 |
| Haim på Arena 04.07.14 |
Så er det på tide at se tilbage. Efter nogle hviledage hjemme på Nørrebro, en øm krop der kvitterede med en forkølelse a la udrensning ovenpå en mildest talt usanitær uge og et gensyn med Aarhus er jeg klar til at tage tilbageblikket. Dette års Roskilde har haft en ro over sig, som jeg ikke husker at have oplevet meget længe. Det er som om udbuddet af musik, kunst, mad og events af alle slags endelig har fundet den rigtige balance og linede sig fornuftigt op istedet for at vælte over hinanden. Dejligt og overskueligt for en gangs skyld - selv for mig der ikke rigtig får dykket ned i alle tilbuddene alligevel. Musikalsk står dette år for mig langt hen af vejen i damernes tegn. Hurra for ligestilling! Stærke, seje og inspirerende kvinder har fyldt programmet ret godt ud. Her er en gennemgang af mit musikalske fodspor igennem festivalens hovedprogram. Ikke alle nødvendigvis højdepunkter men der er plads til det hele.
Lykke Li - Efter advarslerne om at det er knald eller fald med Lykke Li's humør, var det spændende, om det skulle blive en fuser. Men hun var veloplagt og sød, dansede fejende over scenen og erklærede kærligt efter første nummer, at hun ikke kun er sørgmodighedens pige (Sadness Is a Blessing) men også Roskildes. Selvom hun er mester i triste sange, er der pondus i både hendes numre og leveringen. Lykke Li formår at være skrøbelig og sårbar på en sej og stærk måde. Hun har en særpræget måde at synge på, måske endda lidt monoton, som om hun ikke helt prøver og samtidig er hendes tekster så fulde af følelser. Den modsætning er jeg cool med.
Rolling Stones - Torsdag var min off dag og det var ikke Stones der fik den sat op i gear. Det var mest en se giraffen oplevelse og på 2 ud af de 4-5 numre jeg så, var det Keith Richards der sang, fordi Jagger skulle skifte jakker. Det var sjovt første gang og tidsspild anden.
Cancer - Fredag middag startede virkelig blødt og behageligt med Cancer. Udstrakt på græsset ved siden af Pavilion med udkig til skyformationer kunne jeg nyde et ret så velplaceret møde mellem det rum metalliske og det akustiske milde. Gæt selv hvem der leverede hvad.
Warpaint - Pigerne i Warpaint sørgede for mit første møde med Avalon scenen. Mødet med dem var godt men lyden på denne scene eller i hvert fald til koncerten var ikke god. Det lød mudret og for kantet på en ret generende måde. De 4 piger var mega seje og leverede et alsidigt udtryk fra trip hop lignende til postpunk og jeg skal sørge for at give dem ordentlig lyttetid snarest.
Haim - Det var ligesom girlpowerdag og jeg fortsatte over til Haim pigerne på Arena. De havde fra første anslag teltet i deres hule hænder og begejstrede igen og igen et dedikeret publikum. Hits som If I Could Change Your Mind og Falling lyder jo som noget The Bangles kunne have lavet i 80'erne, stramt og baslækkert, men ret kort inde i sættet bad de om lov til at måtte jamme lidt og fyrede så ellers den vilde rockfest af. I sandhed popprinsesser med en rock sjæl. De enormt musikalske søstre byttede ofte og ubesværet instrumenter undervejs og kommunikerede hele vejen igennem trofast med det oplagte publikum. Ultra professionelt af det endnu unge band.
Damon Albarn - Nuj, en af mine største fortrydelser er at blive fanget i alenlange mad- og tissekøer som forhindrede mig i at komme helt tæt på og smile til Damon! Men det var ikke en dårligere koncert af at jeg måtte stå noget længere væk. Søde Damon havde lavet en god blanding af forholdsmæssigt neddæmpede numre fra sit eget solo og fra fordums projekter. Han havde virkelig solid backing og skiftede selv mellem klaver, guitar og melodica. Den helt vilde overraskelse kom dog da han mod enden af sættet nær tog livet af folk med Gorillaz nummeret Feel Good Inc og De La Soul kom på scenen og slog benene væk under alle med sine vanvidsgrin. Voksne mænd hoppede og krammede og man måtte grine helt befippet med på nummeret. Helt aldeles perfekt!
