg indtil nu kun har hørt i en eller anden reklame og som er en fantastisk fin ballade. Et deltagende og begejstret publikum betaler sig som sædvanligt og både Madeline og Brian takker tydeligt benovede af med at kåre os som det bedste publikum de har haft på denne tur. 
I den næsten tomme sal kommer Brian og deres guitarist Nathan senere ud og går omkring. Jeg stopper Nathan og takker for koncerten. En hjerneblødning får mig til at glemme at benytte lejligheden til et hurtigt interview, men jeg får mig da en sludder om New York og nogle turisttips til min kommende efterårstur derover og vist også lidt inviteret mig selv til at møde ham derovre...  






Madeline Follin
Brian Oblivion


Ingen kommentarer:

Send en kommentar