Future Islands - Alle youngsters med hang til P6 Beat var troppet op på den relativt lille Avalon scene. Efter den dårlige lydoplevelse med Warpaint samme sted gjaldt det virkelig om at komme så tæt på scenen som muligt - også lidt for at se dansende Samuel på tæt hold. Og det var nok hvad de fleste ville, for vi stod skulder ved skulder og strakte hals på livet løs. Der var heller ikke noget at blive skuffet over. Samuel Heering der nærmest er enearving til bandnavnet, for de tre andre tenderer til at være usynlige, levede op til alle forventninger. Onde tunger påstår, at man skal være drugged up for at kunne opføre sig som ham, men for mig at se var han overordentligt fokuseret og mest af alt en mand der udlever hvert beat og hvert budskab i teksterne med hele sin væren. Og selvom jeg skal indrømme at musikken faktisk virkede lidt ensformig på mig indimellem, var det en fornøjelse at modtage Heerings skiftevis nænsomme og growlende prædikener.
 |
| Future Islands på Avalon 04.07.14 |
Nikolaj Nørlund - Også lørdag fik lov at blive startet kærligt op. Helt som lovet (læs interview med Nørlund her på bloggen) havde Nikolaj Nørlund lavet et godt og vel 2,5 time langt sæt der ekstremt dygtigt og uden dyk i hverken nærvær eller relevans forkælede Arena med både klassikere og nyfortolkninger af klassikere overlegent leveret af Nørlund og alle hans nydeligt involverede gæster.
Jenny Wilson - Hun kunne måske nok have klaret sig lige så fint på den mindre Avalon sådan en lørdag eftermiddag, men på den anden side skal hun sgu have højt til loftet. Selvom det ikke er længe siden jeg så hende sidst, får Jenny markeret, at der er så meget mere til et godt popudtryk og en stærk musikalsk karakter end looks og beats. Hun er inspirerende alene i sin tilstedeværelse og bag hendes ikke voldsomt storslåede stemme er der et hjerte der banker med neonblod.
Arctic Monkeys - Jamen jeg er solgt og der er ikke så meget mere at sige. Jeg synes, de har lavet et album der er en titel som moderne rockklassiker værdig og hvis den ikke altid har været tilstede, så har de vokset sig til en coolness og en scenesikkerhed som både charmerer og overbeviser.
Deerhunter - Vi er typisk ret optagede af, at et band har scenenærvær og publikumstække for at vurdere det som en god koncert. Men at betragte Deerhunter sammen stadfæster for mig, at det ikke er et krav der skal efterleves for min skyld. Deres musik er alt efter albums ikke lige tilgængelig og det er ikke meget opmærksomhed Bradford Cox og de andre giver os, men det er fascinerende at se, hvordan bandet arbejder intuitivt sammen om at udarbejde og udforme hvert eneste nummer. De ligner individualister der krumryggede passer deres egne instrumenter, men i langsommelig futten rundt på scenen opsøger og afstemmer de med hinanden, så hver tone kommer stramt og skarpt ud. Selve musikoplevelsen er en fest for indienørden; små halvmutte popmelodier i skøn blanding med lange detaljerige lydflader. Og en ting er sikker: jeg skal opdatere mit kendskab til Deerhunter post 2007.
.JPG) |
| Deerhunter på Arena 06.07.14 |
Stevie Wonder - Jajaja han er da en kær mand og åh ja han har et band der sætter skabet på plads, når han da lader dem komme til. For her var der i sandhed tale om publikumsinddragelse og næsten hvert eneste nummer skulle akkompagneres af publikumskor a la et højskoleophold. Med fare for at nærme mig en gentagelse af min beskrivelse af en anden gigant...det var sjovt første gang og lidt irriterende derefter. Især når der står 4 flotte kormennesker på scenen der cirka ikke får lov til andet end at smile og svinge armene i takt. Men enhver Roskilde Festival skal have sit moment hvor alle synger med, griner og danser (inklusiv mig) og det var denne koncert for mit vedkommende. Tak for det. Jeg gik i øvrigt ikke under I Just Called, men jeg satte mig demonstrativt ned. Det så han nok ikke, hahah...
Jack White - Efter planen var jeg på vej hjem under Jacks koncert. Jeg så ham for to år siden, tænkte jeg, og det er da også godt nok. Men fuck nu mig hvor er jeg glad for at min drikfældige veninde syntes, vi skulle have en drink mere at tage hjem på, for så kunne vi jo også lige så godt se koncerten OG den var mindst dobbelt så god som sidst han var på Roskilde! Udover at have det mest svedige band med og opsætning der smukt komplementerede hans filmiske fremtræden (jeg tænker altså uvilkårligt på Johnny Depp, når jeg ser Jack White), så var Jack selv mega oplagt og virkelig i god kontakt til et publikum, der ellers er ved at ligge ned sådan en søndag aften. Jack gav mig den bedste følelse at tage fra Roskilde med, som jeg ellers ikke har følt i mange år. Tusind tak Jack White. Den der kone du leder efter? Det kunne altså godt være mig....
En håndfuld mere prydede min festivalplan. De fortjener også props men har ikke fået yderligere spalteplads her end den, at de var et hit i en eller anden udstrækning. Det gælder for fantasy karakteren Connan Mockasin, de old school baserede hiphoppere fra Dialated Peoples, syretrippet med Spids Nøgenhat, de rockrodede Merchandise, koryfæerne i Psyched Up Janis og mine yndlinge Interpol, som jeg kun så en snert af, fordi der hang en argentiner fast på min hals. Det er jo, hvad der kan ske. Roskilde, vi klarede den igen sammen og vi ses sgu nok til en omgang mere næste år!
